Asterisk nr. 112 - Oktober 2025 - Tema: Trusler mod uddannelse
Lyt til artiklen
”Tidlig op og tidlig i seng – det er så sundt for en lille dreng”. Meningen med dette gamle mundheld, der stammer fra en børnebog fra 1865, er vist nok, at børn skal passe deres sengetid. Men sengetid er ikke længere automatisk det samme som sovetid, for når smartphonen sniger sig med under dynen, kan Ole Lukøje godt pakke sammen. Faktum er, at danske skoleelever er trætte som aldrig før. I den internationale TIMSS-undersøgelse fra 2023 blandt 4. klasseelever svarede hele 51% af de danske elever, at de er trætte hver dag eller næsten hver dag, allerede når de møder i skolen.
”Det er alarmerende, for trætheden er forbundet med lavere faglige resultater og dårligere trivsel. Og det øger uligheden, fordi det særligt rammer dem, der i forvejen præsterer i den lave ende. Trætheden er en del af et sammenhængende problemkompleks, der er i gang med at undergrave folkeskolen, selvom landets lærere hver dag yder en kæmpe indsats,” siger Christian Christrup Kjeldsen, lektor ved DPU, Aarhus Universitet, der var med til at gennemføre undersøgelsen.
Den kroniske træthed har de danske elever til fælles med elever fra en lang række lande på tværs af kulturelle kontekster, og den kan ifølge forskningen blandt andet forklares med børns brug af skærme lige før sengetid, og efter de er kommet i seng, hvor de bliver fastholdt af sociale medier.
”Det er et stort problem i skolen, men altså et problem, der opstår uden for skolen, og som skolen derfor ikke kan løse og slet ikke alene. Mange af skolens problemer skal faktisk løses et helt andet sted end i skolen,” siger Christian Christrup Kjeldsen.
”Det er ikke kun hjemmets opgave at give barnet normer og værdier. Det er også en af skolens funktioner.”
Christian Christrup Kjeldsen
Trætheden er altså en trussel mod skolen, men langt fra den eneste. Eleverne dumper som aldrig før. De er urolige og voldelige, og sociale medier sluger al deres opmærskomhed. De mistrives og har alt for stort skolefravær. Færre vil være lærer, og de lærere, der faktisk er, flygter, mens sagesløse vikarer må holde sammen på stumperne.
Hvis det lyder som en karikatur, er det med en kerne af sandhed. I hvert fald har krisestemningen omkring folkeskolen bidt sig fast i de senere år. Og da en analyse fra Arbejderbevægelsens Erhvervsråd i foråret 2025 viste, at knap 12 procent af folkeskoleeleverne i 9. klasse dumpede til afgangsprøverne i dansk eller matematik eller begge dele i skoleåret 2023/24, førte det til en leder i Weekendavisen med titlen ’Folkeskolens dødsspiral’. Efterfulgt af et interview i samme avis med formanden for Danmarks Lærerforening Gordon Ørskov Madsen, hvor han erklærede, at folkeskolen er på sammenbruddets rand.
Men skyldes miseren, at danske børn over en bred kam lider af PDO – forkortelsen for den allerede berømte og berygtede diagnose ’pisse dårlig opdragelse’, som børne- og undervisningsministeren har lanceret? Eller at skærmene har overtaget skolen, og at sociale medier styrer børns liv? At vi slås med skadevirkningerne af den forkætrede skolereform fra 2014? Eller spiller senfølger af corona-pandemien også ind? Eller handler det i virkeligheden om fundamentale ændringer i den måde, børn socialiseres ind i samfundet på?
”Mobning og manglende oplevelse af at høre til i skolen kan være med til at forklare problemer med øget fravær. Som så igen kan være med til at forklare læringstabet.”
Christian Christrup Kjeldsen
Lidt af det hele, kunne man sammenfatte Christian Christrup Kjeldsens udlægning af sagen. Eller rettere: Vi går galt i byen, hvis vi griber til enkeltstående forklaringer af enkeltstående problemer. Skolens problemer hænger uløseligt sammen, og vi er nødt til at forstå hvordan, inden vi kaster os ud i at løse dem, lyder hans budskab.
