På samme boldbane

Alle de forældre, Laura Gilliam har talt med, er, ligesom mange andre danske forældre, stærkt engagerede i deres børns trivsel, opdragelse og skolegang. For dem handler det om at følge godt med i deres børns liv, forstå de problemer, de står i, og deltage i aktiviteter på skolen – mødrene mest, men også fædrene.

”Det er tydeligt, at deres egne oplevelser som minoritetsbørn i skolen spiller en stor rolle for de skolestrategier, de anlægger på vegne af deres børn. De oplever, at deres egne forældre gjorde, hvad de kunne, men at de ikke forstod de problemer, de havde i skolen, og ikke levede op til skolens krav. De gør, hvad de kan for, at deres egne børn skal få en bedre skolegang,” siger Laura Gilliam og tilføjer: 

”Især på dette punkt føler de sig formet af det danske samfund, og det de opfatter som de danske værdier. Og det bliver de særligt bevidste om, når de selv bliver forældre til skolebørn. De forstår deres forældre, men de vil selv gøre det bedre! Og det tror de også på, at de kan – netop fordi de har helt andre forudsætninger og mere viden om skolen og samfundet, end deres egne forældre havde.”

Hun fremhæver i den forbindelse et sigende citat fra en af sine informanter Salim. Han siger: Vi er på den samme boldbane som vores børn, hvor vores forældre, de var jo bare på en anden boldbane.

Men der er også noget i tiden, der spiller ind, mener Laura Gilliam og henviser til termen ’intensivt forældreskab’, som især ses hos den øvre middelklasses ressourcestærke familier, der er meget engagerede i deres børns skole- og fritidsliv og bruger meget af deres tid på at sikre, at deres børn kommer godt og trygt gennem skolegangen. Efterhånden påvirker denne form for intensivt forældreskab og dens mere eller mindre udtalte krav og forventninger alle forældre i Danmark. Og da denne generation af minoritetsdanske forældre i høj grad er formet af deres opvækst og skolegang i Danmark, præger disse forventninger også dem. Men tiden forklarer ikke alt, understreger Laura Gilliam. Hun siger:

”Generelt er førstegenerations minoritetsdanske forældre ikke så stærkt påvirkede af de usynlige krav – de vil gerne have at deres børn klarer sig godt, men de synes, det er meningsløst og overdrevet at bruge så meget tid på forældremiddage eller på at invitere venner med hjem på legeaftaler. De ser det som lærernes opgave at undervise deres børn og forstår ikke alle de skolerelaterede opgaver, der pålægges forældre i dag. Her ser vi virkelig en stor forskel på de to generationer.”

Hvad hedder din ven?

Hvad forældrene retter det intensive forældreskab mod, er imidlertid præget af deres egne erfaringer som minoriteter og udmønter sig i vigtige interne forskelle i strategier i forhold til valg af skole og håndtering af deres børns skolegang. Det blev Laura Gilliam opmærksom på gennem sit feltarbejde og sine livshistorieinterviews med forældrene.

Den første skolestrategi, hun fandt, kalder hun en 'forsvarsstrategi'. Den så hun især blandt forældre, der bor i multietniske boligområder, og som har en kort eller mellemlang uddannelse, som ofte er professionsrettet – fx som sosu assistent eller inden for handels- og servicefag.

”På grund af deres bopæl er disse forældre hele tiden optagede af at holde især deres drenge væk fra ballade og miljøer af minoritetsdanske drenge, da de ser dem som potentiel dårlig indflydelse. Flere mødre udfylder også al drengenes fritid med sport eller anden overvåget aktivitet, så de ganske enkelt er for udmattede til at komme i problemer,” siger Laura Gilliam om tilføjer: 

”De kører dem gerne til en fodboldklub i et andet distrikt, hvor der er flere majoritetsdanske drenge. De overvåger drengenes færden og forbyder dem at hænge ud med drenge med minoritetsdansk baggrund.”

Hun fortæller i den forbindelse om to mødre, der altid spørger deres sønner, hvem de skal være sammen med. Hvis vennen ikke har et danskklingende navn, får drengene ikke lov til at gå ud med vennen.

”De oplever, at deres egne forældre gjorde, hvad de kunne, men at de ikke forstod de problemer, de havde i skolen, og ikke levede op til skolens krav. De gør, hvad de kan for, at deres egne børn skal få en bedre skolegang.” 

Laura Gilliam

Laura Gilliam påpeger, at forældrene her selv er underlagt stereotype opfattelser af, at Muhammed og Ali laver mere ballade end Oscar og Magnus.

