Dagtilbud skal skabe verdensomsorg
DPU, Aarhus Universitet har fået støtte til et nyt stort forskningsprojekt, der skal undersøge og udvikle bæredygtig pædagogik og grøn omstilling i dagtilbud.
”Børnene skal rustes til en fremtid, hvor klimaforandringer og miljøproblemer er de største globale udfordringer. Det er også en opgave for dagtilbuddene. Samtidig er det afgørende, at børnene udvikler handlekraft og ikke angst og håbløshed”, siger Ditte Winther-Lindqvist. Hun står i spidsen for det nye forskningsprojekt ved DPU, Aarhus Universitet, der netop har fået støtte fra Danmarks Frie Forskningsfond.
Ditte Winther-Lindqvist peger på, at dagtilbuddene er den del af uddannelsessystemet, der har den tætteste kontakt til familierne, som er vigtige allierede i forhold til at styrke den grønne omstilling. Men småbørn er sårbare over for klima-angst, så de skal inddrages med forsigtighed i de problemer, som de foregående generationer har skabt for dem.
Børn skal være en del af løsningen
Det er et ansvar for de voksne at vise, at den grønne omstilling kan lykkedes, og det er centralt at børnene kan forstå sig selv som en del af naturen snarere end som forbrugere af den påpeger Ditte Winther-Lindqvist.
”Vi undersøger, hvordan man kan udvikle grøn omstilling i dagtilbud som et spørgsmål om ’verdensomsorg’. Børnene lever i en verden, der er under grundlæggende forandring, og det er en udfordring at få den kommende generation til at blive en del af løsningen snarere end en del af problemet i forhold til klima, biodiversitet og forurening. Men samtidig skal små børn ikke tro, at de skal tage hele verden på deres små skuldre her og nu”, siger Ditte Winther-Lindqvist.
Projektet skal både undersøge, hvordan man pædagogisk kan arbejde med ’verdensomsorg’ i dagtilbud, udvikle pædagogikken og udpege muligheder og udfordringer for en bæredygtig pædagogik i dagligdagens praksis, aktiviteter, projekter, vaner og strukturer
Om projektet
Forskningsprojektet ‘Green Transition and World-Care in Early Years Education’ er støttet med 5.568.932 kr. fra Danmarks Frie Forskningsfond.
Tre lektorer og en post.doc fra DPU, Aarhus Universitet indgår i projektet, der samarbejder med Fredensborg Kommune og institutionerne i to store dagtilbudsklynger i Kokkedal og Humlebæk.
For yderligere information kontakt:
Lektor Ditte Winther-Lindqvist
Tlf.: 30139323
Email: diwi@edu.au.dk