Lad os starte med Corona-krisen. Sammen med internationale forskerkolleger har Christian Christrup Kjeldsen i år udgivet artiklen The Learning Crisis: Three Years After COVID-19. Her analyserer de skolenedlukningernes betydning for elevers læringsudbytte i en lang række lande og sammenligner tendenser i skolerne før og efter pandemien. Analyserne bygger blandt andet på resultaterne fra de internationale sammenlignende undersøgelser af 4. klasseelevers kompetencer i matematik og naturfag (TIMSS) og i læsning (PIRLS).
De viser, at nedlukningerne har en vedvarende negativ effekt på læringsudbyttet – i en sådan grad, at Christian Christrup Kjeldsen ikke tøver med at kalde det en læringskrise, der kalder på et internationalt samarbejde om at rette op på det globale læringstab.
De viser også, at jo længere skolenedlukningerne i et land varede, jo større er læringstabet. Men læringstabet kan ikke alene forklares med, at eleverne var sendt hjem så og så længe og måtte nøjes med online-undervisning imens. Skolenedlukningerne fungerede nemlig som forstærker af andre problemer i skolen, pointerer Christian Christrup Kjeldsen.
Et eksempel er elevers langvarige skolefravær, også kendt som skolevægring, der har fået fornyet opmærksomhed herhjemme gennem DR’s dokumentarserie Skolens tabte børn. Fraværet stiger imidlertid ikke blot i Danmark, men også internatinonalt. Samtidig falder elevers oplevelse af at være knyttet til de sociale fællesskaber i og omkring skolen, både i Danmark og i en række andre lande. Ligesom forskerne kan identificere et internationalt mønster, der peger på stigende mobning.
”Alt hænger jo sammen. Mobning og manglende oplevelse af at høre til i skolen kan være med til at forklare problemer med øget fravær. Som så igen kan være med til at forklare læringstabet. Skolen gør en kæmpe forskel i forhold til, hvor dygtige elever bliver, og løfter ikke mindst den gruppe, som har sværest ved det. Men det er svært at gøre den forskel, når eleverne ikke er i skole,” siger Christian Christrup Kjeldsen.
Truslerne mod skolen kan altså ikke isoleres til et dansk fænomen.Tværtimod er trusselsbilledet transnationalt, pointerer Christian Christrup Kjeldsen.
”Den pointe bliver ofte overset i diskussionerne herhjemme. Problemerne er jo helt reelle for dem, der står med dem i hverdagen ude i skolerne, og medier, politikere og offentligheden fokuserer forståeligt nok på det, de kan se her og nu. Men når vi internationalt kan konstatere en læringskrise samt stigende træthed og skolefravær og svækkede skolefællesskaber, så kalder det jo på en mere strukturel analyse af problemerne, hvor vi løfter blikket fra de nationale særforklaringer,” siger Christian Christrup Kjeldsen og uddyber:
”Pisse dårlig opdragelse, skærme og skolereformen er eksempler på forsøg på at forklare problemer i den danske folkeskole, der mangler forståelse for, at de samme problemer gør sig gældende internationalt. Også i lande, som er meget anderledes end Danmark, og hvor man ikke i samme grad bruger skærme i skolen, hvor der er andre opdragelseskulturer, og hvor der ikke har været en skolereform a la den danske fra 2014.”
”At så stor en andel af eleverne søger mod de frie grundskoler, har aldrig været tanken med at indføre undervisningspligt i stedet for skolepligt.”
Ning de Coninck-Smith
Ning de Coninck-Smith, professor ved DPU, Aarhus Universitet er ikke meget for at bruge ordet ’trusler’, men vil hellere tale om skolens udfordringer. Skolen har altid haft udfordringer, men i dag flytter dagsordenerne sig lynhurtigt i takt med mediernes fokus på dem, forklarer hun.
”Der opstår nemt en stemning af panik omkring folkeskolen, der skygger for det virkelig gode arbejde, der foregår ude i skolerne,” siger hun.