Af samme årsag gør forældrene meget ud af at vælge skoler og kører gerne deres børn til skoler, hvor der er flest etnisk danske børn, men også en vis andel minoritetsdanske børn.

”De oplever, at der er for meget ballade på skoler med mange minoritetsdanske børn, men er samtidig optaget af, at deres børn ikke skal føle sig for anderledes eller ekskluderede. Et vigtigt element i forældrenes forsvarsstrategi er nemlig også at beskytte børnene mod diskrimination fra lærere. De er både akut opmærksomme på dette og går hurtigt til lærerne og siger fra, hvis de oplever, at deres børn bliver diskrimineret. Her er det tydeligt, at de trækker på deres egne erfaringer fra skolen,” siger Laura Gilliam.

Deres forsvar er dog ikke kun rettet mod majoritetsdanskere. Flere af disse forældre har en ægtefælle med førstegenerationsbaggrund og bor i et område, hvor de er omgivet af folk fra denne generation. Og de føler, at de skal forsvare sig over for disse førstegenerationsforældre – herunder deres egne forældre – og begrunde deres valg i forhold til opdragelse og den måde de engagerer sig i børnenes skole- og fritidsliv på. Men samtidig føler de, at de har fordele i forhold til skolen, fordi de kender den.

”De har en selvsikkerhed omkring det, at de kender skolen, de føler sig kompetente, og de er også meget engagerede i skolen. De er fx kontaktforældre og deltager i skolearrangementer. De føler ansvar for at hjælpe andre forældre med minoritetsbaggrund, der ikke kender skolen nær så godt,” fortæller Laura Gilliam og henviser til informanten Faiza, der altid ringer rundt til de andre minoritetsdanske mødre og gør opmærksom på det, når der er et arrangement på skolen og forklarer, hvorfor det er vigtigt at komme.

Det bemærkelsesværdige er imidlertid, at de på én gang tager afstand fra førstegenerationsforældrene, som de ikke vil associeres med, og samtidig føler et ansvar for dem – måske fordi det smitter af på dem, hvordan de opfører sig.

”Man føler jo faktisk, at man skal forsvare hele tiden, at man er en del af det danske folk. Altså man leder altid efter den der adgangsbillet, som ikke er der.”

Saida, andengenerations-minoritetsdansk mor

Lost i bogreolen

Laura Gilliam ser en anden skolestrategi – en 'opstigningsstrategi' – hos den gruppe andengenerations-minoritetsdanske forældre, der har oplevet stor social mobilitet, i og med at de har gennemført lange uddannelser og er endt i gode, velbetalte jobs. Typisk for dem er, at de er rykket til boligområder, hvor der primært bor etnisk danske familier fra den øvre middelklasse, og hvor deres børn er blandt de eneste minoritetsdanske børn i deres klasser.

”De kommer ind i miljøer med stort overskud, mange ressourcer og stor kulturel kapital, hvor de på trods af deres lange uddannelser og gode jobs ikke kan være med. ”Jeg bliver helt svimmel, når jeg ser deres bogreol”, var der en, der sagde til mig. Og her bliver de ramt på selvtilliden, når de til trods for deres anstrengelser ikke føler, at de når de andre forældre til sokkeholderne. De gør, hvad de kan, for at agere ’gode aktive forældre’ i skolen. Nogle af dem hyrer også lektiehjælp og mentorer til deres børn, for at sikre at de kan følge med fagligt,” fortæller Laura Gilliam.

Som børn følte de sig inkluderede i skolen og i det danske samfund, og det gør de i udgangspunktet også som voksne, hvor de trives i deres job og i deres nærmiljø. Men måske netop af denne grund berører det dem ekstra meget pludselig at føle sig ekskluderet, når de bliver gjort opmærksomme på, at de andre opfatter dem som anderledes.

Der er et begreb for det, forklarer Laura Gilliam:

”'Misinterpellation' udtrykker den eksklusionsfølelse, der opstår, når man tror, man er inkluderet, og så pludselig finder ud af, at det er man ikke alligevel. Det sker fx, når ens ’tredjegenerations’-barn skal sprogtestes, fordi børnehaven tror, at man ikke taler dansk derhjemme, eller når Saidas dreng fx kommer hjem og fortæller, at hans lærer har sagt, at han er ’marokkaner’, selvom de fortæller ham derhjemme, at han er ligeså dansk som de andre børn. Så misinterpellation sker altså, når man bliver skubbet ud af den kategori, som man ellers troede, man tilhørte.”

