DPU

Aarhus Universitets segl

Curlingforældre er en myte

Artikel fra magasinet Asterisk fra DPU, Aarhus Universitet, nr. 72 fra december 2014 om ISCAR konferencen. Idéen om at danske børn bestemmer for meget, og at deres forældre er curlingforældre, er en myte. Faktisk bestemmer børn ikke særlig meget i en hverdag fuld af faste spisetider, sengetider og legepladstider. Det mener Grethe Kragh-Müller, der har arbejdet med børn i 40 år som psykolog, forsker og konsulent.

Jeg har lige været i Australien til den årlige ISCAR konference (The International Society for Cultural and Activity Research). I Australien har de fået en helt ny lovgivning med tre hovedoverskrifter, som er meget væsentlige i forhold til udvikling af daginstitutioner: Being – Belonging – Becoming. Barnet har ret til at have en barndom, men barnet skal også have mulighed for at udvikle sig og få de færdigheder, der er nødvendige for at begå sig i samfundet. Og så er det vigtigt for barnet at høre til og føle sig som en del af en gruppe.