Folkeskolen skal ikke gøres til en arena for identitetspolitik, lød overskriften i et indlæg i Berlingske fra Børne- og Undervisningsminister Mattias Tesfaye tilbage i april 2024.

Når identitet splitter

Det, der splittede befolkningen, var grundlæggende spørgsmålet om identitet, slår Andy Hargreaves fast:

“Istedet for at samle folk, blev identitet noget, der splittede befolkningen.”

Men fremfor at dømme identitet ude af pædagogikken og uddannelsesforskningen, valgte de to forskere at undersøge nærmere, hvad identitet egentlig betyder for os mennesker, sociologisk og psykologisk. Og frem for alt, hvad det betyder for børn og unge. Ved at arbejde målrettet med identitet er deres intention at skabe nye veje til bedre inklusion.

Hvordan identitetsarbejde kan være nøglen til bedre inklusion, vender vi tilbage til. Først lidt baggrundshistorie på de to internationalt anerkendte professorer.

Fra effektivitet til identitet

Hargreaves og Shirley er forfattere til en række bøger inden for uddannelsesforskningen og har været involveret i uddannelsessektoren siden 1980’erne, hvor fokus var på præstation. Det fokus udsprang af en tid med politisk fokus på økonomisk vækst og effektivitet.

Shirley og Hargreaves kritiserede i sin tid dette ’performanceparadigme’ for at overse væsentligheden af menneskelig udvikling og kulturelle forskelle i befolkningen. Det ensporede fokus på præstation og testresultater skabte en grundlæggende modstand i hele uddannelsesverdenen, og op gennem 2010’erne bevægede man sig i den modsatte retning – mod ’trivselsparadigmet’, hvor der kom mere fokus på elevernes trivsel i skolen.

Nu er vi ifølge Hargreaves og Shirley nået til et nyt paradigme – identitetsparadigmet – som ligger i direkte forlængelse af trivselsparadigmet:

”Det er svært at trives i skolen, hvis man er usikker på, hvem man er. Derfor satte vi os for at undersøge, hvordan skoler kan blive mere rummelige, så flere – uanset identitet og baggrund – føler, de hører til i skolen,” siger Andy Hargreaves.

På bagsiden af deres bog slår de missionen fast og skriver: ’Ingen skal undertrykkes eller skjule, hvem de er, og unge mennesker skal forberedes på en fremtid, hvor de kan lære at leve sammen og hjælpe andre til at føle, at de hører til’.

Men hvordan skal den ambition indfries i praksis i en travl skolehverdag?

”Det kræver blandt andet, at vi flytter fokus fra, hvordan forskellige identiteter er i konflikt med hinanden til at se de mange forskellige identiteter, vi alle kommer med, som noget, der styrker fællesskab og tolerance,” siger Andy Hargreaves og påpeger, at det i klasserummet handler om at gentænke inklusionen:  

“Det er ikke inklusion at have særligt fokus på én gruppe, eller på ét barn. Vi skal tænke inklusion i et bredere perspektiv. I stedet for at tænke at svaret på diversitet er at sætte eleverne til at læse en bog, som er skrevet af en transkønnet person, og en anden bog, som er skrevet af en islamisk forfatter, mens en tredje bog fx handler om børn med autismespektrumforstyrrelser, skal vi huske, at mennesker er komplicerede. Vi er ikke bare én ting. Vi er mange ting på én gang.“

Et tveægget sværd

Identitet er imidlertid et tveægget sværd. Et fokus på identitet kan nemlig føre to meget forskellige steder hen:

”Identitetspolitik kan på én gang opildne og splitte befolkninger, men samtidig kan et mere opmærksomt pædagogisk blik på identitet være det, der redder os fra splittelsen,” siger Andy Hargreaves.

Pointen er, at hvis identitet skal redde os fra splittelsen, kræver det en gentænkning af begrebet og måden, vi forstår og anvender det på. Vi skal, argumenterer de to forskere, holde fokus på den kollektive identitet frem for den singulære identitet.

”Den kollektive identitet skal ikke forstås som ens identitet eller en pålagt fælles identitet. Den kollektive identitet er mere end summen af alle identiteter. Det er selve anerkendelsen af vores forskelligheder – rummeligheden – der udgør den kollektive identitet,” siger han.

Hvordan undgår man med den tilgang, at de marginaliserede børn bliver marginaliseret yderligere? 

