DPU

Aarhus Universitets segl

2.2 millioner til projekt om disciplin og fagligt udbytte i folkeskolen

Lektor Mads Hermansen fra Danmarks Pædagogiske Universitet har fået bevilget 2.24 millioner kroner af Rockwool Fonden til et forskningsprojekt, som skal undersøge sammenhængen mellem disciplin, samarbejde og læringsudbytte i den danske folkeskole.

Sociale omgangsformer er i stigende grad noget, vi stiller spørgsmål ved og forhandler om. I folkeskolen kommer det til udtryk, når elever og forældre stiller stadig højere krav om individuel behandling. Det giver sig udslag i de hyppige diskussioner om disciplin og stiller samtidig høje krav til lærerne om at træde i karakter som ledere. Denne samfundssituation er udgangspunktet for Mads Hermansens forskningsprojekt, som skal undersøge, hvordan begreber som disciplin, samarbejde og lederskab har indflydelse på elevernes udbytte af undervisningen.

Projektet bliver baseret på en spørgeskemaundersøgelse blandt 5000 børn i 4.-5. klasse og deres lærere. Resultaterne ventes offentliggjort i oktober 2006. I projektet er der blevet lagt stor vægt på videreformidling af resultaterne. Undervejs vil der bliver publiceret forskningsartikler, ligesom der er planlagt tre bogudgivelser som afslutning på projektet: En videnskabelig afhandling, en populær version af afhandlingen til den brede offentlighed og en bog rettet mod lærerkorpset og læreruddannelsen.