Forestil dig, at du læste om dit job og din arbejdsplads i en avis eller hørte om det i radioen. Men når du læste og lyttede, kunne du faktisk ikke genkende dig selv, din profession eller dit arbejde.

Sådan har rigtig mange lærere det ifølge Helle Plauborg, som er lektor i skoleforskning på DPU, Aarhus Universitet, og beskæftiger sig indgående med livet som lærer i sin forskning.

Helle Plauborg kalder lærerne ’Det forsvundne folk’ – inspireret af den franske filosof Gilles Deleuzes (1925-1995) begreb ’The missing people’, som filosoffen Rosi Braidotti (1954-) har viderudviklet.

”Når jeg siger, at lærerne er et forsvundet folk, mener jeg, at vi har nogle virkelige mennesker, hvis viden og kompetencer ikke finder vej ind i den offentlige debat og de officielle fortællinger om skolen. Lærerne er fraværende, ikke-synlige og ikke-eksisterende i vores måde at tale om skolen på. Hverken fra forskningens side, fra interessenter på skoleområdet eller fra politisk hold interesserer vi os i dag genuint for de mennesker, som kan lide at være i lærerprofessionen. Hvad brænder de for, og hvad driver dem? Vi har forsømt at forstå dem, og det er derfor, jeg kalder dem det forsvundne folk,” siger Helle Plauborg.

I det nye forskningsprojekt folder hun – sammen med kollegerne ph.d.-studerende Sille Pörösei, post doc Maria Louise Larsen Hedegaard, lektor Rune Müller Kristensen og lektor emeritus Bent B. Andresen – lærernes egne historier ud. Vi vender tilbage til det og til Helle Plauborg om lidt, men lad os først tage et overblik over lærermanglen, som den ser ud lige nu.

Folkeskolen skælver, når professionen vakler

For lærerne er ikke bare det forsvundne folk i teoretisk og mytisk forstand. De forsvinder også i bogstaveligste forstand fra skolerne og fra ansøgerbunken til læreruddannelsen. Samlet set søger stadigt færre ind på de danske læreruddannelser. Og hver femte nyuddannede lærer har forladt folkeskolen inden for tre år, viser tal fra Arbejderbevægelsens Erhvervsråd.

Samtidig stiger antallet af ikke-uddannede lærere i folkeskolen. Til sammen er det et graverende samfundsproblem:

”Det er en ret alvorlig situation,” konstaterer Justine Grønbæk Pors, som forsker i velfærdsledelse på CBS og er ved at skrive en bog om lærerprofessionen i historisk perspektiv.

”Historisk set er det en helt særlig situation, at det i dag er svært at være lærer og bevare lysten til og muligheden for at blive i lærerprofessionen. Og mulighederne for at udvikle den danske folkeskole bliver radikalt forringet, når professionen vakler og har svært ved at tiltrække nye studerende. Det kan få store samfundskonsekvenser, for folkeskolen er en fuldstændig bærende institution i vores samfund,” siger Justine Grønbæk Pors.

Tallene taler tydeligt

Konsekvenserne rammer både børnene, familierne, lærerne, fagligheden, skolerne og samfundet.

”Når der er mangel på dygtige lærere, bliver det svært at sikre vores allesammens ret til en god skolegang, fordi der vil være skoler, som har sværere ved at tiltrække dygtige, uddannede, erfarne lærere. Så fra et samfundsperspektiv bliver det svært at sikre, at børn møder en god skole, uanset hvilket skoledistrikt de bor i.”

Så hvor bekymrede skal vi være?

”Der er rigtig mange folkeskoler, som fungerer. Heldigvis,” svarer Justine Grønbæk Pors og tøver, for hun er meget opmærksom på ikke at male det, hun kalder panik-panik-billeder, fordi de kan forringe situationen yderligere.

”Men tallene taler et tydeligt sprog. Det er ikke en holdbar situation, at en så vigtig profession oplever for få ansøgere til uddannelsen og for mange, som forlader professionen. Det er et problem for sammenhængskraften i vores samfund,” konstater Grønbæk Pors, som har fundet en række svar i lærerprofessionens historie, som kan hjælpe os med at forstå både problemerne og løsningerne. Dem kommer vi til om lidt.

