En stigende andel af børn og unge mistrives i skolen. Udviklingen vækker bekymring såvel blandt politikere, forældre og lærere som i medierne. Det betyder, at der både er et voksende pres på PPR - den pædagogisk psykologiske rådgivning – og at forventningerne til PPR er større end nogensinde. Samtidig har der de senere år været debat om, hvordan PPR kan komme til arbejde mere forebyggende i et tættere gensidigt samarbejde med skolens professionelle.

Det er baggrunden for den nye forskningsoversigt ’Samarbejde mellem PPR og skole’ i e-bogsserien ’Pædagogisk indblik’ fra DPU, Aarhus Universitet. Forskningsoversigten er udarbejdet af Dorte Kousholt og Anne Morin, der begge er lektorer ved DPU, Aarhus Universitet.

”De krav og forventninger, som PPR står overfor i dag, knytter sig både til uddannelsespolitiske forventninger og samfundsmæssige problematikker. Vi har bl.a. en inklusionslov, som betyder at lærerne skal have kompetencer på skolerne til at kunne lave klassemiljøer, hvor elever med forskellige forudsætninger kan indgå. Så PPR har en stor opgave at løfte, og der er pres for både at få flere individuelle udredninger såvel som et ønske om tidligere indsats”, siger Anne Morin og fortsætter:

”PPR befinder sig i et krydspres mellem et fokus på faglighed, tests og sammenlignende målinger på den ene side og så inklusion på den anden. Når testning fylder meget, så kan det gå ud over arbejdet med andre facetter i PPR-praksis som eksempelvis arbejdet med børnenes socio-emotionelle trivsel, udvikling af de pædagogiske miljøer og elevernes fællesskaber, som det så bliver svært at få tid til at nå i lige så høj grad inden for de rammer, der er til at løse opgaven.”

Større fokus på tværprofessionelt samarbejde

Forskningsoversigten giver både et overblik over PPR og skolepsykologiens opgaver historisk og i dag. Den beskriver de problemstillinger, der er forbundet med det tværprofessionelt samarbejde, som PPR-psykologer og -konsulenter er en del af - både set fra PPR-psykologer/konsulenter, lærere, vejledere og skolelederes perspektiver. Endelig dykker den ned i, hvordan forældre oplever og vurderer samarbejdet med PPR samt hvordan børns perspektiver inddrages.

Historisk har PPR/skolepsykologien primært baseret sig på en individfokuseret, psykometrisk og medicinsk funderet praksis, der handlede om vurdering af enkeltbørn. Det er fortsat en opgave for PPR at udarbejde pædagogisk psykologiske vurderinger (PPV), men i dag er der samtidig en større orientering mod mere systemiske tilgange og konsultativ praksis rettet mod bl.a. inklusionsproblematikker og samarbejde med pædagoger, lærere og andre fagprofessionelle om udvikling af skolens pædagogiske praksis bredere set.

PPR-medarbejdere er derfor i stigende grad involveret i et tværprofessionelt samarbejde, hvor psykologer/konsulenter er placeret centralt i forhold til at kunne kommunikere og koordinere på tværs af de samarbejdende parter. Forskningen viser imidlertid, at der knytter sig en række udfordringer til både de problemforståelser, der er i spil, og til organiseringen af det tværsektorielle og tværprofessionelle samarbejde.

”Samarbejdet er vigtigt, men forskningen peger på en række organisatoriske udfordringer. Det kan f.eks. være en manglende koordinering på tværs af sektorer og mellem regioner og kommuner, som betyder, at børn og forældre oplever langstrakte forløb og ikke får hjælp tidsnok”, siger Anne Morin og fortsætter:

”Forskningen peger også på, at der er gennemgående udfordringer med, at de problemforståelser, der kommer i spil i samarbejdet, bliver individualiserende - altså at problemerne forstås som noget, der primært har med det enkelte barn at gøre. Det sker på trods af, at der generelt er ambitioner om at udvikle mere kontekstsensitive problemforståelser og indsatser, der rækker ud i børnenes fællesskaber og inddrager sociale dynamikker i klassen og undervisningens organisering.”

