Drømmen om transfaglighed
Artikel fra magasinet Asterisk fra DPU, Aarhus Universitet, nr. 66 fra juni 2013 om faggrænser. Fagene er under pres. Tidens krav om grænseløse kompetencer truer med at rive faggrænserne ned for at slå porten op til transfaglighedens forjættede land. Men der findes ingen genvej bagom fagene, for selvom fagene er kunstige grænser i en grænseløs, moderne verden, kan vi ikke undvære dem. Hans Fink, docent i filosofi ved Aarhus Universitet, fortæller hvorfor.
Kender I den om skotten, der skulle til sammenskudsgilde? Alle gæster skulle tage noget med. De fleste havde taget en ret med. Skotten havde taget sin bror med. For Hans Fink, docent i filosofi ved Aarhus Universitet, er det et billede på, hvad der sker, når de traditionelle fag på skoler og universiteter overlader scenen til den højtbesungne kompetenceudvikling.