DPU

Aarhus Universitets segl

DPU-professor modtager Forskningsformidlingspris 2021

Aarhus Universitets Jubilæumsfond uddeler hvert år ved årsfesten to hæderspriser: Den Pædagogiske Hæderspris og Forskningsformidlingsprisen. Med begge priser følger 60.000 kroner til prismodtageren. Forskningsformidlingsprisen tildeles i år Eva Gulløv, professor MSO ved DPU, Aarhus Universitet.

Professor MSO Eva Gulløv, DPU, Aarhus Universitet

Vi kan lære meget om både samfund og kultur ved at studere børn. Det fortæller Eva Gulløv, professor MSO på DPU, Aarhus Universitet, der modtager Aarhus Universitets Jubilæumsfonds Forskningsformidlingspris i år. Hun ser ikke sig selv som ekspert: Hun er fortolker, og hendes opgave består i at identificere selvfølgeligheder og dilemmaer i kulturer og samfund. 

Egentlig har årets modtager af AU’s forskningsformidlingspris det stramt med selve ordet ’formidling’.

”Det lyder som om, at jeg er et mellemled i forhold til en sandhed, der skal bringes videre til andre. Men i min optik er det ikke en lineær proces; der sker noget i transaktionen. Og konklusionen er resultat af et samarbejde,” siger Eva Gulløv.

Hun ser sig selv som fortolker af samfund og mennesker i bestemte kulturer. Oftest er de mennesker, hun samarbejder med, pædagoger eller lærere, men også medarbejdere i kommuner og forvaltninger. Og frem for at komme som ekspert og levere konklusionerne ser hun det som sin opgave at præsentere analyser og fortolkninger af sammenhænge, men også pege på dilemmaer.

”Jeg er ikke ekspert; det er dem, der er eksperter på deres felt. Min opgave er, på baggrund af mine analyser og fortolkninger, at fremlægge dilemmaer og værdisammenhænge, som de ser ud fra forskellige perspektiver. Jeg identificerer kræfter og selvfølgeligheder, som kan være svære at indfange, når man selv er interessent i en sag, ” siger hun og tilføjer, at målet er at få de forskellige perspektiver frem i lyset, undersøge, hvordan de mødes og brydes, og derpå diskutere dem.

Børn gør os klogere på samfundet

Eva Gulløv har gennem hele sin karriere både formidlet sin forskning til kolleger inden for akademia og skrevet artikler og bøger, som i dag anvendes i stor udstrækning i undervisning på universiteter og professionshøjskoler. I 2012 udkom bogen Civiliserende institutioner, som hun skrev sammen med sin DPU-kollega Laura Gilliam. Den er senere udkommet på både norsk og engelsk. Bogen kredser om de herskende opdragelsesværdier i danske skoler, dagtilbud og familier, hvor bestemte fællesskabsorienterede idealer ifølge Eva Gulløv står meget stærkt.

I det hele taget kan man blive meget klogere på vores samfund ved at kigge på børnene, argumenterer Eva Gulløv.

”Børn er en fuldstændig central del af et samfunds kontinuitet. De kulturelle værdier skal jo overføres fra én generation til en anden. Derfor er det at kigge på børn og de investeringer, der er i børn, et rigtig godt analyseområde, hvis man vil forstå et samfunds værdier, dominansrelationer og potentielle forandringer.”

Børn i provinsen

Hendes seneste bog Opvækst i provinsen – om dem, der bliver, og dem, der rejser, som hun har skrevet sammen med John Gulløv, handler overordnet om uddannelsessystemets betydning for dominansforholdet mellem provins og by, men også om opvækstbetingelser og pædagogik i mindre lokalsamfund. Feltarbejdet bestod blandt andet i observationer i børnehaver og lokalsamfund og interviews med forældre, pædagoger, ledere, konsulenter og forvaltningsansatte.

”Det handler om, hvad der tilskynder børn og unge til at blive i eller rejse fra et lokalsamfund og er et eksempel på, hvordan en problemstilling som forholdet mellem land og by kan belyses fra en anden vinkel end den vante ved at bruge børn som indfaldsvinkel,” forklarer Eva Gulløv og fortsætter:

”Ved at se på, hvad børn synes er værdifuldt eller statusgivende, får man en idé om, hvilke værdier der er i samfundet – og som ikke altid er erkendt. Det er dét kulturelle stof, jeg er interesseret i.”

 

Læs mere på au.dk: Lektor i filosofi og Professor i pædagogik modtager Hæderspriser 

 

Kontakt

Professor MSO Eva Gulløv

DPU – Danmarks institut for Pædagogik og Uddannelse, Aarhus Universitet

Mail: evag@edu.au.dk

Tlf.: 9350 8147