Men samtidig er det indlysende, at de er der – udfordringerne. Udfordringer med uro, inklusion og lærermangel. Og med forældre, der flygter fra folkeskolen. Et af de steder vi tydeligt kan aflæse det, er stigningen i elevtallet på de frie grundskoler som fx lilleskoler og privatskoler. I dag går hver femte skoleelev i en fri grundskole.
”Hvis vi har en ide om en fælles folkeskole som den skole, der binder samfundet sammen, er det ikke særlig hensigtsmæssigt. At så stor en andel af eleverne søger mod de frie grundskoler, har aldrig været tanken med at indføre undervisningspligt i stedet for skolepligt,” siger Ning de Coninck-Smith.
Undervisningspligt betyder, at forældre kan undervise deres børn hjemme, sende dem gratis i en folkeskole eller sende dem i en fri grundskole mod betaling. Med Skolelovene fra 1814 blev der indført pligt til at tage del i skoleundervisning i syv år, fra barnet fyldte 7 år. Undervisningspligten var en undtagelse for de få, der havde råd til at engagere en huslærer, fortæller hun.
Med friskoleloven fra 1855 blev skolepligt officielt til undervisningspligt. Forældre kunne nu selv undervise deres børn, og der blev oprettet friskoler, der ofte byggede på Grundtvig og Christen Kolds skoletænkning.
Alligevel var det nok de færreste, der dengang kunne forestille sig den situation, vi står i i dag, mener Ning de Coninck-Smith.
”Man gik ud fra, at almueskolen, som folkeskolen blev kaldt dengang, var den skole, de fleste børn gik i, og at det kun var en undtagelse, når børn fik privatundervisning eller gik i privatskole. Jeg vil ikke sige, vi i dag er gået i den modsatte grøft, men vi ser en klar og stigende tendens til, at forældre finder et alternativ til folkeskolen,” siger hun.
Med det statsstøttede privatskolesystem vil der altid være konkurrence mellem folkeskolen og de frie grundskoler. Og i dag har mange familier så god en økonomi, at de faktisk har råd til at sende børnene i privatskole. Kombineret med at mange forældre i dag er så højt uddannet, at de ikke lægger sig fladt ned for folkeskolen, fortæller Ning de Coninck-Smith.
”Det er slut med at forholde ukritisk til sine børns skolegang. Med folkeskoleloven fra 1975 blev forældresamarbejde for første gang skrevet ind i skolens formålsparagraf. At forældrene blev aktiveret, har jo først og fremmest været rigtig positivt. Men i dag er forældre over en bred kam bedre uddannede og mere selvbevidste end tidligere, og de investerer tid og penge i deres børn. At det så nærmest har ført til en flugt fra folkeskolen er en uintenderet konsekvens af loven fra 1975, som det har været svært at tage højde for,” siger hun.
Selvom der kan være mange gode grunde til at vælge en fri grundskole – ikke mindst på landet, hvor skolelukninger for nogle har gjort vejen til nærmeste folkeskole lang – er den stigende søgning til dem med til at underminere folkeskolen. Som en slags tankeeksperiment er det derfor værd at overveje, hvad der ville ske, hvis man faktisk ’privatiserede privatskolerne’, som Ning de Coninck-Smith formulerer det.
Altså fjernede det offentlige tilskud til privatskolerne. For hver elev i en privatskole udgør det i dag 75 procent af de gennemsnitlige udgifter for en folkeskoleelev – den såkaldte koblingsprocent.
”Det ville jo være meget radikalt at gøre det – man kunne også gøre det mindre radikalt og blot sænke koblingsprocenten. Så kunne man sige til forældrene: Der er et alternativ til folkeskolen, men I må selv betale for det hele, eller for en større andel af udgifterne end i dag. Det er jo provokerende at sige, og i virkeligheden har jeg stor sympati for, at folk går sammen om at oprette fx en lilleskole. Men i en tid, hvor folkeskolen er presset og i mindre og mindre grad er hele folkets skole, er det en tanke værd,” siger Ning de Coninck-Smith.
Men måske er folkeskolen som hele folkets skole og bærende samfundsinstitution en parentes i skolens historie? I hvert fald finder vi ifølge Ning de Coninck-Smith folkeskolens storhedstid i perioden fra ca. 1950 til ca. 1980.
