Fordi computeren siger det
Artikel i magasinet Asterisk fra DPU, Aarhus Universitet, nr. 78 fra juni 2016 om computere som autoritet. IT-løsninger risikerer at give elever svaret for hurtigt. Derved mister eleverne forståelsen for processen i matematikkens verden.
I matematik er sandheden selvindlysende, hvis vi ellers forstår at regne den ud. Mange elever har nemlig svært ved at forstå beviserne eller se logikken og stoler i stedet for på autoriteterne. Men i dag er det ikke længere kun sandt, fordi læreren siger det. Computeren er blevet den nye autoritet, og det har uheldige konsekvenser for elevernes matematiklæring, fortæller professor MSO Uffe Thomas Jankvist.