DPU

Aarhus Universitets segl

Ansøgerboom til DPUs kandidatuddannelser

Næsten 30 procent flere har søgt om at blive optaget på DPU, Aarhus Universitets kandidatuddannelser. Lidt over 1100 ansøgere har én af DPU's 10 kandidatuddannelser som deres førsteprioritet.

Antallet af ansøgere til DPU, Aarhus Universitets, kandidatuddannelser er nu opgjort. I alt 1109 ansøgere har søgt om optagelse på en af de 10 kandidatuddannelser. Det er ikke alene en stigning på næsten 30 procent i forhold til 2009, det giver også forventning om, at 2010 bliver det år, hvor DPU slår sin rekord for optaget på kandidatuddannelserne.

"Det er en stor glæde for mig at konstatere, at interessen for pædagogik og uddannelsesforskning er så enestående stor. Alle DPU's medarbejdere kan med rette være stolte af dette boom i interessen for DPU's kandidatuddannelser. I de sidste par år har vi arbejdet benhårdt på at styrke DPU's profil indenfor forskning, uddannelse og formidling. Det bærer nu frugt. Ansøgningen til DPU's kandidatuddannelser tager jeg som tegn på, at det, vi gør på DPU, er rigtigt og vigtigt - både for kommende studerende og det danske vidensamfund," siger dekan Lars Qvortrup, DPU, Aarhus Universitet.

Med i alt 526 ansøgere er kandidatuddannelsen i pædagogisk psykologi igen i år den mest søgte kandidatuddannelse på DPU. Og i år vil DPU i højere grad end sidste år være i stand til at imødekomme en større del af denne overvældende interesse. I 2010 regner DPU med at optage 300 studerende på kandidatuddannelsen i pædagogisk psykologi. I 2009 var tallet 250.  Men også indenfor de øvrige uddannelser kan man konstatere pæne stigninger i interessen for DPU's kandidatuddannelser.  

Prodekan for uddannelse Søren Kruse udtaler:

"Alle dele af DPU's kandidatuddannelser er ved at blive styrket. Der bliver arbejdet intenst med alt lige fra studiestart, studiemiljø, studie- og undervisningsformer til eksamensformer. Så jeg kan godt forstå, hvis disse forbedringer trækker flere til stort set  alle DPU's kandidatuddannelser. Uddannelserne udfordrer og styrker de studerendes forståelse af praksis. Ansøgerne kan med rette have høje forventninger til sig selv og til DPU, for vi har tilsvarende høje forventninger til de kommende studerende og til os selv som hjemsted for uddannelser af højeste kvalitet og relevans for det danske vidensamfund."

Ansøgertal til DPU's kandidatuddannelser i 2009 og 2010

 

Yderligere oplysninger kan fås ved henvendelse til:
Dekan Lars Qvortrup, DPU, Aarhus Universitet, M: 2784 4005
Prodekan Søren Kruse, DPU, Aarhus Universitet, M: 2613 9014