Folkeskolen som ide blev indført med skolelovene fra 1814, men selve betegnelsen ’folkeskole’ stammer fra skoleloven af 1899. Indtil da brugte man betegnelserne ’almueskole’ på landet og ’borger- og friskole’ i byerne – hvor ’friskole’ skulle signalere, at den form for skole var gratis.
Alligevel var skolen helt frem til folkeskoleloven fra 1958 delt i land- og byskoler. I byskolerne var der allerede omkring år 1900 blevet skruet kraftigt op for skoletiden, og børnearbejde på fx fabrikker blev efterhånden et sjældent fænomen. Men på landet var man stadig afhængig af børnenes arbejdskraft.
”Børnene i landsbyskolerne sad ofte i fælles lokaler på tværs af alder, og de havde kortere skoledage og længere ferier, så de kunne hjælpe til med arbejdet på gården. Typisk gik børnene ud af skolen, så snart de var blevet konfirmeret,” siger Ning de Coninck-Smith.
Men i 1958 fik man et samlet skolesystem, hvor land- og byskolerne blev stillet lige. Begge steder samlede man eleverne i klasser fordelt på alder, som vi kender det fra i dag, og på landet blev der bygget centralskoler.
”De blev ofte placeret på et højtliggende eller centralt sted i området, så alle kunne se, at skolen ikke var til at komme udenom. Vi får nu en historisk periode, hvor folkeskolen er det vigtigste omdrejningspunkt for alle børn i alderen fra ca. 7 til 14 år, også socialt. Det er den folkeskole, vi kender fra de gamle Far til fire-film,” siger Ning de Coninck-Smith.
Og det er den periode, vi måske skal opfatte som en parentes, for op gennem 1970’erne og 1980’erne vender billedet. Flere og flere børn kommer i dagtilbud, inden de når skolealderen, ligesom det bliver almindeligt at gå til sport eller dyrke fritidsinteresser og at gå i fritidshjem, SFO eller fritids- og ungdomsklub efter skoletid.
”Den stigende institutionalisering af børnelivet og alle disse fritidsting - og i dag jo også de sociale medier - er med til at tage auraen væk fra skolen som fikspunkt for børnenes liv. Kombineret med at børnene går i børnehave og børnehaveklasse og allerede der lærer de første bogstaver, betyder det, at den der wauv-oplevelse, det giver at starte i skole, ikke er så stærk som den var for Lille-Per i 1950’erne,” siger Ning de Coninck-Smith.
1967: Spanskrørets afskaffelse
Spanskrøret og læreres ret til fysisk afstraffelse af elever blev afskaffet i Danmark ved lov i 1967. Det blev af mange set som en alvorlig trussel mod disciplin og lærernes autoritet og dermed som et anslag mod selve skolen.
1970’erne: Indoktrineringsdebatten
I 1974 hævdede undervisningsdirektør Asger Baunsbak Jensen, at der fandt marxistisk indoktrinering sted i skoler og børnehaver. I 1977 hævdede politikeren Erhardt Jakobsen, at lærerne i en københavnsk vestegnskomune havde undervist i revolution, og den socialdemokratiske borgmester i Ballerup Kaj Burchardt beskyldte kommunens lærere for at være ’rendestensundervisere og venstreorienterede abekatte’.
I perioden udspillede der sig en række heftige debatter om metode og indhold i folkeskolens undervisning, og mange anså politisk indoktrinering – reel eller ej – som en trussel mod en fælles folkeskole med sammenhængskraft, som hele befolkningen kunne identifcere sig med.
1981: Resolution på Danmarks Lærerforenings kongres
Omkring 1980 var der tydelig økonomisk krise. Folkeskolen blev ramt af besparelser, og lærernes arbejdstid var under pres. Det var baggrunden for, at Danmarks Lærerforening vedtog denne resolution på kongressen i 1981:
”I konsekvens af regeringens beklagelige holdning må Danmarks Lærerforening for sit vedkommende fralægge sig ansvaret for udviklingen i folkeskolen”.
Resolutionen blev af mange anset som symptom på en folkeskole i frit fald.