”Man skal selvfølgelig passe på med at overdrive betydningen af enhver pædagogik. Særligt når det kommer til inklusion af marginaliserede børn. Det er vi opmærksomme på. Men med afsæt i vores forskning, kan vi se, at en arbejdet med den kollektive identitet kan samle forskellige mennesker i skoler og samfund. Herved kan vi skabe stærke fælles oplevelser, der overvinder den følelse af isolation, som enkeltpersoner eller grupper kan ende i,” forklarer Andy Hargreaves.

Det, der er godt for nogen, er godt for alle

Skal vi lykkes med den nye form for inklusion skal vi ifølge Hargreaves og Shirley etablere et helt nyt mindset i forhold til undervisning og pædagogik, ligesom vi skal gentænke den måde, vi organiserer og indretter skolerne på. Der skal mere rummelighed til og en ny og mere fleksibel organisering af skoledagen.

I forbindelse med det store forskningsprojekt, som ligger til grund for bogen, har Hargreaves og Shirley arbejdet tæt sammen med skoler i den canadiske provins Ontario om blandt andet inklusion af elever fra den oprindelige befolkning.

”Disse børn har et særligt nært forhold til naturen, og mange af dem lærer derfor også bedst i naturen og ikke i klasselokalet. Men frem for at lave særhensyn for de børn, rykkede man noget af undervisningen ud i naturen. Og det viste sig at komme alle børn til gode,” lyder det fra Andy Hargreaves.

På samme måde kan en tydelig og struktureret undervisning, som især børn med autismespektrumsforstyrrelser har brug for, komme alle børn til gode. Og for LGTB+ elever gælder samme princip: 

"Det, der er godt for LGBT+-børn, er godt for alle børn: En skole, hvor der ikke er mobning, en skole, hvor man føler sig tryg, uanset hvem man er. En skole, hvor man ikke bliver marginaliseret, fordi man er lille, tyk eller tynd osv."

Dennis Shirley supplerer:

”Vi skal væk fra at tænke, at der er nogen, der er normale, og nogen der er unormale. Den idé skal vi forlade.”

Brug for moralsk uddannelse

Hvordan frigør skoler, som jo består af lærere, skoleledere, elever samt forældre, sig fra de normer og magtstrukturer, der gennem historien, har formet vores opfattelser af, hvad der er ‘normalt’ og ‘rigtigt’, og hvad der omvendt er ‘unormalt’ og ‘forkert’ eller mærkeligt i samfundet?

”Vejen dertil går gennem det, vi kalder ’moralsk uddannelse’. Det indebærer at lære eleverne at se verden fra andres perspektiv. Det skal blive en vane for os, hvis demokratier skal blomstre. Derfor understreger vi vigtigheden af ​​sympati og empati i identitetsudvikling – og derfor også i uddannelse,” siger Dennis Shirley og tilføjer:

”Vi skal være omhyggelige med ikke kun at konfrontere de fordomme og antagelser, der typisk fremhæves i den såkaldte identitetspolitik. Vi skal også være opmærksomme på alle de andre grupper, der kan være sårbare over for stigmatisering, såsom traditionelle religiøse minoriteter.”

Invester i lærerne

Det kan lyde som en ordentlig mundfuld for de i forvejen pressede lærere. Det erkender de to forskere også. Derfor peger de på, at teamsamarbejde bliver essentielt.

“Det er overvældende, hvis én lærer skal vide alt om alle børn. Derfor skal lærere arbejde i teams og trække på viden fra alle, der har med barnet at gøre. Det indebærer ud over hele lærerteamet også skoleleder, måske en psykolog, måske pedellen og selvfølgelig forældrene,” siger Dennis Shirley og fortsætter:

”Hvis det hele afhænger af én lærer, tager vi professionalismen ud af professionen og undervurderer lærernes kollektive effektivitet og deres komplicerede arbejde. Ingen lærer kan vide alt om pensum, eller kende til alt omkring neurodivergente børn eller børn med forskellige kulturelle og sproglige baggrunde. Hvis vi derimod hjælper lærere med at finde nye og effektive måder at udfordre og støtte hinanden på, kan vi få gavn af flere læreres kompetencer. Det kommer ikke kun eleverne i én klasse til gode, men hele skolen – måske kan kompetencerne endda omsættes i hele kommunen."