Det er ifølge forskeren Ghassan Hage en hyppig oplevelse blandt andengenerations-minoriteter og især dem, der oplever, at de lever op til alle integrationskrav, og som har opnået stor social mobilitet. Forventningen om at høre til og være inkluderet gør netop oplevelsen af eksklusion stærkere.

Det rigtige mix

Den tredje skolestrategi, som Laura Gilliam kalder 'skærmestrategien', ser hun hos forældre, der ligesom den første gruppe bor i boligområder med mange andre med minoritetsbaggrund. De er typisk gift med en person med andengenerations-minoritetsbaggrund, og så har alle informanter i denne gruppe en mellemlang eller lang uddannelse, ofte inden for pædagogik, socialområdet eller socialvidenskab. Disse forældre har ifølge Laura Gilliam pædagogiske, intellektuelle, religiøse og personlige grunde til at vælge folkeskolen fra. Men også til at vælge de muslimske friskoler fra.

”Det interessante ved den gruppe er, at de har valgt, at deres børn skal gå i friskoler. Ikke de majoritetsdanske friskoler. Ikke traditionelle muslimske friskoler. Men friskoler, der slår sig op på at blande gode danske værdier med gode muslimske værdier,” fortæller Laura Gilliam.

”Vi er på den samme boldbane som vores børn, hvor vores forældre, de var jo bare på en anden boldbane.”

Salim, andengenerations-minoritetsdansk far

Når de fravælger folkeskolen, er det fordi, de gerne vil skærme deres børn fra følelsen af at være anderledes og ekskluderet. Oftest bunder beslutningen i deres egne oplevelser med at blive diskrimineret som muslimske elever i den danske folkeskole og med den hetz, de oplever mod muslimer i det danske samfund.

”De mener ikke, at folkeskolen er et godt sted for deres børn, fordi de risikerer at opleve den samme diskrimination, som de selv har oplevet. Men omvendt er de også bange for ’forstokket Islam’ og gammeldags opdragelsesformer i de muslimske friskoler, som de også vil skærme deres børn fra,” siger Laura Gilliam og fortsætter:

”De beskriver selv, at de har en åben og fri opdragelsesstil, som de opfatter som dansk. Men en af grundene til, at de vælger de her særlige friskoler, er, at de gennem deres socialpædagogiske arbejde og studier og egne erfaringer i skolen har oplevet, at der ikke er godt nok styr på børnene i folkeskolen. Samtidig vil de undgå den alkoholkultur, der hersker blandt danske teenagere. Og nogle beskriver, at de heller ikke billiger undervisning i flydende køn, som de ved foregår i folkeskolen.”

De vil med andre ord skærme deres børn fra, hvad de anser for ’dårlige værdier’ – både fra den forstokkede Islam, som de ikke synes er ægte muslimske værdier, og de værdier, der er ’for meget af det gode’, som kommer med det danske frisind. I stedet søger de mod friskoler, der giver børnene lige det, de mener er rigtigt, og som sikrer deres børn en tryg barndom.

Leder efter adgangsbilletten til det danske folk

Fælles for forældre med andengenerations-minoritetsbaggrund er, at de føler sig danske og anderledes på én gang.

Det er vigtigt for dem at understrege over for deres børn, at de er danske:

Du er lige så dansk som Emilie. Du er født og opvokset her, du har gået i vuggestue, børnehave og nu i skole, som en af Laura Gilliams informanter indprentede sin datter, hvis klassekammerater havde hånet hende, fordi hun proklamerede, at hun var dansker.  

”Forældrene taler ofte om dette i forbindelse med oplevelser i skolen og i mødet med myndigheder – ofte omkring sprogtests af deres børn. Der er en automatisk forventning om, at de ikke kan tale dansk, at deres børn er dårlige til dansk, at de selv ikke kender skolesystemet og uddannelsessystemet – at de ikke er danske,” siger Laura Gilliam.

”De har en oplevelse af, at de gør alt det rigtige, og alligevel er der noget, der ind imellem skubber dem udenfor og vækker eksklusionsfølelsen.”

Laura Gilliam

Hendes informant Saida udtrykker frustrationen ret klart:

Man føler jo faktisk, at man skal forsvare hele tiden, at man er en del af det danske folk. Altså man leder altid efter den der adgangsbillet, som ikke er der.

Til en jobsamtale kom hun i sommerkjole og løst hår, men blev alligevel spurgt, om hun gav hånd. Selvfølgelig gjorde hun det!

