DPU-forskere hjælper østeuropæiske erhvervsuddannelser med at skabe bæredygtig forandringskultur
Hvordan kan man skabe en forandringskultur i en uddannelsesinstitution, så udvikling og evaluering bliver en del af den daglige praksis? Det er fokus i et nyt følgeforskningsprojekt på DPU, Aarhus Universitet, der vender blikket mod erhvervsuddannelser i fire østeuropæiske lande.
En forskergruppe på DPU, Aarhus Universitet har fået som opgave at bidrage til udvikling af en forandringskultur på erhvervsuddannelsesinstitutioner i fire østeuropæiske lande: Polen, Ungarn, Slovakiet og Tjekkiet. Forandringskulturen skal sikre en bæredygtig udvikling af kvalitet på skolerne. DPU-forsker Vibe Aarkrog leder følgeforskningen, der i første omgang gennemføres i tilknytning til otte udviklingsprojekter.
Opgaven er stillet af Villumfonden og går under betegnelsen The VELUX Foundations’ European VET Development Initiative 2018-28. Projektet skal bidrage med ny viden om modeller for evaluering og kvalitetsudvikling, herunder kompetenceudvikling af lærere på uddannelsesinstitutioner både nationalt og internationalt.
”Forskningsmæssigt er udfordringen i første omgang at fastlægge kvalitetsbegreber og at vurdere, om kvaliteten forbedres. Vi eksporterer ikke knowhow, vi eksporterer vores forskningsmæssige og internationalt funderede viden om, hvordan man med respekt og forståelse for landenes kontekst udvikler kvalitet i national sammenhæng,” siger Vibe Aarkrog, der er lektor på DPU, Aarhus Universitet og leder det overordnede projekt ’Culture for Change’
DPU-forskerne hjælper desuden de enkelte institutioner med at udarbejde en konkret handlingsplan.
”Vi samarbejder med skoleledelse og lokalpolitikere om at komme med konkrete bud på, hvordan de vil måle på forandringen. Og vigtigst af alt hvordan de vil sikre, at forandringskulturen bliver bæredygtig og selvbærende, så den ikke forsvinder, så snart pengene slipper op, og vi er væk,” siger hun.
Kvalitet kræver løbende evaluering
Formålet er at udvikle kvalitet i erhvervsuddannelserne i de fire østeuropæiske lande ved at iværksætte en række store udviklingsprojekter. På den måde bidrager Villumfonden til udvikling af erhvervsuddannelsessystemet.
Baggrunden for følgeforskningsprojektet er, at erfaringerne fra andre udviklingsarbejder peger på, at det ofte er problemfyldt at implementere de indsamlede erfaringer og forbedringer i den daglige praksis – ikke mindst på længere sigt.
”Forskningen peger på, at hvis implementeringen skal lykkes, så skal erfaringerne evalueres og anvendes systematisk. Og der skal etableres organisatoriske rammer for permanent kvalitetsudvikling. Det forudsætter en bæredygtig forandringskultur i uddannelsesinstitutionen,” siger Vibe Aarkrog.
Om projektet
Forskningsprojektet ”Culture for Change” er støttet økonomisk af Villum Fonden med 5,565 mio. kr. Projektet gennemføres i perioden 1.1.2019-31.12 2020 af lektor Vibe Aarkrog (projektleder), professor Bjarne Wahlgren og videnskabelig assistent Susanne Gottlieb. Til styrkelse af projektets forskningsperspektiv er der tilknyttet en international ekspertgruppe. Læs mere om Villumfonden
- Læs mere på projektets hjemmeside: www.sustainablecultureforchange.com
Kontakt:
Lektor Vibe Aarkrog
DPU, Aarhus Universitet
Tlf.: 87163751
Mail: viaa@edu.au.dk