I maj 2021 fremsatte Folketingspolitikere med bred politisk repræsentation et forslag under overskriften V137 Om overdreven aktivisme i visse forskningsmiljøer. Politikerne bag forslaget slog til lyd for ’at universiteternes ledelser løbende sikrer, at selvreguleringen af den videnskabelige praksis fungerer’.

Budskabet til universiteter og forskningsmiljøer var tydeligt: Politiske dagsordener måtte ikke forklædes som videnskab. 

Farvel til den frie forskning?

Den frie forskning, med fælles europæiske standarder og et ideal om at dele viden, står på skuldrene af en lang tradition for frihed og åbenhed, som skulle skabe økonomisk vækst og styrke fællesskabet mellem EU-lande i efterkrigstidens Europa.

Efter murens fald i 1989 og Sovjetunionens sammenbrud i 1991 så vi et stigende ønske om europæisk samarbejde om uddannelse og forskning, som førte til Bolognadeklarationen i 1999, hvor 29 europæiske lande blev enige om at gøre det lettere at uddanne sig på tværs af europæiske grænser, og etableringen af det fælleseuropæiske område for forskning i 2000. Målet var at styrke Europas globale konkurrenceevne inden for vidensøkonomien og skabe et stærkt indre marked i EU.

De politiske diskussioner om såkaldt aktivistisk forskning, politiske krav om større kontrol med forskning og kritik af forskere for at være ’woke’, race- eller kønspolitiske rejser principielle diskussioner om, hvordan politisk magt lykkes med at øve indflydelse og sætte dagsordener i forskningen, vurderer Katja Brøgger. Hun siger:

”I sidste ende handler det om mere end forskningsresultater. Det handler om, hvordan vi i et demokrati forstår og forvalter frihed. Derfor er det afgørende at kende til mekanismerne bag, hvordan politisk styring sætter sig igennem.”

Akademisk forskning vs. politisk ideologi

Katja Brøggers forskning har altid været drevet af en motivation for at kaste lys over, hvordan uddannelses- og forskningspolitik formes af og spiller ind i politiske dagsordener og geopolitiske spændinger. Hun vil skabe indsigt, der kan hjælpe os til at forstå og genkende, hvordan politisk magt former viden og forskning, og hvordan viden og forskning spiller tilbage ind i det politiske.

Hun kalder det et paradoks, at politikere med henvisning til ønsket om at beskytte den akademiske frihed til uafhængig forskning, åbner for muligheden for at lukke forskningsmiljøer.

”Det er en politisk arbejdsform, som jeg kalder ’approprieringens politik’. Her flyttes et begreb eller en værdi, fx akademisk frihed, fra dets oprindelige sammenhæng og betydning til en anden politisk ramme, hvor dets oprindelige betydning og funktion gradvist omformes i en anden sags tjeneste. I praksis betyder det, at den akademiske frihed lever videre af navn, men ikke af gavn,” siger Katja Brøgger.

Magten består i, at denne politiske arbejdsform ikke fremstår som censur, men som normalisering af antiliberale normer. Når man kritiserer bestemte forskningsmiljøer og vil styre forskningen politisk, har det ikke med frihed at gøre, men politikerne lykkedes med at få det til at fremstå som et frihedsprojekt, argumenterer hun og uddyber:

”Antiwoke- og antigender-argumenterne, vi har set i debatten om såkaldte aktivistiske forskningsmiljøer, er udtryk for, hvordan kulturel vrede har fået en politisk stemme. Politikerne argumenterer med, at det at begrænse bestemte former for forskning er et spørgsmål om deres ret som politikere til at ytre sig frit om deres holdninger til, hvad de kalder aktivistisk forskning. Men i virkeligheden er der tale om en ideologisk kamp, hvor frihederne bliver rangordnet.”

”Ytringsfriheden, altså den grundlovssikrede frihed til – sat lidt på spidsen – at sige hvad som helst, når som helst, sættes over den akademiske frihed, som er en professionel frihed til at søge viden uden politiske interventioner. Ytringsfriheden bliver her et våben mod den akademiske frihed. At fremstille det som et frihedsprojekt er folkeforførende. Og det er et demokratisk problem,” fastslår Katja Brøgger.  

Hun understreger, at universitetsforskere opererer på baggrund af gældende lovgivning, kodeks for forskningsintegritet og etiske rammer for deres arbejde.

”Når de udtaler sig som forskere, taler de med afsæt i den akademiske frihed, der netop er reguleret af disse rammer og ikke mindst af den løbende kvalitetssikring af forskningen gennem blandt andet fagfællebedømmelser. De kan med andre ord ikke sige hvad som helst, men er forpligtede på deres forskning,” forklarer hun og tilføjer:

”Lever de ikke op til dette, er det universiteternes opgave at håndtere det, ikke politikernes.”

Presset på den akademiske frihed optager Katja Brøgger, fordi hun betragter forholdet mellem universiteter og stat som en trykprøve på, hvordan demokratiet har det og et udtryk for, hvor frie vores organisationer og samfund er. Jo flere restriktioner og jo mere politisk direktion, der kommer ind, jo dårligere har vores demokrati det, lyder hendes analyse.

Universiteterne er presset på tid

Det er ikke alene forskningen, der er under pres. Også universitetet som institution og undervisningsmiljøerne, forklarer Søren Smedegaard Bengtsen, lektor i universitetspædagogik og videregående uddannelse ved DPU, Aarhus Universitet.

Han har i sin forskning beskrevet, hvordan de sidste 25 års mange uddannelsesreformer har skabt politisk pres på universiteterne, som har skabt turbulens og krævet hurtige forandringer.

