Asterisk nr. 103 - december 2022
Samarbejdet mellem de forskellige fagligheder i pædagogisk-psykologisk rådgivning (PPR) skal styrkes, hvis vi skal blive bedre til at forebygge og behandle mistrivsel blandt børn og unge. Sådan lyder det fra to DPU-forskere, der mener, at de psykologiske og pædagogiske kompetencer skal spille bedre sammen om forebyggende indsatser, og hvor de lærere og pædagoger, der til daglig er omkring barnet, inviteres med i samarbejdet.
Lyt til artiklen
Andelen af børn og unge, der mistrives i skolerne, har været stigende igennem en lang årrække, og der er en stor samfundsmæssig opmærksomhed på problemerne. Det var derfor ikke overraskende, at børn og unges trivsel for en kort bemærkning blev en del af dagsordenen for de langvarige regeringsdrøftelser efter folketingsvalget i november 2022.
Stadig flere børn og unge bliver udredt med forskellige former for udviklingsforstyrrelser og neuropsykiatriske lidelser som ADHD, ADD, OCD og autismespektrumforstyrrelser, og dertil kommer flere børn og unge med eksempelvis angst, depression og stress.
Mistrivsel og stadig flere diagnoser betyder ikke alene, at der er et støt stigende pres på den pædagogisk-psykologiske rådgivning (PPR) for at kunne foretage stadig flere udredninger af børn og unge, men også at man er nødt til at gentænke og udvikle den rolle, som PPR skal spille som støtte for lærerne og pædagogernes arbejde med pædagogik og undervisning. PPR befinder sig med andre ord i et paradigmeskifte, som også understreger, at der er behov for en kritisk nytænkning omkring, hvordan psykologuddannelserne organiseres.
”Når mistrivslen stiger blandt børn og unge, så er man nødt til at forstå det som en kompleks problematik, der både handler om pædagogik og psykologi, men som også helt overordnet handler om, at vilkårene i institutioner og skoler er blevet sværere, og at vi generelt har nogle samfundsmæssige vilkår, der presser børn og unge,” siger Dorte Kousholt, der er koordinator for forskningsenheden i Pædagogisk Psykologisk Praksis ved DPU, Aarhus Universitet.
Hun mener, at der er behov for at tænke både det personlige, det sociale, det organisatoriske og det processuelle niveau ind i problemstillingerne.
”Vi har brug for nogle fagligheder, der kan hjælpe med at analysere de komplekse problemstillinger, som de ser ud i hverdagen i dagtilbud og skoler. Ofte starter vi med en bekymring for et barn, der har det svært – fx med kammeraterne – og gang på gang er udadreagerende i klassen. Men undersøgelsen af problemet skal ikke kun omfatte det enkelte barn, men forbindes til en bredere undersøgelse af, hvad der fx sker i frikvarteret og i samspillet med de andre elever i klassen og i hele den pædagogiske og didaktiske kontekst,” fastslår hun.
”Når mistrivslen stiger blandt børn og unge, så er man nødt til at forstå det som en kompleks problematik, der både handler om pædagogik og psykologi”
Dorte Kousholt
Der er med andre ord brug for at få et dobbelt blik i spil, forklarer Dorte Kousholt. Med det mener hun, at man som professionel i PPR på én og samme tid skal kunne anskue udfordringerne – og bygge bro mellem den pædagogiske og psykologiske vinkel.
”Målsætningen for PPR rummer både udredning og forebyggelse og samtænkning med lærere og pædagoger omkring udvikling af interventioner, der kan skabe bedre deltagelsesmuligheder for børnene. Det skal medarbejderne i PPR være rustet til igennem deres uddannelser,” siger Dorte Kousholt.
Hun peger på, at man i PPR er nødt til at have en forståelse af det pædagogiske og undervisningsmæssige arbejde for at kunne indgå i et tværfagligt samarbejde omkring udviklingen af den pædagogiske praksis og samtidig have tid i hverdagen til, at psykologer og konsulenter kan opnå den forståelse for, hvad der er på spil. Samtidig kan PPR bidrage med et fagligt og analytisk blik og med afsæt i deres faglighed stille spørgsmål, der åbner problemstillingen: Hvad kan barnets vanskeligheder ses som en del af? Hvad er der bredere set på spil her? Hvad er problemet set fra børnenes perspektiver? Hvad er det, de voksne gør? Hvordan kan man få børnene med, hvis man tilrettelægger betingelserne på nogle andre måder?
Kompleksiteten i den opgave ser vi udfolde sig i fuldt flor på Øster Farigsmagsgades skole i København. Her har man blandt andet noget, man kalder bombekurser. Det kan være en af de former for klasseindsatser, som skolen og lærerne griber til, når de laver indsatser i klasser med problemer, og hvor problemerne ved første øjekast kunne se ud som om, det blot handler om et enkelt barn med særlige udfordringer.