PPR-psykologer og -konsulenter i dilemma

Samlet set peger forskningen på, at mange PPR-psykologer og -konsulenter gerne vil bevæge deres opgaver i mere forebyggende retning og arbejde med børns trivsel og skoleudvikling i et bredere perspektiv. Men der er en række udfordringer forbundet med den ambition.

”Psykologer kan opleve et pres fra både de skoleprofessionelle og forældrene i forhold til at undersøge barnet, fx ved hjælp af test. Det har jo noget at gøre med, at en PPV (Pædagogisk Psykologisk Undersøgelse) – og i sidste ende en diagnose – opleves som adgangsbilletten til at få ressourcer og hjælp til barnet. Psykologerne kan på den måde opleve at stå i et dilemma mellem at levere den hjælp, der efterspørges, og fastholde fokus på at arbejde bredere og mere forebyggende ind i klasserummet”, siger Dorte Kousholt og fortsætter:  

”Det kan også handle om etiske dilemmaer i det daglige arbejde. En amerikansk undersøgelse beskriver, hvordan psykologer oplever at være udsat for pres til at handle på måder, som de opfatter som uetiske. Det kan handle om at skulle anbefale et tilbud, som de reelt ikke mener er tilstrækkeligt i forhold til de vanskeligheder, som børnene har, fordi der mangler de rette tilbud.”

Flere studier peger på, at mange PPR-psykologer/konsulenter ganske vist oplever, at de har kompetencer til at medvirke til forandringer på systemniveau og til helhedsorienterede løsninger, men at det kræver støtte fra ledelsesniveauet, langtidsplanlægning og mere rum til at eksperimentere med tværfaglige samarbejdsformer.

Vanskeligt for lærere at omsætte anbefalinger

Skolerne oplever, at PPR udfører vigtige opgaver, men flere studier peger på behovet for, at lærernes perspektiver inddrages i højere grad i udviklingen af PPR-medarbejdernes opgaveløsning.

”Lærerne efterspørger en større tilgængelighed og fysisk tilstedeværelse på skolerne, så PPR får et større indblik i hverdagen ude på skolerne. Samtidig peges der fra skolens side på en række udfordringer i samarbejdet. Lærerne kan opleve sig underkendt i samarbejdet, og at de ikke kommer tilstrækkeligt til orde. De kan fx have svært ved at se, hvordan de kan bruge den rådgivning og de anbefalinger de får fra PPR til den konkrete udvikling af deres undervisning. Der kan være mange andre forhold på spil, som det gør det vanskeligt at omsætte anbefalingerne i hverdagen”, siger Dorte Kousholt.

Forskningsoversigten viser samtidig, at der er behov for en højere grad af samarbejde mellem lærere og PPR-medarbejdere om, hvordan pædagogiske psykologiske rapporter kan skrives, så de er brugbare i den pædagogiske praksis, og så der kan udvikles bedre interventioner på den baggrund.

Godt samarbejde med forældre er afgørende

Forældre fremhæver generelt PPR/skolepsykologers arbejde som vigtigt, og når de bliver spurgt i større kvantitative undersøgelser, er de i overvejende grad tilfredse. Men de kvalitative studier viser dog en del flere nuancer.

”For forældrene er det vigtigt, at de oplever at blive lyttet til, at der er tillid og kontinuitet i samarbejdet, og at de oplever, at der i sidste ende bliver fundet gode løsninger på deres børns problemer. Når forældrene omvendt har en kritik af PPR’s arbejde, så handler det f.eks. om, at de oplever ikke at blive taget alvorligt, eller at problemerne bliver skudt hjem i familien. Altså at de oplever at få skylden for problemer, som de tænker også handler om skolen”, siger Dorte Kousholt og fortsætter:

”Forældrenes kritik kan også handle om, at de oplever at deres barn bliver beskrevet ensidigt negativt, at hjælpen kommer for sent, eller at der ikke iværksættes tilstrækkelige eller relevante interventioner set ud fra forældrenes perspektiv, og at der ikke bliver fulgt op på indsatserne.”

