DPU

Aarhus Universitets segl

DPU har fejret sit 25 års jubilæum

Der blev både tænkt stort og danset igennem, da 200 DPU-medarbejdere og -studerende samt gæster 20. juni 2025 fejrede instituttets første 25 år med jubilæumstaler, faglige festtaler, dans og musik. Du kan se og læse alle taler og se billeder fra jubilæet her.  

DPU spiller en vigtig rolle som leverandør af forskningsbaseret uddannelse og kandidater, som løfter kvaliteten af den pædagogiske sektor i Danmark. Det fastslog Maja Horst, dekan ved Faculty of Arts, Aarhus Universitet, i sin velkomsttale, da DPU fejrede sit jubilæum fredag 20. juni 2025:

”Det er den kritiske infrastruktur, som skaber demokratisk dannede og robuste medborgere – som gør alle vores børn, unge og voksne i stand til at udvikle sig og indtage den plads i samfundet, i familien og i livet, som de ønsker sig. Hvad kan være mere vigtigt for samfundets overlevelse, end det?”

Større gennemslag

I sin festtale trak Claus Holm, leder af DPU, Aarhus Universitet, linjerne fra DPU’s etablering som universitet i år 2000 over fusionen med Aarhus Universitet i 2007 til den nuværende status som institut ved Faculty of Arts. DPU er blevet mindre med årene, og det har givet stoltheden små stød, medgav han, men som del af Aarhus Universitet har DPU opnået et stærkt fundament og større gennemslag i samfundet:

”DPU skal fortsat agere fortrop for videnskabeliggørelsen af pædagogikken, være det pædagogiske institut i Danmark, som holder et tårnhøjt internationalt niveau, og være dem, som udvikler bæredygtige løsninger på de store samfundsudfordringer med inklusion, integration, mistrivsel, demokratisk dannelse, ulighed i uddannelse og alt det andet, vi forsker i og forsker for. Samt være et institut som sikrer, at det danske ikke bliver sig selv nok,” sagde Claus Holm.

Efter dekanens og institutlederens taler tog forskere fra DPU’s syv fagmiljøer stafetten op med hver deres bud på udviklingen inden for netop deres forskningsfelt og de resultater, de bidrager med til samfundet.

Talerne efterlod ingen i tvivl om, at DPU’s fremtid både vil blive præget af de aktuelle uddannelsesreformer og af de politiske ambitioner om at styrke kvaliteten i den pædagogiske sektor. Og heller ikke om, at mange af samfundets “vilde problemer” fortsat vil kalde på den pædagogiske forskning, uddannelse og erfaring, som udgør DPU’s vigtigste samfundsbidrag.


Se billeder fra jubilæumsfesten


Foto: Ib Jensen


Se jubilæumstaler og faglige festtaler