DPU

Aarhus Universitets segl

Om projektet

Problemer med de traditionelle vidensformer og metoder

Sociale indsatser udpeger traditionelt målgrupper, og (ofte i mindre omfang) de konstruktive fællesskaber, som individer fra målgrupperne skal integreres i, samt de aktiviteter, som antages at muliggøre denne integration.

Den fremgangsmåde rummer indbyggede problemer:

  • Stigmatisering: Folk i målgruppen får bestemte negative identiteter, selvbilleder m.v. og dem de omgås får tilsvarende negative forventninger til dem. Det er ofte blokerende for menneskelig udvikling.

  • Selvforstærkende marginalisering: De fællesskaber, som udpeges som målgrupper, har ofte allerede en tendens til at marginaliseres fra samfundet omkring dem. Denne tendens forstærkes når de udpeges.

  • Idealisering af normalfællesskaber: Man mister blikket for, at de ‘konstruktive fællesskaber’ i normalsamfundet også har brudflader og udfordringer - som det sociale arbejde netop kan medvirke til at adressere.

  • Ufleksible indsatser: Når indsatser styres efter fastlåste definitioner af problemer, målgrupper og normaltilstande, bliver det svært at indrette, justere og udvikle det sociale arbejde fleksibelt efter behov og muligheder, og i dialog med deltagerne.

  • Overspecialisering: Fagligheder og viden specialiseres til målgrupperne og deres behandling, socialarbejderne og deres institutioner vil holde sig til deres ekspertise, og mennesker og problemer falder mellem stolene

Generelt er det nødvendigt at arbejde mere refleksivt med de fællesskaber, der dannes - intenderet eller uintenderet - gennem selve indsatsen, både hos brugere og professionelle.

Det gælder særligt om at overvinde tendenserne til, at dokumentationen og styringen fastholder fællesheder som er

  • defineret omkring problemerne snarere end det konstruktive (“Vi er misbrugere” / “Vi arbejder med radikaliserede”)

  • lukkede og lukkende snarere end åbne og åbnende (“Du er ikke klar til teknisk skole” / “Dem ovre i X er nogle tunge drenge”)

  • ansvarsforflygtigende snarere end ansvars-tagende (“Det er ikke mit bord”)

Fællesskabende praksis

Derfor må indsatsen - uden at det overordnede sociale sigte tabes af syne - fra starten tænkes som en fællesskabende praksis. Dvs. en praksis, hvor man hele tiden er bevidst om, hvordan man danner fællesskaber.

Det sociale sigte indebærer ønsket om at medvirke til overskridelse af marginalisering. Vil man danne inkluderende fællesskaber, må man rammesætte dem neutralt, fleksibelt og samtidig indholdsrigt og positivt defineret. Ama’r Total Teater, Sjakket m.fl. havde mottoet om “at møde de unge på neutral grund og i bevægelse”, og senere skrev Line Lerche Mørck om ‘grænsefællesskaber’.

Det kan gøres - og skal gøres - på mange forskellige måder:

  • Æstetisk og performativt - det at fremstille (livet, håbene, problemerne) i nye / andre medier skaber neutralitet og åben betydningsdannelse

  • Græsrods-aktivistisk eller religiøst - et ideologisk eller politisk defineret fællesskab, der selv bestemmer sine etiske standarder

  • Som self-tracking - hvor redskaber som fx ‘livsførelseslisten’ danner omdrejningspunkt for fællesskabet

  • Ved etablering af nye slags rum

  • Ved at blande deltagere på nye måder

  • o.m.a.

Fællesskaberne har noget sammen og har noget for sammen. Dette såkaldte ‘fælles tredje’ er i en fællesskabende praksis noget, der hele tiden er under tilblivelse, i bevægelse, til forhandling, og som kan ses fra mange sider - uden at det mister sin betydning og sin fælleshed. Det er ofte nøglen til almengørelse og forbindelser til samfundets konstruktive fællesskaber.

Den fællesskabende praksis må udvikles deltagerdrevet og dynamisk skræddersyet til de konkrete omstændigheder og muligheder. Den tager ofte form af et ‘klunseri’, hvor alle elementer løbende justeres og omdefineres:

  • Deltagerkredsen og de positioner, der indtages af deltagerne

  • Fællesskabets konkrete skikkelse

  • De konkrete aktiviteter

  • Problemerne der adresseres

  • Udviklingsmålsætningerne for de enkelte og for fællesskabet

  • Faglighederne som indgår

  • De deltagende og netværksforbundne institutioner / NGOer

  • Hvor ressourcerne hentes fra

  • Viden og vidensformerne

Fællesskabende praksis tager oftest sit afsæt fra eksisterende institutioner (med deres ‘grupper’ og ‘målgrupper’), foreninger, fagligheder osv. og sprænger rammerne i et ‘opsøgende’ arbejde eller gennem knopskydning af et projekt, etablering af et samarbejdsprojekt m.v.