Kilde: Ning de Coninck-Smith
Siden 1979 har alle danske kommuner nemlig skullet tilbyde børnehaveklasse som del af folkeskolen, og allerede i 1985 gik 95 % af en årgang i børnehaveklasse. I 2009 blev det en obligatorisk del af grundskolen i forbindelse med, at undervisningspligten blev udvidet fra ni til ti år.
”Når børnehaveklassen bliver starten på skolelivet for alle, og fritidshjem og SFO samtidig bliver knyttet til skolerne, flytter legen ind i skolen. Det er der rent pædagogisk mange positive ting at sige om, men det betyder også, at læring, altså det at skulle lære noget i klassisk forstand, rykker, om ikke i baggrunden, så i hvert fald ind i en anden sammenhæng. Det er en stor kulturel forandring i skolen, som skal med i billedet, når vi taler om trusler mod skolen,” siger Ning de Coninck-Smith.
Når skolen med stort S forsvinder og leg og læring flyder sammen, og når inklusion bliver ved med at være et issue, er der måske grund til at gøre pædagog- og læreruddannelserne mere tværfaglige, mener hun.
”Den traditionelle opdeling af de to uddannelser er bundet op på, at skolen på den ene side og førskole- og fritidsinstitutionerne på den anden er adskilte områder. Men i dag er er de jo i høj grad integrerede – og det gælder også i forhold til det special- og socialpædagogiske område, hvor mange forskellige professionelle samarbejder omkring det enkelte barn eller familien. Vi bliver måske nødt til at overveje et scenarie, hvor vi bryder pædagog- og lærerprofessionerne op, så de bedre kan håndtere den kompleksitet, der er forbundet med børns skoleliv i dag,” siger hun.
”Det er ikke kun hjemmets opgave at give barnet normer og værdier. Det er også en af skolens funktioner.”
Christian Christrup Kjeldsen
Sager om vold og uro i skolen, der har fyldt godt i mediebilledet herhjemme, gør ikke just kompleksiteten mindre. Men hvis det er rigtigt, at flere og flere elever udviser grænseoverskridende adfærd, må vi også her lede efter de dybereliggende årsager, mener Christian Christrup Kjeldsen.
”Hvis den udvikling gør sig gældende på tværs af mange forskellige skolekontekster, handler det næppe kun om, at danske børn er pisse dårligt opdraget. Opdragelse spiller uden tvivl en rolle, men det samme gør forskellige former for mistrivsel, der igen kan handle om svækkede skolefællesskaber og manglende oplevelse af at høre til i skolen,” siger han.
Men det kan også handle om en grundlæggende samfundsforandring i retning af en mere individfokuseret kultur, forklarer Christian Christrup Kjeldsen.
”Stigende individualisering kan påvirke den måde, forældre ser deres forældreopgave på, som måske igen forstærkes af andre tendenser, så som faldende fødselstal. Når hver familie får færre børn, bliver det enkelte barn i højere grad et særligt projekt. Det er heller ikke et særligt dansk fænomen, og man kan sagtens forestille sig, at det har skabt forandringer i måden, man opdrager til samfundet og lærer børn at indgå i sociale fællesskaber på,” siger Christian Christrup Kjeldsen.
Ethvert barn skal lære at indgå i et bestemt samfund med bestemte normer og værdier på et bestemt tidspunkt i historien, forklarer han. Det lærer barnet i familien, men også i alle de andre sociale og institutionelle sammenhænge, barnet indgår i. Det første kalder vi tit opdragelse, det andet for socialisering, men kategorierne overlapper. Ifølge Christian Christrup Kjeldsen er det derfor en misforståelse, at hele opdragelsesansvaret påhviler forældrene.
”Det er ikke kun hjemmets opgave at give barnet normer og værdier. Det er også en af skolens funktioner. Når elever mistrives i skolen, eller elever er urolige og opfører sig grænseoverskridende over for hinanden og over for deres lærere, rejser det spørgsmålet om, hvorvidt vi i tilstrækkelig grad får lært børn at indgå i sociale fællesskaber. Men det er for nemt bare at sige, at det må forældrene klare,” siger han.
