DPU

Aarhus Universitets segl

Ny international læseundersøgelse: Hvordan klarer danske 4. klasse-elever sig i læsning?

Hvor godt læser danske elever? Og hvordan klarer de sig i forhold til de øvrige nordiske lande? Hvordan har Corona spillet ind i på børns læsekompetencer – i Danmark og internationalt? Det er nogle af de spørgsmål, man kan få svar på, når resultaterne fra den internationale IEA-læseundersøgelse PIRLS 2021 præsenteres på DPU, Aarhus Universitet i København den 16. maj.

Oplysninger om arrangementet

Tidspunkt

Tirsdag 16. maj 2023,  kl. 10:00 - 10:30

Sted

Tuborgvej 164, Bygning D, lokale D174, 2400 København NV


Mere end 60 lande og regioner og næsten 400.000 elever har deltaget i den internationale læseundersøgelse PIRLS 2021 (Progress in International Reading Literacy Study). Nu er resultaterne klar, og de offentliggøres den 16. maj 2023 i alle deltagerlande på samme tid.

DPU, Aarhus Universitet (campus Emdrup i København NV) inviterer derfor til åbent pressemøde, hvor lektor ved DPU, Aarhus Universitet, Simon Skov Fougt, der er leder af den danske del af undersøgelsen, præsenterer de danske resultater og sætter dem ind i en international og nordisk sammenhæng.

Undersøgelsen er særlig interessant af to grunde.

  1. Det danske resultat, herunder udviklingen siden sidste PIRLS-undersøgelse i 2016, er interessant i sig selv.  
     
  2. Undersøgelsen blev gennemført i 2021 i skyggen af Corona, og de danske og internationale resultater skal derfor ses i sammenhæng med den påvirkning, Corona-pandemien havde i undersøgelsesperioden, hvor de danske elever i to længere perioder (foråret 2020 og vinteren 2020-2021) var hjemsendt fra skole med onlineundervisning og efterfølgende gradvise genoplukninger.   

Journalister, skoleledere, lærere og andre interesserede er velkomne til at deltage i pressemødet, hvor der afslutningsvis vil være mulighed for at stille spørgsmål.  

Interesserede, etablerede medier kan modtage en klausuleret forhåndsorientering om resultaterne ved direkte henvendelse til pressekonsulent Mathilde Weirsøe, mail: mawei@au.dk; tlf. 60 38 26 07

Der er mulighed for at aftale interview med Simon Skov Fougt inden offentliggørelsen, ved klar skriftlig klausulaftale. Der er også mulighed for interview efter pressemødet kl. 12 og frem. For aftale kontakt Simon Skov Fougt: mail: sifo@edu.au.dk; tlf. 93 52 19 80

Resultaterne af undersøgelsen bliver offentliggjort på dpu.au.dk/pirls tirsdag d. 16. maj kl. 10. Tilmelding er ikke nødvendig. Deltagelse via Zoom er mulig.
     

Tid og sted:  

Tirsdag den 16. maj 2023 kl. kl. 10-10.30  
Tuborgvej 164, Bygning D, lokale D174  
2400 København NV  

Se på kort  
     
Fakta om PIRLS  

  • PIRLS står for Progress in International Reading Literacy Study og er en international, komparativ undersøgelse af 4. klasseelevers læsekompetencer.
  • Undersøgelsen har fundet sted hvert 5. år siden 2001. Danmark deltog for første gang i 2006 og har siden været med i alle undersøgelsesrunder. 
  • 65 lande og regioner – næsten 400.000 elever – deltog i PIRLS 2021.  
  • Undersøgelsen består i, at hver elev læser to forskellige tekster, en informerende og en skønlitterær, og svarer på spørgsmål til teksten.  
  • Derudover udfylder hver elev et spørgeskema om læsevaner, læselyst mv., ligesom elevens forældre besvarer et spørgeskema om læsning i hjemmet mv.  
  • Endelig besvarer skolelederen og klassens dansklærer hver sit spørgeskema om skolen og undervisningen i dansk.  
  • I Danmark foretages undersøgelsen af Nationalt Center for Skoleforskning ved DPU, Aarhus Universitet v. lektor Simon Skov Fougt, og finansieres af Aarhus Universitet og Børne- og Undervisningsministeriet.  
  • PIRLS 2021 er 100 procent digital i Danmark, hvor eleverne læser og svarer på spørgsmål på skærm.
  • 4.821 elever deltog i den digitale del i Danmark på 197 danske grundskoler.   
  • Bag undersøgelsen står IEA (The International Association for the Evaluation of Educational Achievement), som er en uafhængig international sammenslutning af nationale forskningsinstitutioner og statslige institutioner