En åben invitation til at blive en anden
Artikel fra magasinet Asterisk fra DPU 73 marts 2015: Tidens mest påtrængende opgave er at udvikle følelserne, mente den tyske digter Friedrich Schiller på tærsklen til 1800-tallet. Siden er der tænkt mange tanker om, hvad æstetik er og kan. Lektor Jørgen Huggler og lektor Steen Nepper Larsen tager os på æstetisk historievandring og peger på, hvad pædagogikken kan lære af æstetikken.
Frihedsrusen fra Den franske revolution i 1789 slog om i blodrus. I stedet for frihed, lighed og broderskab fulgte rædselsperioden med henrettelser og nyt tyranni. Mennesket var åbenbart ikke modent til at forvalte friheden − eller manglede i hvert fald institutioner til det. Den æstetiske opdragelse skulle få moralsk fornuft og sanselig naturlighed til at gå op i en højere enhed.