Forskningen peger derfor på, at der er brug for i større grad at inddrage forældre som medskabere af løsninger. Det er en central pointe i forskningsoversigten, at et godt samarbejde med forældre er afgørende for, om hjælpen fra PPR gør en forskel for barnets udvikling på længere sigt.

Brug for at inddrage børnenes perspektiv

Meget få studier beskæftiger sig direkte med børnenes perspektiver, men de studier, der findes, peger på, at børnene ofte oplever, at deres perspektiv og viden ikke bliver efterspurgt i særlig høj grad. De oplever meget lidt indflydelse på, hvilke spørgsmål de har brug for hjælp til, og hvordan hjælpen skal foregå. Børnene er optaget af, hvordan hjælpen indgår i deres hverdag, og om de f.eks. kommer til at ’skille sig ud’, hvis de f.eks. skal gå fra klassen i skoletiden.

”Der er bred enighed om, at man bør høre børn i forbindelse med eksempelvis udredning, men ofte bliver det mere en ambition frem for en reel praksis”, siger Anne Morin og fortsætter:

”Et af de studier, vi har med i forskningsoversigten, har fokus på børns perspektiver på PPR. Det viser bl.a., at en individfokuseret henvisnings- og udredningsproces kan have store konsekvenser for den måde, indsatser tilrettelægges på. Når der primært anvendes individrettede udredningsprocedurer, har indsatserne ofte fokus på ’indre’ mangler hos eleven i stedet for at udforske børnenes hverdagsliv og vanskelighedernes kontekstuelle forankring.”

Forskerne peger på, at der er behov for at få bredere viden om, hvordan børnene oplever indsatserne fra PPR.

”Indsatserne tilrettelægges jo netop med henblik på at hjælpe børnene i deres hverdagsliv, og derfor er det en stor mangel, at der er så få studier, der inddrager børnenes perspektiv”, siger Dorte Kousholt.

Podcast: ’PPR skal understøtte skolens praksis, så den opvoksende generation kan blive livsduelige voksne’.

Sammen med forskningsoversigten udgiver DPU en podcast om samarbejde mellem PPR og skolen. Udover Anne Morin og Dorte Kousholt møder du psykologerne Pernille Hviid fra Høje Taastrup Kommune og Line Stael Stougaard fra Køge Kommune, samt Bo Clausen, der er leder af PPR i Slagelse Kommune og som sidder i Landssamrådet af PPR-chefer i Danmark. De fortæller om de udfordringer PPR står med i det daglige arbejde.

Karen Pernille Hviid og Line Stael Stougaard fortæller om, hvordan de oplever at stå i et krydspres i deres arbejde. Der er mange perspektiver på spil i forhold til at forstå problematikkerne, og de bliver mødt med mange forskellige forventninger fra de forskellige aktører i samarbejdet. De peger f.eks. på, at de kan opleve udfordringer med at kunne tilbyde de rette indsatser til børnene inden for de kommunale rammer og tilbud, der nu engang er. Samtidig er der et stort ønske om at kunne arbejde mere forebyggende for at modvirke mistrivsel. De oplever en stor villighed til at tænke bredere og løse problemerne på andre måder end de traditionelle, men at de skoleprofessionelle samtidig er meget pressede på deres tid og af de krav de møder i hverdagen.

Bo Clausen fortæller om, hvordan medarbejderne i PPR ofte står i et dilemma med: Skal PPR-indsatsen fokusere på individuelle udredningsopgaver, eller skal den rettes bredere mod at forbedre de rammer, man tilbyder børnene? Udfordringen er at komme væk fra det individrettede problemfokuserede arbejde og over mod det kontekstbaserede fokus på at udvikle barnets læringsmiljø, så det kommer til at trives bedre. Det er paradoksalt, at mens skolen har gennemgået et utal af ændringer, så har PPR i sin kerne stort set været uforandret som organisation i det lange perspektiv. Men der er behov for udvikling af PPR: PPR skal bedre kunne understøtte skolens praksis, så den opvoksende generation kan blive livsduelige voksne.