DPU

Aarhus Universitets segl

DPUs deltagelse i udvalg om en eventuel fusion

Danmarks Pædagogiske Universitets (DPU) bestyrelse har besluttet at deltage i udvalgsarbejde om en eventuel fusion med Københavns Universitet. DPUs bestyrelse henholder sig til universitetsloven og sin suveræne ret til at indstille til en fusion. DPU har gjort udvalget opmærksom på, at de mulige modeller for en fusion er en fakultetsmodel eller en anden identitetsbærende enhed ved det nye KU. Andre modeller risikerer at slagte det erklærede formål med udvalget, nemlig at beskrive modeller for at opruste og styrke uddannelsesforskning og undervisning.

Regeringen fremlagde den 20. juni 2006 hovedlinjerne for et danmarkskort for universiteterne. Regeringen annoncerede ved samme lejlighed sigtet med, at DPU skulle fusionere med det nye Københavns Universitet (NKU), og at et udvalgsarbejde om en sådan fusion ville blive påbegyndt. Videnskabsministeriet offentliggjorde i forlængelse heraf et kommissorium for dette udvalgsarbejde.

DPUs bestyrelse udtrykte i brev af 23. juni 2006 til videnskabsminister Helge Sander sin dybe forundring over, at bestyrelsen ikke havde været inddraget i drøftelserne om nedsættelsen af dette udvalg. Endvidere udtrykte bestyrelsen sin forventning om at blive inddraget i formulering af kommissoriet for et eventuelt udvalgsarbejde. Det skete ikke.

Når DPUs bestyrelse alligevel besluttede at deltage i udvalgsarbejdet, skete det efter, at direktør Jens Peter Jacobsen fra Videnskabsministeriets universitets- og bygningsstyrelse ved et møde den 30. juni 2006 med bestyrelsesformanden bekræftede, at DPUs bestyrelse også efter et udvalgsarbejde kan henholde sig til universitetsloven og DPUs suveræne ret til at indstille til en eventuel fusion for DPUs vedkommende. I forlængelse heraf har DPUs bestyrelse på sit møde den 14. august 2006 besluttet, at bestyrelsesformand Kjeld Holm og rektor Lars-Henrik Schmidt er DPUs repræsentanter i udvalget.

Første møde i udvalget blev afholdt den 15. august 2006. Ved dette møde gjorde DPUs repræsentanter opmærksom på, at DPUs bestyrelse overfor ministeren havde givet til kende, at man fandt fremgangsmåden ved udvalgets nedsættelse uheldig, da DPU ikke var inddraget i processen – som ministeren ellers ved adskillige lejligheder havde lagt op til. Desuden gjorde DPUs repræsentanter opmærksom på, at DPU ikke nødvendigvis delte regeringens opfattelse af behovet for en fusion mellem DPU og KU. Der vil ganske enkelt være modeller for en fusion, som er uspiselige for DPU. DPUs repræsentanter ønsker, at DPUs opfattelse af bestemte modellers uspiselighed skal fremgå af den rapport, som udvalget skal i gang med at udarbejde.

Den 4. september 2006 holdt udvalget sit 2. møde, hvor drøftelser af modeller for en fusion mellem universiteterne blev påbegyndt. Til mødet havde DPU fremstillet det første udkast til modelpapir. Udkastet, som er vedlagt, rummer en beskrivelse af en fakultetsmodel, en institutmodel og en programmodel. Desuden havde DPU til mødet fremstillet et statuspapir for DPUs organisering og uddannelsesforskning i Danmark, det er ligeledes vedlagt.

Ved mødet blev der gjort opmærksom på, at de mulige modeller efter DPUs vurdering var at blive et fakultet eller en anden identitetsbærende enhed ved det nye Københavns Universitet. Der blev ligeledes gjort opmærksom på, at institut- og programmodellen rummede en overhængende risiko for at slagte idéen med DPU og dermed også udvalgets formål; nemlig at levere modeller for en fusion, som opruster dansk uddannelsesforskning for at styrke uddannelserne i hele undervisningssektoren. Årsagen hertil er den simple, at DPU jo netop blev etableret sommeren 2000 for at opruste uddannelsesforskningen til gavn for hele undervisningssektoren – og vurderingen af en fusions attraktivitet må selvfølgelig hænge sammen med, om der bliver tale om en yderligere oprustning og styrkelse.

Status er således, at udvalgsarbejdets formål er at drøfte modeller for en eventuel fusion mellem DPU og KU, og DPU har markeret, hvilke modeller som lever op til formålet med udvalgets arbejde. Udvalget skal ikke anbefale eller beslutte en eventuel fusion endsige en model for den. Det forventes, at rapporten får en beskrivende form, og at overvejelser og vurderinger, som ikke alle medlemmer af udvalget deler, indgår i rapportens bilagsdel. Udvalgets udredningskarakter er i overensstemmelse med universitetsloven. Loven kræver nemlig, at en fusion mellem DPU og KU hviler på de to bestyrelsers accept af en sådan. Udvalgsarbejdet forventes afsluttet primo december 2006.

Yderligere oplysninger om DPUs eventuelle fusion med KU og udvalgsarbejdet kan fås ved henvendelse til sekretariats- og kommunikationschef Claus Holm, 8888 9056 eller 2688 5600.