Jeg vil gøre en forskel for eleverne

Men først skal vi lige tilbage til lærerne selv. Helle Plauborg og hendes kolleger på DPU har i én forskningsoversigt undersøgt rekruttering, frafald og fastholdelse blandt lærere og i en anden forskningsoversigt fokuseret på de lærere, som bliver i professionen.

Når man spørger de erfarne lærere, som har været i professionen i mere end ti år, hvorfor de bliver, kredser svarene om samme tema:

”De fortæller os ret enstemmigt, at de gerne vil gøre en forskel for eleverne. Det gælder både danske lærere og lærere i alle de andre lande, vi har undersøgelser fra. Så det er den kollektive fortælling, og den skal vi dykke ned i for at forstå, hvad det egentlig er, lærerne brænder for,” siger Helle Plauborg.

Og her ligger et opgør med et fundamentalt problem, mener Helle Plauborg. Vi interesserer os nemlig ikke nok for, hvad det er for nogle mennesker, som søger ind i lærerprofessionen, og vi gør ikke nok for at forstå, hvad det er, der gør, at de bevarer gejsten for jobbet.

Hvorfor bliver de?

I forskningsprojektet Why do they stay? har forskerne bedt en lang række lærere udarbejde kollektive biografier – eller kartografier, som forskerne kalder dem. 41 beretninger er der i alt fra lærere i otte forskellige kommuner. Tilsammen tegner de et rigt billede af arbejdet som lærer. Hvad er dejligt, motiverende, vanskeligt, dilemmafyldt etc.? Lærerne skriver om alt fra relationerne til eleverne, kollegerne og samarbejdet med forældre til æstetikken i bygningerne.

”Lærerne fortæller meget ofte om alt det i deres job, de ikke synes, vi andre får øje på, og som er noget, de holder af. Den tætte relation til eleverne fx,” fortæller Helle Plauborg.

I beretningerne slår lærerne ned på forskellige betydningsfulde nøglehændelser i deres arbejdsliv. En del af dem kredser om alt det, eleverne fortæller, når lærerne møder dem, efter de er gået ud af skolen. Så får lærerne meget konkret at vide, hvilket aftryk de har sat.

”En af lærerne kalder det ’livskvitteringer’. Det at møde en elev nogle år efter, de er stoppet, og høre dem sige, at ’du gjorde en kæmpe forskel for mig’. Eller når man taler med forældre, som siger tak for, at man som lærer har været der for deres barn. De tilbagemeldinger gør en kæmpe forskel for lærerne,” fortæller Helle Plauborg.

Beskrivelserne giver et detaljeret blik på, hvor dedikerede og involverede lærerne er i deres arbejde.

”Jeg er overrasket over, hvor mange tårer der har været, mens vi har genereret empirien. Simpelthen fordi lærerne bliver så berørte af det job, de udfører hver dag. Når de kommer i tanker om ting, elever har sagt til dem gennem tiden fx. De har en dyb moralsk og følelsesmæssig involvering, som vi ikke rigtig har forsøgt at få blik for før,” siger hun.

Og netop det er en helt central viden, når vi skal forstå, hvorfor lærere vælger at stoppe med at være lærere.

”Nogle lærere forlader professionen, når de kan se, at de ikke kan lykkes inden for de givne rammer,” siger Helle Plauborg.

Armod og sitrende håb

Samme stærke involvering fra lærerne har været en del af professionens dna i årtier. Nu skal vi have de historiske briller på, og vi vender derfor tilbage til Justine Grønbæk Pors.

Du skal med tilbage til Flensborg i 1946, for her står to lærere. Deres opgave er at opbygge en af de nye danske skoler syd for grænsen. Anden verdenskrig er lige slut. Byen er sønderbombet og præget af armod. Børnene kommer i skole uden sko, og skolen mangler alt – fra bøger til kaffe og brændsel til at varme bygningerne op med. Og alligevel sitrer lærernes dagbøger af håb og tro på, at de gør en forskel.

De to lærere er forsker Justine Grønbæk Pors’ farfar og farmor. Forskeren fik deres dagbøger af sin far, mens hun i forbindelse med sin nye bog var ved at undersøge lærerprofessionen i et historisk perspektiv. Og hun blev næsten blæst bagover af håbet og begejstringen, der sprang ud af den sirlige skråskrift i dagbøgerne.

