Asterisk nr. 112 - Oktober 2025 - Tema: Trusler mod uddannelse
I en tid, hvor elevernes hverdag fyldes med algoritmer og doom scrolling, er det fristende at lukke skærmene ude af skolen. Men kun ved at møde teknologien med kritisk sans kan eleverne lære at beherske den fornuftigt: Det moderne digitaliserede samfund kræver modvægt fra en konservativ skole.
Lyt til artiklen
Lærerforeningens formand Gordon Ørskov udtrykte for nylig i Weekendavisen, at folkeskolen befinder sig på sammenbruddets rand, og at en redningsplan burde formuleres for skolens og samfundets skyld. Det ville den amerikanske forfatter, underviser og forsker Neil Postman formentlig have erklæret sig enig i. I bogen Teaching as a Conservative Activity fra 1979 gjorde han netop gældende, at skolens hovedopgave er at fungere som en slags samfundstermostat. En termostats opgave er som bekendt at kølne rummet, når det er ved at blive for varmt, og varme det op, når vi begynder at fryse.
Sagt på en anden måde bør skolen balancere de til enhver tid dominerende samfundstendenser: Hvis der er kulturelle konflikter i lokalsamfundet, bør skolen skabe større social sammenhængskraft. Hvis der er læsekrise, bør skoleklassen drage på biblioteket og stimulere lystlæsningen. Hvis debatten uden for skolen er respektløs, må skoleklassen være det rum, hvor modstridende synspunkter kan mødes i respektfuld samtale. Hvis der er informationsoverflow på skærmene, må skoleelever lære at forholde sig kritisk til ChatGPT som autoritet. Og så videre.
På den måde har alle samfundskriser, tendenser og for den sags skyld noble ideer behov for en tilbagelænet modvægt fra skolen. Det skal til for at holde samfundet rigt, vitalt og levende. For Postman skulle skolens oplysning danne modvægt til fjernsynets underholdende undervisningsform, for næppe nogen lærer, underviser eller forsker har nogensinde ment, at blivende læring opnås via TV. Læring handler om vedholdenhed, hårdt arbejde og tilsidesættelse af distraktioner. Derfor er det at tænke kritisk, konceptuelt og stringent en hård kamp, der kan lede til blivende sejre.
”I et samfund, hvor alt forandres med algoritmens hast, må skolen være balancepunkt og tilbyde det, tidsånden og, i dette tilfælde, teknologien mangler."
Claus Holm
Man kan begræde det digitale samfunds skærmunderholdning, manglen på troværdige vidensautoriteter og nuets tyranni, og det er fristende at snurre håndsirenen og råbe alle lærere af huse. For i Postmans navn burde der skabes bedre balance mellem individ og fællesskab, langsomhed og hast, fordybelse og overfladiskhed, tillid og kritik af autoriteter. Alt sammen med afsæt i en effektiv, vedholdende og sandhedsorienteret skolekultur.
For i et samfund, hvor alt forandres med algoritmens hast, må skolen være balancepunkt og tilbyde det, tidsånden og, i dette tilfælde, teknologien mangler. Hvis det lyder arkaisk præserverende, er det en misforståelse, men det er konservativt i Postmans forstand.
Hvis skolen skal genindtage denne centrale samfundsrolle, må der tænkes gammeldags og tilbage på 1800-tallet, da skoleklassen fik sin moderne organisering. Den har konservative kvaliteter, som kan noget, kun få andre sociale organiseringer kan. Når læreren påtager sig sin autoritet, og disciplin, hierarki, rækkefølge, kontinuitet og fællesskab faktisk fungerer, kan skolen lære eleverne at udskyde behovstilfredsstillelse, koncentrere sig om arbejdet og respektere skolens formål.
Men lad ikke dermed være sagt, at når klassen tilhører 1800-tallet, skal vi lade som om eleverne også gør det. Selvfølgelig ikke. De er født i det 21. århundrede og er som sådanne produkter af de samfundstendenser, der omgiver klasseværelset. Netop derfor skal skolen ikke bare slukke fjernsynet, skærmene eller for den sags skyld ChatGPT – den skal som dynamisk stabiliserende faktor balancere det digitale samfunds fristelser, for at eleverne kan lære at beherske dem. Kritisk.
”At insistere på skolens konservatisme er ikke en tilbageskuende nostalgi, men det modsatte: en vej til at ruste eleverne og samfundet til fremtiden."
Claus Holm
Klasseværelset er langt fra ‘bare’ bord, tavle og bøger, det er også et åbent vindue mod verden. Også mod den digitale, som byder ind med stadig nye platforme, dialogmuligheder, udtryksformer og følgeligt problemstillinger og potentielle kilder, som eleverne skal lære at forholde sig kritisk udforskende og problemløsende til. Det er netop her, læreren som vidensautoritet er central for at navigere udenom platituder og politiske eksesser og for at hjælpe med at sortere, vurdere og træffe refleksive valg.
Postmans foragt for fjernsynet var ikke kun reaktionær: Han ville gerne beskytte bogen og de klassiske færdigheder mod underholdning og distræt opmærksomhed, og han så skolen som et middel dertil. Men han insisterede også på, at ingen teknologier i sig selv er farlige. Af samme grund går skolens opgave ud på at identificere deres muligheder, begrænsninger og eventuelle risici. Så at insistere på skolens konservatisme er ikke en tilbageskuende nostalgi, men det modsatte: en vej til at ruste eleverne og samfundet til fremtiden. Skolen skal ikke være et fortidslevn, men et fremtidsværn.
Leder af DPU, Aarhus Universitet, ph.d. og lektor ved Afdeling for pædagogisk sociologi ved DPU.
NR. 112
TEMA: Trusler mod uddannelse
OKTOBER 2025