Prototyper

Institutioner og foreninger, som deltager i en fællesskabende praksis, ophører ikke med at monitorere og dokumentere deres indsatser, defineret ud fra målgrupper, succeskriterier osv. Men den fællesskabende praksis har brug for at tænke dokumentation, videns- og metodeudvikling på en anden måde - nemlig som prototyper.

Prototype betyder “endnu-ikke-type” og ordet kendes især fra to sammenhænge:

  • almindelig sprogbrug hvor begreber forstås ved at man tænker på bestemte forekomster, snarere end abstrakte definitioner (fx er en spurv en mere prototypisk ’fugl’ end en struds er)

  • industriel innovation og design, hvor man laver en første udgave, der skal afprøve idéen i praksis og danne model for en kommende standardiseret fremstilling

En ‘model’ (i eksemplerne: ordet ‘fugl’, og testudgaven af det industrielle produkt) er et artefakt, som fastholder og henviser til praksis, på bestemte måder, der samtidig udpeger handle- og tænkemåder (både model  af og model for).

Til forskel fra den standardiserede metode, som vi kender fra ‘evidensbaseret praksis’, bliver modellen ikke løsrevet fra sin konkrete situation, fra den konkrete praksis, som den er model af og for. Det konkrete må hele tiden tænkes med.

En anden vigtig forskel til standardiseret metode er at det tidslige aspekt også tænkes med. Prototyper er projekter rettet mod fremtiden og i stadig udvikling. Modellerne skal ikke overbevise om, at nu er metoden fundet, nu ved vi hvad der virker. De skal opsamle erfaring, og sætte den til diskussion, også om de nye udfordringer og de nye målsætninger, som hele tiden skabes. Og netop derigennem være anvendelige som spørgsmål, indfaldsvinkler, muligheder, kontraster osv. i andre praksisser, andre steder - som retningsanvisende redskaber i en fortsat udvikling af praksis og metoder.

Prototypen har på den måde tre sider, som udpeger og definerer hinanden: 1) Den konkrete praksis, 2) modellen, og 3) dens almene (og mulige, fremtidige) relevans.

Der udvikles (og justeres løbende) i hvert projekt specifikke modeller af indsatsen (og af deltagernes udvikling) som antager former, der er brugbare i projektet - det kan være journaler, dagbøger, forklarende tekster, æstetiske fremstillinger o.m.a.

Der udvikles ligeledes en specifik infrastruktur, der knytter modellerne sammen med den øvrige viden og dokumentation i praksisfeltet eller lokalområdet, og til relevante videnskabelige netværk. Det kan være via internettet eller et intranet, fagtidsskrifter, m.v. samt møderækker, supervisionsforløb, læringslaboratorier / workshops og andet.

Modeller og infrastruktur anvendes i styring, i pædagogik, i fortsat metodeudvikling, som materiale i forskning, og som formidling af forskning.

Dynamisk praksisforskning

Samarbejdsforhold, indsats, problemdefinition og viden skabes og udvikles i samme proces. Det betyder, at de modeller (repræsentationer i form af tekster m.v.) vi fremstiller inden for et fælles ’joint venture’ med en samarbejdspartner,    

  • er fælles ejendom og ansvar
  • bruges til at orientere, reflektere, problematisere, udvikle den lokale praksis
  • men også til at gøre den relevant for andre, (fx andre af projektets samarbejdspartnere), som står med lignende udfordringer
  • og dermed også til teoriudvikling

Det betyder også, at vi indenfor hvert vores arbejde forholder os til og går i dialog med og transformerer eksisterende begreber, viden og fremgangsmåder, såvel i praksis som i videnskaberne. Vi kalder denne dialogiske vidensproduktion for  ‘referencetransformation’.

Den viden og forståelse, og de metoder, der udvikles gennem praksisforskningen, fremstilles i alle prototypernes modeller. Det betyder, at forskningens særlige produkter indgår i en (“intertekstuel”) sammenhæng og dialog, ikke kun med andre forskningsprodukter i videnskabelige tidsskrifter m.v., men også med en række andre tekstgenrer og (fx æstetiske) fremstillingsformer i og omkring projekterne