”De har en oplevelse af, at de gør alt det rigtige, og alligevel er der noget, der ind imellem skubber dem udenfor og vækker eksklusionsfølelsen,” siger Laura Gilliam og peger på, at det er den føromtalte misinterpellation, der er i spil.

Men når de så er i deres families oprindelsesland, så føler de sig meget anderledes end dem, de møder dér – og meget danske. Dér bliver de mødt med uforståenhed over for deres beskyttende og overvågende adfærd over for deres børn – altså netop det, der kendetegner det intensive forældreskab, som de selv og mange andre danske forældre udøver. Disse oplevelser styrker deres følelse af at tilhøre det danske samfund med de værdier om forældreskab, det indebærer.

Det dobbelte krydspres

Den her generation af minoritetsdanske forældre oplever altså pres fra flere sider. De kæmper ifølge Laura Gilliams analyser for at blive accepteret som danske blandt de etniske danskere, som de føler er domineret af en Du bør være dansk, men det er du ikke- logik. Men de oplever også presset fra deres forældres generation og andre førstegenerations-minoritetsdanskere, der fordømmende udtrykker logikken Du tror, du er dansk, det er du ikke, og det bør du ikke være. Endelig oplever de modstand fra deres transnationale familie, når de besøger dem i familiens oprindelsesland. De udtrykker logikken Du er blevet dansk, det bør du ikke være.

Hvordan forholder de sig til dette dobbelte krydspres? De prøver at navigere i det, og finder en identitet, der hedder Vi er danske – på vores egen måde, forklarer Laura Gilliam. En måde, der kombinerer deres opvækst i det danske velfærdssamfund med deres særlige kulturelle baggrund og familiehistorie og for de fleste vedkommende med det at være muslim. Og den lærer de deres børn at insistere på.

Ifølge Laura Gilliam viser forældrene, hvorfor det er vigtigt at have et generationsperspektiv i minoritetsforskningen. Hun siger:

”Vi kan sige, at generationsbegrebet holder fast i folks oprindelse uden for Danmark, men hvorvidt man selv er migreret eller er født i Danmark og har gået i skole her, kan have betydning for ens selvopfattelse og kendskab til skolen og andre institutioner. Hvis ikke vi ser på generationens betydning, overser vi nogle forskelle mellem etniske minoriteter, der er vigtige for dem selv og det fastholder potentielt også deres racialisering, hvor alle med mørk hud er ens og ikke-danske. Den kulturelle baggrund og følelsen af anderledeshed bliver nok ved med at have betydning for familierne. Men flere og flere vil primært være formet af deres eget og deres families liv i Danmark.”

En mere rummelig danskhed

Der kommer hele tiden nye immigranter til Danmark, samtidig med at vi nu har andengenerations- minoritetsdanske forældre og tredjegenerations-minoritetsdanske børn. Disse generationer er interessante, fordi de udfordrer mange forståelser af minoritetsbørn og -forældre og føler sig danske på deres egen måde og samtidig er stolte over deres familiers kulturelle baggrund. Og derfor er tiden ifølge Laura Gilliam inde til, at vi udvider og gentænker vores danskhedsbegreb.

”Den stigende diversitet betyder noget for vores danskhedskategori. Vi bliver nødt til at reformulere den. Det får betydning for lærernes måde at tænke og agere på, når de står over for de her børn med minoritetsbaggrund og deres forældre. Gruppen bliver hele tiden mere divers,” siger hun og fortsætter:

”Det tænker lærerne ikke meget over, de prøver at nedtone det og være etnicitetsblinde. Men de skal ikke automatisk forvente, at forældrene ikke selv kender den danske folkeskole – nogle gør, andre gør ikke, og mange vil føle sig som danskere og føle sig ekskluderet af en smal idé om danskhed. Det handler om at have en opmærksomhed på de enkelte familier og deres forudsætninger og åbne den danske kategori.”

”Den stigende diversitet betyder noget for vores danskhedskategori. Vi bliver nødt til at reformulere den.”

Laura Gilliam

Med andre ord mener Laura Gilliam, at danskheden skal blive mere rummelig, så der bliver plads til de forskellige versioner af danskhed, som minoritetsdanskere identificerer sig med. For som en af hendes informanter, Amira, udtrykker det: 

Det, vi deler med majoriteten, er jo meget større. Majoriteten er jo heller ikke en homogen gruppe. Der er jo også vidt forskellige måder at være dansk på blandt majoriteten.