DPU

Aarhus Universitets segl

DPU ønsker at forhandle fusion med Aarhus Universitet

Danmarks Pædagogiske Universitet vil undersøge mulighederne for fusion mellem DPU og Aarhus Universitet, der gør DPU til en Danish School of Education ved AU.

Danmarks Pædagogiske Universitets bestyrelse har besluttet at tage kontakt til Århus Universitets (AU) bestyrelse for at drøfte rammerne for en forhandling om en fusion mellem DPU og AU. Hensigten er at gøre DPU til en Danish School of Education ved AU. 

"Jeg er glad for, at en enig bestyrelse har besluttet at tage til kontakt til Århus Universitets bestyrelse for at drøfte rammerne for en forhandling om en fusion med Århus Universitet. Jeg synes, at der er gode udsigter til, at en styrkelse af uddannelsesforskningen kan ske ved en fusion med AU. AU vil gerne være et moderne universitet, der på original vis kombinerer grundforskning, professionsorienteret forskning og sektorforskning. Det er mit klare indtryk, at AU gerne vil have en Danish School of Education. Derfor har en enig bestyrelse også besluttet at suspendere deltagelsen i udvalgsarbejdet om en eventuel fusion med Københavns Universitet. Københavns Universitet vil ikke det, som DPU og AU vil," siger bestyrelsesformand Kjeld Holm.  

Kjeld Holm vil nu tage kontakt til Aarhus Universitet for at drøfte rammer og betingelser for en fusion. Så snart det er muligt vil Kjeld Holm derefter drøfte mulighederne for en fusion med DPUs bestyrelse med henblik på endelig beslutning.