Politiske beslutninger om at stramme skolens ordensreglement og større beføjelser til lærere til at anvende fysisk tvang over for elever er derfor heller ikke løsningen på problemer med uro og grænseoverksridende adfærd. I hvert fald ikke hele løsningen, mener Christian Christrup Kjeldsen.
”Hvis vi i vores nødvendige forsøg på at forstå problemerne til bunds får øje på, at det er den grundlæggende socialisering til fællesskaber, der halter – at man har svært ved være sammen med andre på en ordentlig måde uden at overskride deres grænser – så skal vi nok kigge andre steder hen for at finde holdbare løsninger,” siger han.
Fx skal vi kigge på dagtilbudsområdet. Hvis udfordringerne starter allerede her, skal vi styrke dagtilbuddenes arbejde med børnefælleskaber. Og så skal vi se på os selv – på hvordan vi selv agerer som voksne, børnene kan spejle sig i.
”Børn socialiseres ind i et samfund, som vi alle sammen hele tiden er med til at skabe. Derfor er vi nødt til at forholde os til, hvordan vi som voksne agerer i sociale sammenhænge. Når fx børn eller unge, der sidder ved kassen i supermarkederne, bliver overfuset af voksne mennesker, som er utilfredse med et eller andet, spiller det jo negativt ind på socialiseringen. Når børn bliver udsat for den slags eller er vidner til det, bliver de jo på en måde opdraget til, at det er gennem truende adfærd med grænseoverskridende ytringer, man håndterer en konflkt – og ikke ved at søge forståelse og dialog,” siger Christian Christrup Kjeldsen.
Pointen er, at socialisering sker alle steder – sågar i supermarkedet.
”Når der samfundsmæssigt sker et grundlæggende skred i, hvordan vi mener vi kan være sammen med andre mennesker, så ser vi naturligvis også resultaterne af dette i skolen. Der er indlysende nogle bekymrende mønstre i skolen, men det bliver ofte fremstillet på en dramatisk måde, der inviterer til panikløsninger. Men virkeligheden kræver tålmodighed og en helhedstænkning, hvor vi ser mere overordnet på, hvordan de forskellige problemer indvirker på hinanden og forstærker hinanden,” siger Christian Christrup Kjeldsen.
Og problemerne er alvorlige.
”Skolen handler først og sidst om socialisering til samfundet og om at modvirke social skævhed. Hvis skolen som institution ikke lykkes med den opgave, så har vi et større problem, der rækker langt ud over, om eleverne fx har lært matematik nok til at gå ind i STEM-fagene. Et problem, der truer befolkningens opbakning til den fælles grundskole – og i sidste ende truer sammenhængskraften i samfundet,” siger han.
At forstå og løse skolens problemer kræver fokus på fem spor:
Spor 1: Træthed og mistrivsel
At forstå skolens problemer indebærer, at man forsøger at skaffe evidens for de mulige forklaringer på dem. Dvs. at man opsøger den viden, der er nødvendig for at forklare og løse et problem.
Når vi fx ved, at børns træthed, når de møder i skolen, er stigende, må vi undersøge, hvad forklaringen kan være. Det kan fx ske ved at monitorere børns søvn. Det indebærer, at man undersøger, hvor ens barns mobiltelefon var, da det skulle sove, om den var på lydløs, om den kommer i brug efter sengetid osv.
Spor 2: Læringstab
Det vedvarende læringstab efter Corona-pandemien kræver en målrettet indsats, særligt over for de elever, der blev hårdest ramt. Dvs. de i forvejen lavtpræsterende elever og elever uden stærk hjemmestøtte/hjemmebaggrund.
Spor 3: Skolefravær
Langvarigt skolefravær, særligt i de mindste klasser, er en tidlig indikator for, hvordan eleven vil klare sig i løbet af skolen. Skoler og andre professionelle omkring børn med skolefravær gør allerede et stort arbejde med at hjælpe den enkelte elev med fravær, men der er brug for en vedvarende og forstærket indsats. Når skolen er presset, er der nemlig risiko for, at lærerne fokuserer blikket på de elever, der møder i skolen, og ikke de elever, der er fraværende.
Spor 4: Svækkede skolefællesskaber og mobning
At opbygge skolefællesskaber og styrke elevers oplevelse af at høre til i skolen er en lige så vigtig opgave for skolen som det faglige.
