DPU

Aarhus Universitets segl

Fem forskere udpeget til reviewgruppe om test

Gruppen der skal udarbejde det første systematiske review fra clearinghouse om pædagogisk anvendelse af testresultater, vil bestå af forskere fra alle de skandinaviske lande.

Der er et stærkt skandinavisk islæt i den gruppe, der skal producere det første systematiske review fra Dansk Clearinghouse for Uddannelsesforskning. Tre danske, en svensk og en norsk forsker har taget imod invitationen. Tilsammen er gruppen fagligt ansvarlig for resultatet af det review om pædagogisk anvendelse af testresultater, som clearinghouse satte i gang i dette forår. Om grunden til at lave en bredt sammensat skandinavisk gruppe siger daglig leder af clearinghouse Sven Erik Nordenbo:

"Vi ønsker at trække på materiale fra alle de skandinaviske lande, og her er det lokale kendskab vigtigt. Det pædagogiske forskningsmiljø i Danmark er desuden ikke særligt talrigt, og vi ønsker at trække på den bedste ekspertise i vores reviewgrupper. Derfor vil vi generelt se ud over Danmarks grænser, når vi skal sammensætte reviewgrupper."

De fem
De fem forskere i reviewgruppen er:

Billede af Peter AllerupProfessor Peter Allerup
Danmarks Pædagogiske Universitetsskole
Aarhus Universitet
Danmark

Billede af Hanne Leth AndersenProfessor Hanne Leth Andersen
Center for Undervisningsudvikling
Aarhus Universitet
Danmark

Billede af Jens DolinLektor Jens Dolin
Institut for Naturfagenes Didaktik
Københavns Universitet
Danmark

Billede af Helena KorpLektor Helena Korp
Högskolan Väst
Sverige

Billede af Rolf Vegar OlsenPostdoktor Rolf Vegar Olsen
Institutt for lærerutdanning og skoleutvikling
Universitetet i Oslo
Norge


Tre af de fem forskere er eksperter i test- og karaktersystemer. Peter Allerup er statistiker og er ekspert i måling af personlige egenskaber, såkaldt psykometriske målinger. Han har været involveret i udarbejdelsen af de nationale test i Danmark og i det danske arbejde med PISA. Helena Korp er almen teoretiker på området karaktergivning, som hun især studerer med en sociologisk vinkel. Hendes afhandling fra 2006 handler om den sociologiske betydning af karaktergivning og nationale prøver i det svenske gymnasium. Rolf Vegar Olsen er specialist i naturfagsdidaktik og udvikling af test til naturfagene. Han har også arbejdet med analyser af data fra PISA-undersøgelsen af elevers færdigheder i og interesse for naturfag.

Fagdidaktikere
De to resterende medlemmer af reviewgruppen har deres ekspertise indenfor fagdidaktik. De er med andre ord eksperter i, hvilke undervisningsprincipper der kan anvendes i deres respektive fag. Jens Dolin er ekspert i naturfagenes didaktik. Hanne Leth Andersen er ekspert i sprogdidaktik. Om baggrunden for at invitere fagdidaktikere med i reviewgruppen siger Sven Erik Nordenbo:

"De skal hjælpe med at beskrive og vurdere de pædagogiske interventioner, som undervisere benytter sig af. De skal med andre ord se på outputtet af de nationale test og spørge: Hvad kan læreren bruge det til i mit fag? For at gøre det, er de nødt til at være eksperter i fagdidaktik."


Fakta: De fagligt ansvarlige
Reviewgruppen spiller en vigtig rolle i udarbejdelsen af systematiske reviews. Det er de fem forskere, der har ansvar for at vurdere kvaliteten af de undersøgelser, som staben i clearinghouse finder frem til. Gruppen er også ansvarlig for at godkende søgestrategien og for at syntetisere de udvalgte undersøgelser i en samlet konklusion på reviewet. Gruppen har foreløbig holdt sit første møde i København og regner med at holde endnu mindst tre møder, inden reviewet ligger færdigt.

Læs mere om reviewgruppens rolle og ansvar i konceptnotatet for clearinghouse.
Læs mere om reviewet om pædagogisk anvendelse af testresultater.