"Det var så slående, at trods al den håbløshed, der var omkring min farfar og farmor, tvivlede de ikke et splitsekund på, at uddannelse kan gøre en forskel – for det enkelte barn, for et lokalsamfund og for opbygning af demokratiske institutioner i et land,” forklarer Justine Grønbæk Pors.

Dette kan ikke ignoreres i reformen!

Hun læste på samme tid op på en række store skoleforsøg med en mere antiautoritær og progressiv pædagogik, som foregik i 1920’erne i Vanløse – kendt som Vanløseforsøgene – og en stribe andre skoleforsøg, der foregik i 1950’erne og 1960’erne.

”Der samlede sig en række scener fra lærerprofessionens historie, som var præget af entusiasme og begejstring og radikal nytænkning af rammerne. Når man læser noter fra de her skoleforsøg og også fra de foredrag, de holdt for hinanden i forskellige foreninger, er det slående, hvor meget de var præget af stolthed og tro på, hvad man kan med uddannelse,” forklarer Justine Grønbæk Pors og fortæller:

”De lærere, jeg læste om, har det til fælles, at de er fuldstændig overbeviste om, at hvis de laver noget godt i Vanløse, Odense eller Flensborg, så kan det ikke blive ignoreret af politikere. De siger ting til hinanden som: ’dette kan ikke ignoreres, når skolelovgivningen skal reformeres’ eller ’dette må tænkes med, når loven skal gentænkes næste sommer’. De tvivler ikke et splitsekund på, at hvis de bruger deres faglighed til at lave et forsøg, de tror på, så vil det også influere politikerne og lovgivningen.”

Dengang lærerne satte klare aftryk på reformer

Og det havde lærerne ret i. For deres erfaringer, forsøg og viden satte faktisk aftryk i politiske reformer og lovgivning om skolen. Dengang.

”Historisk set har lærerprofessionen været med til at drive udviklingen af folkeskolen. Lærerne og skoleforsøgene ude på skolerne har spillet en kæmpe rolle i at udvikle folkeskolen og bidrage til reformprocesser,” forklarer Justine Grønbæk Pors.

Pointen er velunderbygget i hendes forskning, hvor hun har kigget nærmere på nogle af de store reformer på skoleområdet i Danmark. I 1970’erne så en stor skolereform dagens lys. Den var en opsamling på årtiers skoleforsøg, ligesom skolereformen i 1993 også i høj grad byggede på input fra lærerprofessionens arbejde. Men i de skolereformer, der har været de seneste 25 år, er der sket et brud med den tradition. Her fylder lærernes erfaringer, viden og input markant mindre.

”I de nyere reformer er der markant færre referencer til erfaringer fra lærere og forsøg, som er lavet på danske skoler, men der er flere og flere referencer til international forskning og internationale policyaktører som OECD. Det er der ikke i sig selv noget galt med, men det kan blive problematisk, at flowet fra skoleforsøg og erfaringer fra lærerprofessionen, som er prøvet af i praksis, ikke har samme vægt og tyngde, når man laver nye reformer. Og det siger jo også noget om, hvordan det er at være lærer i 2025,” konstaterer Justine Grønbæk Pors.

Anders Foghs rundkreds-spøgelse

I sin forskning zoomer Justine Grønbæk Pors ind på nogle af de fænomener, som har påvirket lærerprofessionen – i sin bog kalder hun dem spøgelser. Et af spøgelserne er netop den reformbølge, som skyllede ind over skolen fra 1990’erne og tre årtier frem.

Bølgen blev kickstartet af PISA-chokket i starten af 00’erne, der udfordrede vores billede af de danske elever, der pludselig ikke klarede sig ret godt i den internationale test. Pilen pegede på lærerne, når skylden skulle placeres. Daværende Venstre-statsminister Anders Fogh Rasmussen tog derfor et offentligt opgør med ’rundkredspædagogikken’.

”Begge dele har været med til at de-legitimere lærerprofessionen. Vi lever i dag med et sprog for lærerprofessionen, som er formet af det spøgelse, som blev skabt særligt i 00’erne, hvor det blev et dominerende synspunkt, at hvis ikke man greb ind fra Christiansborg eller kommunernes side, så ville lærerne bare sidde i rundkreds og ikke lave evidensbaseret praksis men køre alt på mavefornemmelse. Det var dét narrativ, som hele evalueringskulturen blev båret ind i folkeskolen med,” forklarer Justine Grønbæk Pors.

