Bagud på point ved skolestart

Forskning og politisk debat har i årevis fokuseret på problemerne, men her ser vi en positiv udvikling, der strider imod den udbredte problematiserende diskurs om minoritetsdanske børn og unge. Samtidig peger det på stærke ressourcer hos dem og deres familier, når de trods mange udfordringer formår at indhente majoritetsdanske børn og unge, som ofte har en lang række fordele i uddannelsessystemet.

Man kan sige, at børn af migranter og flygtninge er bagud på point, når de starter i skolen, alene fordi det, den danske skole anerkender som viden, kompetencer, det rette sprog og værdsat adfærd, ikke har en universel objektiv karakter, men er kulturspecifikt og defineret af majoriteten og dens kulturelle middelklasse. Meget af det kan man lære, og det gør mange minoritetsdanske børn også.

Men som Bourdieu har peget på, og talrige empiriske studier har vist, er der stor forskel på skoleoplevelser blandt børn, der allerede mestrer de kulturelle former, der honoreres i skolen, og dem, som først skal tilegne sig dem og dertil oplever, at det, de har med hjemmefra, ikke værdsættes og skal aflæres for at opnå anerkendelse.

Sådanne oplevelser skaber ofte følelser af mindreværd og resulterer hyppigt i, at børn trækker sig fra skoleprojektet og søger alternativ anerkendelse, som drenge ofte finder i en hård maskulinitet, der især er etableret i socialt udsatte lokalmiljøer. Det mønster er lige så gammelt som skolen og ses på tværs af samfund og også blandt majoritetsdanske socialt marginaliserede drenge. Men for mange minoritetsdanske drenge forstærkes det af de forforståelser og negative forventninger, som de ofte møder i skolen, og som bidrager til, at de ender i sociale dynamikker og onde cirkler i relationen til lærere, som igen forringer deres uddannelsesmuligheder.

Når man skal kæmpe med andres kategorier

De fleste børn og unge, jeg har mødt i mine feltstudier i skoler, fortæller om ’gode lærere’, der ’så mig, som den jeg er’ eller ‘viste, at de godt kunne lide mig’. Men oplevelser med lærere, der så skævt til dem, gør stort indtryk. Jeg har således fulgt og talt med utallige drenge, som er stærkt frustrerede over at blive opfattet som fagligt svage, ikke få samme dispensation for at være børn som majoritetsdanske drenge, og at nogle lærere slår dem i hartkorn med ’de hårde drenge’, og forventer, at de har problemer derhjemme, er indblandet i kriminalitet eller ikke kan klare en ungdomsuddannelse.

For pigerne gælder det oftere, at de skal overkomme forforståelser om, at de bliver undertrykt derhjemme eller er udsat for social kontrol. Selvom sådanne problemer findes, og lærerne skal være opmærksomme på dem, bliver denne fortolkningsramme en barriere for børn og unge. De oplever, at de ikke bliver set i deres egen ret, men igen og igen kategoriseres og fortolkes ud fra deres hudfarve, etnicitet og religion, og skal forholde sig til omverdenens syn på ’indvandrere’ og ’muslimer’ og modarbejde fordomme og ulige vilkår.

Klarer sig godt trods udfordringer

At udfordringerne også findes på universiteterne, viser en nylig undersøgelse fra Djøf. Den peger blandt andet på, at minoritetsdanske studerende, som primært føler sig som en minoritet på grund af etnicitet eller religion, er mere stressede, føler sig mere ensomme, og er mere bekymrede for at kunne gennemføre studiet og få et job.

Udviklingen i uddannelsesmobilitet er derfor interessant, fordi et stigende antal minoritetsdanske børn og unge trods manglende kulturel kapital og trods de udfordringer, mange møder i skolen og videre uddannelse, klarer sig godt, har aspirationer om en videregående uddannelse og har ressourcerne til at gennemføre den.

Ser man på international forskning, viser den, at visse minoritetsetniske grupper har særlig høj uddannelsesmobilitet og ofte klarer sig bedre end majoritetsbefolkningens unge. Forklaringen finder forskerne i, hvad de kalder ’immigration drive’ eller ’immigrant optimism’. Nemlig at mange forældre, der er migreret til et nyt land og selv har begrænset uddannelse, tror stærkt på social mobilitet gennem uddannelse og investerer intenst i deres børns uddannelse. Børnene overtager på deres side denne holdning og stræber efter at nå målene, trods de udfordringer de møder.

Høje forventninger fra forældre

Den samme tro på og aspirationer omkring uddannelse, ser vi i en undersøgelse fra EVA (Danmarks Evalueringsinstitut) af 5397 elever i 8. klasse. Mens 43 procent af de elever, som EVA kategoriserer som ‘ikke-vestlige’ blev erklæret ikke-uddannelsesparate i 8. klasse mod 20 procent af de ‘danske’ elever, ønsker 57 procent af de ‘ikke vestlige’ elever en videregående uddannelse og 39 procent angiver, at deres forældre i høj grad har betydning for deres uddannelsesvalg. Tilsvarende er tallene henholdsvis 44 procent og 24 procent for ‘danske’ elever.

I tråd hermed fortæller langt de fleste minoritetsdanske unge, jeg har interviewet, om høje forventninger fra deres forældre, som de ønsker at indfri, da de selv har ambitiøse uddannelsesplaner. Dette ’immigration drive’ er dog ikke nyt. Så hvorfor ser man først denne stigning i de minoritetsdanske unges uddannelsesmobilitet de seneste 10-15 år?

Her mener jeg, at man blandt andet skal se på kulturelle og sociale processer i det danske samfund blandt de unge og på uddannelsesstederne. I min og andres forskning, samt i samfundet omkring os, ser jeg tegn på, at der over tid er opbygget kollektive ressourcer og en mere assertiv tilgang blandt mange minoritetsdanske unge, som kan gøre en forskel, når de skal navigere i uddannelsessystemet.

Samtidigt synes der at være sket ændringer på skoler, gymnasier og uddannelsessteder – og måske også i det bredere samfund – blandt andet begrundet af den voksende andel af minoritetsdanske unge, som får en videregående uddannelse.

Hvordan kan vi modarbejde barrierer for uddannelse?

Dette og andre aspekter skal vi undersøge i forskningsprojektet Educational Optimism. Aspirational Orientations and Mobility of Minority Ethnic Youth, forankret i fagmiljøet pædagogisk antropologi DPU, Aarhus Universitet. Projektet består af tre delprojekter, der undersøger minoritetsdanske unge i de sidste to år af folkeskolen, på to gymnasiale uddannelser og på to videregående uddannelser.

Gennem etnografisk feltarbejde på uddannelserne og interviews med unge og deres forældre vil vi udforske de unges ambitioner om videregående uddannelse, og hvordan deres bestræbelser på at nå disse mål erfares, udfordres og realiseres i deres hverdag på uddannelserne.

Vi håber samtidig, at projektet kan bidrage med et mere ressourceorienteret blik på minoritetsdanske børn, unge og deres familier, og at deres erfaringer kan lære os noget om, hvordan man kan modarbejde de udfordringer og barrierer, de og andre marginaliserede børn og unge møder i uddannelsessystemet.