Den primære socialisering ind i sociale fællesskaber etableres forud for skolen, men er fundamental for skolens arbejde med den sekundære socialisering og med at opdrage elever til samfundet. For at det kan lykkes med det, må man derfor se på sammenhængen mellem skolen og familien, dagtilbuddene og det øvrige samfund som helhed, herunder at voksne overholder alment accepterede sociale normer og siger fra, når de brydes af andre.
Spor 5: Komparativ pædagogik
Vi skal inddrage den internationale komparative pædagogik, uddannelsesforskning og sociologi for at lære og blive inspireret af andre uddannelsessystemer, når udfordringerne er fælles.
Kilde: Christian Christrup Kjeldsen
”Omkring år 1900 skulle folkeskolen modvirke en truende opløsning af det etablerede samfund – mens det omvendt i dag er den mulige opløsning af folkeskolen, der truer det etablerede samfund.”
Ning de Coninck-Smith
Hvis der i offentligheden er et billede af, at folkeskolen er truet på sin eksistens, er det ikke første gang. Ning de Coninck-Smith peger på tre eksempler fra nyere tid: spanskrørets afskaffelse i 1967, indoktrineringsdebatten i 1970’erne og Danmarks Lærerforenings resolution fra 1981, hvor lærerne fralagde sig ansvaret for folkeskolen.
”Alle tre begivenheder skabte debat, stærke følelser og en stemning af, at folkeskolen nu var truet i sin grundvold. Krisen i dag er også alvorlig, men dengang havde almindelige forældre ikke et alternativ på samme måde som i dag, hvor mange reagerer på folkeskolens krise ved at sende deres børn i privatskoler,” siger hun.
Også folkeskoleloven af 1899 udsprang af en undergangsstemning i samfundet, fortæller Ning de Coninck-Smith. Men ikke fordi skolen var ved at gå under. Til gengæld var fagbevægelsen på fremmarch, Socialdemokratiet var kommet ind i Folketinget for første gang i 1884, og i forbindelse med Systemskiftet i 1901 overtog Venstre for første gang regeringsmagten fra Højre.
”Alt dette var tegn på, at det etablerede samfund var under forandring. Groft sagt skulle folkeskolen kompensere for de sociale forandringer og klassemæssige forskydninger, der kunne true det etablerede samfund. I takt med at flere og flere befolkningsgrupper fik valgret, var man nødt til at uddanne hele befolkningen bedre, så de var klædt på til at stemme på oplyst grundlag,” siger Ning de Coninck-Smith og tilføjer:
”Sat på spidsen kan man sige, at omkring år 1900 skulle folkeskolen modvirke en truende opløsning af det etablerede samfund – mens det omvendt i dag er den mulige opløsning af folkeskolen, der truer det etablerede samfund.”
Christian Christrup-Kjeldsen m.fl. The Learning Crisis: Three Years After COVID-19
Anne Katrine Gjerløff m.fl.: Da skolen blev sin egen : 1920-1970. Dansk skolehistorie bind 4. Aarhus University Press, 2014.
Ning de Coninck-Smith m.fl.: Da skolen blev alles : Tiden efter 1970. Dansk skolehistorie bind 5, Aarhus University Press, 2015
Dr.phil. og professor i uddannelseshistorie ved DPU, Aarhus Universitet. Hun forsker i skolens og barndommens historie og har særligt fokus på rum og design til børn. Sammen med en gruppe kolleger undersøger hun for tiden, hvad der ændrede skolen mellem 1945 til 1975 fra, at børn var til for skolen, til at skolen er til for børnene. Hun underviser på Kandidatuddannelsen i pædagogisk sociologi.
Lektor i pædagogisk sociologi på DPU og leder af Nationalt Center for Skoleforskning, Aarhus Universitet. Han er formand for den internationale uddannelsesorganisation IEA og leder af den danske del af forskningsprojektet G-EPIC - Gender Empowerment through Politics in Classrooms. Han underviser på Kandidatuddannelsen i pædagogisk sociologi.
NR. 112
TEMA: Trusler mod uddannelse
OKTOBER 2025