Så fortællingen blev, at uden evalueringer udefra ville folkeskolen være kaotisk, præget af ’hovsa-løsninger’ og bygget på ’synsninger’. Og det har siden ligget som en tung skygge over skolen og lærerprofessionen.

”Det har skabt en fortælling, som stadig spøger i dag om, at lærerprofessionen ikke kan være en drivende kraft i udvikling, at den skal styres udefra. Og det har været med til at udvande lærerprofessionens legitimitet og faglighed,” siger Justine Grønbæk Pors.

Samspillet, som blev væk

I bogen konkluderer hun, at noget af det, der kendetegner de perioder, hvor lærerprofessionen har trivedes, er, at der har været et samspil mellem lokale erfaringer og politikudvikling på Christiansborg.

”Vi har mistet et produktivt samspil mellem det lokale og det nationale, hvor lokale forsøg og erfaringer fra lærernes stærke faglige fællesskaber mere systematisk inddrages i national politikudvikling. For det betyder, at det lokale arbejde bliver mere meningsfuldt, og at man som lærer mærker, at de lokale erfaringer betyder noget, når den næste reform kommer. At man som lærer ikke kun har sine egne små arbejdsopgaver, men er et led i at bedrive skoleudvikling og lave god skole i Danmark fremad.”

Lærerne har en rig arv

Hvis vi løfter os op over den nuværende situation, så ligger der en rig arv i lærerprofessionen, som lever endnu, understreger Justine Grønbæk Pors. En arv, som blandt andet handler om, at man som lærer klart oplever, at ens person og faglighed kan gøre en forskel for det enkelte barn, for skolen og for samfundet.

”Forskellene på før og nu kan måske virke foruroligende, men jeg kan også se, at den rige arv stadig bor i professionen i dag. Folkeskolen og de frie grundskoler har spillet en kæmpe rolle i at udvikle det samfund, vi har. Rigtig mange af de diskussioner, vi har om, hvad et demokrati er, og hvad en borger er, har vi udviklet og keret os om via skolen og lærerprofessionen. Og dén historie er vigtig at have med i dag, når vi står i den situation, vi står i,” siger Justine Grønbæk Pors.

Hun understreger, at løsningen ikke er, at lærerne bare skal genfinde svundne tiders begejstring.

”Det er slet ikke budskabet. Budskabet er, at der er sket noget vigtigt med lærernes arbejdsliv. Hvor man før grundlæggende oplevede, at man gjorde en forskel, drukner den tro i dag for mange lærere, fordi de mange steder ikke kan lykkes med den opgave, de kommer for at løse. I hvert fald kan vi se, at mange lærere forlader professionen igen, fordi de ikke synes, det er muligt at lave et godt stykke arbejde,” siger Justine Grønbæk Pors, som gerne vil have os til at kigge på situationen i et længere perspektiv – både bagud og frem.

”Det øjebliksbillede, der er nu, er ikke det hele billede af lærerprofessionen. For de nyuddannede lærere står faktisk på en helt vild lang og rig tradition, som kan genfindes på en ny måde – også i en tid hvor tallene taler deres tydelige sprog om problemer med rekruttering, arbejdsglæde og muligheder for at blive i professionen,” siger Justine Grønbæk Pors.

Hvem gider stå 40 år foran et smartboard?

I de offentlige debatter lige nu bliver der vedvarende talt om lærerflugt og lærermangel, mens den ene rapport efter den anden forsøger at kortlægge folkeskolens udfordringer med at tiltrække og fastholde lærere i lærergerningen og beretter om et stigende antal lærere i folkeskolen uden formel læreruddannelse.

Helle Plauborg anerkender, at der er lærermangel, men hun savner nuancerne – for det er langt fra alle dele af landet, som mangler lærere. Og så pointerer hun, at vi har en meget snæver forståelse af hvad et lærerliv er. Hun er stærkt kritisk over for fastholdelsesbegrebet, som hun mener, vi alle i langt højere grad bør se kritisk på. For hvad betyder det egentlig, at vi gerne vil fastholde lærerne? Det generelle billede synes at være, at fastholdelse er lig med, at en lærer træder ind i skolen som 25-årig, bliver der og underviser elevkuld på elevkuld i 40 år til håret gråner.