”Universiteterne er blevet presset på tid, i og med forskning, undervisning og planlægning skal gå hurtigere på grund af økonomiske krav om omsætning. Derfor er uddannelserne blevet mere instrumentelt orienterede mod praktisk-omsættelige læringsmål,” forklarer Søren Smedegaard Bengtsen.

Han peger på, at udfordringerne blandt andet har været, at der har manglet dialog, interesse, åbenhed, forståelse og fantasi i den måde, universiteterne og de videregående uddannelser er blevet styret politisk.

Når forskning bliver del af sikkerhedspolitikken

Ingen danske eller europæiske politikere har imidlertid kunnet styre de seneste års geopolitiske magtforskydninger, som også påvirker den frie forskning. Der er i kølvandet på Ruslands invasion af Ukraine iværksat både forsknings- og uddannelsespolitiske sanktioner mod Rusland og Belarus, mens sikkerhedspolitiske bekymringer i 2021 fik EU Kommissionen til at sætte fokus på forskning og teknologi som en central del af EU’s udenrigs- og sikkerhedspolitik.

I 2024 udsendte Rådet for Den Europæiske Union anbefalinger om at styrke forskningssikkerheden. Formålet var at tilskynde medlemslandene til at blive bedre til at identificere og håndtere, hvordan forskning i stigende grad udsættes for risici ved internationalt samarbejde, og dermed skadelig indflydelse og misbrug, der truer unionens sikkerhed og værdier. Der skulle altså findes en balance mellem at holde forskningen så åben som muligt og så lukket som nødvendigt.

I 2024 lancerede den danske efterretningstjeneste PET en kampagne for forskningssikkerhed, der understregede behovet for at styrke videnssikkerheden i danske forskningsinstitutioner. Formålet var at øge forskernes opmærksomhed på truslen om spionage fra fjendtlige stater som Rusland.

PET-kampagnen blev mødt af massiv kritik fra flere danske universiteter og flere forskere underskrev et åbent brev, der udtrykte modstand mod, at deres forskning skulle gøres hemmelig, fordi de mente, at det stred grundlæggende mod deres virke som forskere – at skabe fri og uafhængig forskning med det formål at bidrage til det fælles bedste.

”Den sikkerhedspolitiske knibe, at skulle beskytte forskningsfriheden ved at begrænse den, er dilemmafyldt,” vurderer Katja Brøgger, der i samarbejde med sine forskerkollegaer beskæftiger sig med at forsøge at finde balancerne.

Det gør hun blandt andet gennem det større paneuropæiske forskningsprojekt OPEN, som hun står i spidsen for. Projektet kortlægger, hvordan geopolitiske spændinger påvirker den akademiske frihed og skaber konflikter og dilemmaer i universitets- og forskningsmiljøer.

”Målet er at sikre, at de midler vi bruger til at prøve at beskytte os, ikke samtidig nedbryder de friheder, vi forsøger at fastholde,” forklarer hun.

EU Parlamentets STOA-rapport, der ranglister landene efter deres grad af akademisk frihed, har se seneste par år vist, at selvom den akademiske frihed i Danmark er relativt stærk, er den også i Danmark blevet svækket, blandt andet på grund af restriktionerne i forhold til udveksling og samarbejde, sikkerhedsforanstaltninger og det politiske pres på forskningsmiljøerne.

Akademisk frihed har altid været kontekstafhængig og præget af politiske dagsordener og særligt i krisetid, minder Katja Brøgger om:

”Det er ikke nyt, at vi skal tænke det sikkerhedspolitiske ind. Vores analyse af og ønske om at kaste lys over, hvordan de politiske spændinger i dag presser den akademiske frihed, er ikke et forsvar for en forståelse af universitetet som en institution, der er rykket ud af den samfundsmæssige kontekst,” siger hun og tilføjer:

”Det handler om at undersøge, hvordan den geopolitiske sammenfiltring af politik og forskning udspiller sig, hvilke handle- og navigationsmuligheder der er, og hvordan vi kan skelne mellem forskellige friheder som fx ytringsfrihed og akademisk frihed i stedet for at blande det hele sammen til stor forvirring for alle.”

Nye fortællingers handlerum

Søren Smedegaard Bengtsens vurdering er, at universiteterne pt. oplever, at de skal skabe en stærk samfundsmæssig fortælling, som både er snæver og politisk styret med mindre grad af ejerskab og deltagelse, end de har været vant til.

Men der er stadig handlerum og beslutningskraft lokalt på de enkelte universiteter, og der er derfor ikke nogen grund til, at universiteterne automatisk og uforbeholdent accepterer, at de politiske reformer nødvendigvis medfører en indsnævret faglighed eller svag uddannelseskraft, vurderer han:

”Der er stadig meget stærke faglige, sociale, og institutionelle fællesskaber, dialoger og samarbejde. Så, i stedet for at fokusere for stærkt på den dystopiske fortælling, vil jeg opfordre til at få øjnene op for den handlefrihed, beslutningsmulighed og faglige kreativitet, der faktisk finder sted dagligt på universiteterne i Danmark. Det er noget, vi heldigvis stadigvæk i stor grad har indflydelse på selv,” siger han og peger på nødvendigheden af, at universiteter og forskningsmiljøer selv tager ejerskab for at fremme alternative fortællinger.

”Vi skal huske, at kriser, eksistentielt forstået, ofte er igangsættere af positiv forandring. Universitetets forbindelse til samfundet er langt mere omfattende og virksom, end den politiske retorik reducerer den til.”