DPU

Aarhus Universitets segl

Aarhus Universitet glæder sig over positiv akkreditering af akademisk lærerbachelor

Det vækker stor glæde på Aarhus Universitet, at Akkrediteringsrådet (ACE Danmark) i dag offentliggør, at universitetets ansøgning om en akademisk lærerbachelor-uddannelse er akkrediteret positivt.

I sin begrundelse påpeger Akkrediteringsrådet, at Aarhus Universitet i ansøgningen sandsynliggør såvel uddannelsens forskningsbasering og uddannelsens samfundsmæssige relevans som uddannelsens faglige progression.

"Vi er særdeles tilfredse med den saglige behandling, som Akkrediteringsrådet har foretaget. Der er ingen tvivl om, at der er et samfundsmæssigt behov for nytænkning og niveauløft, når vi taler læreruddannelse i et vidensamfund. Der er et markant behov for såvel fagligt som pædagogisk veluddannede lærere, og her vil vi meget gerne bidrage som et universitet, der rummer unikke faglige miljøer, også inden for det pædagogiske område", siger rektor Lauritz B. Holm-Nielsen.

Endelig godkendelse mangler

Den akademiske læreruddannelse er dog ikke endeligt godkendt endnu, da dette dels forudsætter de involverede ministres accept, dels en ændring i uddannelsesbekendtgørelsen. Den politiske behandling af ansøgningen forventes drøftet på et regeringsmøde i næste uge.

"Vi har stor tiltro til, at også den politiske behandling vil blive foretaget på baggrund af saglige vurderinger. Vort initiativ er ikke et forsøg på at overtage læreruddannelsen fra seminarier, men derimod tænkt som nytænkning og et alternativt tilbud, så flere får lyst til at blive lærer", siger Lauritz B. Holm-Nielsen.

Den akademiske læreruddannelse er treårig og udbydes i første omgang inden for den naturfaglige fagrække samt sprogfagene. Uddannelsen forankres på Danmarks Pædagogiske Universitetsskole, Aarhus Universitet, i et samarbejde med henholdsvis Det Humanistiske Fakultet og Det Naturvidenskabelige Fakultet. Der skal efterfølgende udvikles kandidatoverbygninger i to spor – ét, der retter sig mod grundskolen, og ét, der retter sig mod gymnasieskolen.

Download Akkrediteringsrådets offentliggørelse om akademisk lærerbacheloruddannelse ved Aarhus Universitet.

Se kopi af ansøgningen om den akademiske lærerbacheloruddannelse

Yderligere kommentarer hos

rektor Lauritz B. Holm-Nielsen, tlf. 2338 2126
dekan Lars Qvortrup, Danmarks Pædagogiske Universitetsskole, tlf. 2784 4005.