”Men er lærerprofessionen kun dem, som står bag et smartboard og udfører de samme funktioner år efter år efter år indtil pensionen? Skal lærere gøre det samme fra de bliver uddannet til de bliver pensioneret? I den ide om fastholdelse er der ikke noget rum for udvikling eller forandring. Og den forestilling er ude af sync med virkeligheden,” konstaterer Helle Plauborg.

Ny karrierebevidst generation

Billedet af et arbejdslivslangt ophold foran smartboardet matcher også dårligt med nye studier af, hvordan læreres karriere udvikler sig. For de nuværende generationer af lærere har en meget mere dynamisk forståelse af, hvad en karriere er, påpeger Helle Plauborg.

”Ideen om fastholdelse som arbejdslivslang hænger ikke sammen med, hvad vi ved om de måder, lærere oplever karriere på. De ser ikke nødvendigvis for sig, at de skal være lærere på den samme skole resten af livet. De ser for sig at arbejde som lærere nogle år, og så skal de måske videreuddanne sig og selv blive læreruddannere, udarbejde læremidler, arbejde i en PPR eller i en konsulentfunktion i en kommune – eller på en specialskole eller på en dagbehandlingsskole,” siger Helle Plauborg.

Hun pointerer, at en lærer jo ikke er forsvundet ud af skolen, bare fordi han eller hun videreuddanner sig. Fx vender cirka halvdelen af de lærere, der tager en kandidatgrad på DPU, tilbage til skolen som lærere med fx vejlederfunktioner.

Men billedet af lærerjobbet som livslangt med snævre udviklingsmuligheder har konsekvenser. For præcis de monotone fremtidsudsigter afholder mange unge fra at søge ind på læreruddannelsen.

”De fravælger uddannelsen, fordi de er bange for, at de bliver fastlåst resten af livet i en bestemt arbejdsfunktion, som de ikke kan komme ud af. Det, ved vi, afholder mange fra at søge ind på læreruddannelsen. Og det kan jeg personligt godt forstå, for hvem kan overskue at tænke sit arbejdsliv så langt ud i fremtiden,” spørger Helle Plauborg.

Så hvad kunne være en bedre og mere realistisk fortælling om lærerarbejdslivet?

”Vi er nødt til at udfordre den ide og den forestilling om læreren, som ligger bag. Og vi er nødt til at gentænke lærerprofessionens ontologi – altså ideen om hvad lærerprofessionen overhovedet er. Vi skal gøre det muligt at have mange flere forskelligartede opgaver gennem sit lærerliv,” siger Helle Plauborg.

Også forskningslitteraturen peger på, at en af løsningerne ligger i at åbne lærerprofessionen op, så lærere ikke bare skal varetage jobbet som lærer et helt liv, men derimod får mulighed for at kombinere lærerjobbet med andre opgaver og funktioner.

Skoleudvikling kræver lærertrivsel

Begge forskere peger på, at stærke faglige fællesskaber er livsvigtige for et langt, rigt lærerliv – og for skolens udvikling.

”Hvis vi skal tale om, hvordan vi styrker lærerprofessionen, så er det stærke faglige fællesskaber, som har kendetegnet de perioder, hvor professionen har haft det godt. Det er en ledelsesmæssig og politisk opgave at sikre, at det, at være lærer, også er at være en del af stærke faglige fællesskaber. At få fagligt input og have muligheden for at omsætte den ny viden i skolehverdagen kræver fleksibilitet og plads til at prøve tingene af og gøre det på nye måder,” siger Justine Grønbæk Pors, som godt kunne tænke sig, at vi i højere grad trak på lærerprofessionens stolte historie og erfaringer for at løse udfordringerne i dag:

”Mange af de ryk, som gennem tiden er blevet taget mod en mere kompetent undervisning, var ikke sket uden en lærerprofession i trivsel. Så hvis vi skal blive ved med at udvikle folkeskolen, har vi brug for en profession i trivsel, hvor der foregår en masse faglig udvikling på den enkelte skole – og hvor skoleudvikling og politikudvikling spiller tættere sammen.”