Det fortæller skolens leder Kirsten Hanne Hansen i en DPU-podcast, som blev produceret i forbindelse med forskningsoversigten Pædagogisk Indblik om inklusion og eksklusion i skolen. Her siger hun:
”Det kan være et barn, som gang på gang eksploderer. Simpelthen splitter læringsdagsordenen ad. Bombe-børn. Når vi så går på nysgerrig opdagelse, ser vi faktisk, at der sidder en 2-3 børn i den klasse, som er gode til at antænde bomben, fordi de selv har svært ved at følge læringsdagsordenen. Ikke sådan bevidst måske, men de har erfaret, at hvis de sætter tændstikken til bomben, så går der i hvert fald tyve minutter til en halv time, hvor læring ikke er mulig, for læreren skal bruge tiden på at konfliktløse og – kan man sige – få barnet, som eksploderer, ned i ’low arousal’.”
Barnet, som eksploderer, skal hjælpes ud af konflikten med en rogivende pædagogik (’low arousal’). Men med blik for, at det ikke nødvendigvis kun er det enkelte ’bombe-barn’, men også de ’tændstik-børn’, der antænder eksplosionen, der kan få undervisningen til at bryde sammen i en klasse, så peger erfaringerne fra Øster Farigmagsgades skole på et væsentligt forhold i PPR, når det handler om børn, der eksempelvis har en diagnose og behov for støtte i skolen, lyder det fra Louise Bøttcher, der er lektor i pædagogisk psykologi på DPU, Aarhus Universitet. Hun siger:
”Det er jo ikke nødvendigvis det barn, som har en udviklingsforstyrrelse, som skaber uroen ved blot at eksistere. Børn, der har diagnoser, kan fungere meget forskelligt. Deres ageren og trivsel i klassen er meget afhængig af, om der er en lærer, der lige nøjagtig forstår, hvad de har brug for. Nogle lærere er gode til at forstå deres behov, andre er ikke. Og her har vi brug for, at PPR træder til, så der kommer en konsulent med et professionelt blik for både det pædagogiske og det psykologiske, og som kan gå på opdagelse sammen med læreren og sige: ’Okay, hvad er det, der får det til at fungere i den ene situation, men ikke i den anden. Er der noget, vi kan tage med over i den anden situation?’”
Voksende mistrivsel stiller krav til, at PPR kan spille en aktiv rolle i forhold til interventioner, men samtidig skal PPR fortsat løfte udredningsopgaver i forhold til de enkelte børn. De forøgede forventninger sætter selvsagt PPR under et enormt pres. Dorte Kousholt uddyber:
”Flere børn får diagnoser. Men man skal huske på, at en udredningsproces ikke sker fra den ene dag til den anden. Det er ofte nogle lange udredningsforløb, hvor børn er i mistrivsel i lang tid, og i den periode kan der desuden være tvivl om, hvorvidt der skal laves en indstilling til psykiatrisk udredning eller ej. Og i hele den periode står pædagoger og lærere med børn, der mistrives, mens forældrene presser på og er frustrerede i forhold til forløbet,” siger Dorte Kousholt.
Hun understreger, at det er væsentligt ikke at glemme, at uanset om et barn har en diagnose eller ej, så får vanskelighederne betydning i et socialt hverdagsliv på tværs af forskellige steder og sociale fællesskaber. Meget ofte har vanskeligheder ikke én afgrænselig årsag, men viser sig på forskellige måder i forskellige sammenhænge, hvor fx forældre og skole kan have forskellige opfattelser af barnet, og hvad problemet hænger sammen med. Netop denne kompleksitet i problembestemmelsen skal PPR kunne arbejde med, og det kræver fokus på, hvordan forskellige fagligheder og professionelle muligheder spiller sammen.
”PPR-konsulenterne kan indgå i en dialog med lærerne om at oversætte de psykologiske fagtermer til en pædagogisk virkelighed.”
Louise Bøttcher
Hvis udredningen viser, at der er tale om neuropsykiatriske lidelser eller udviklingsforstyrrelser, så stiller det særlige krav til læreren og skolen. Derfor er udredningen afgørende for, hvilken indsats PPR sætter ind med.
Der er en række forskellige testredskaber, som kan tages i anvendelse af pædagogisk-psykologiske fagpersoner, og lige fra PPR’s opståen har tests været en central del af skolepsykologernes værktøjskasse, fortæller Louise Bøttcher. Hun peger på, at psykologiske tests ligesom samtaler og observationer i klasserummet er væsentlige for at forstå, hvad der kan være på spil hos det enkelte barn, men at det samtidig er afgørende, hvordan man i udgangspunktet indkredser problemet. Hun siger:
”Der findes et ret stort problem i testpsykologien, som jeg har forsket i. Jeg kalder det ’rapporten i skuffen’. Det dækker over, at en del af de meget grundige undersøgelser, der laves af dygtige psykologer, i sidste ende ikke bliver implementeret i klasseværelserne, fordi selve igangsættelsen af undersøgelsen ikke er opstået ud fra praksis – lærerne har ikke været med fra start til at definere problemerne.”
Hun fortsætter:
”Det er jo på ingen måde til gavn for barnet, og netop derfor bør de her undersøgelser laves i en tværfaglig praksis, hvor lærerne fra starten er involveret i at indkredse, hvad der er problemet, hvor PPR-konsulenterne kan indgå i en dialog med lærerne om at oversætte de psykologiske fagtermer til en pædagogisk virkelighed, og hvor udredningen og den faglige fortolkning af resultaterne er både psykologisk og pædagogisk.”
Det flugter med anbefalingerne i en rapport gennemført af DPU, Aarhus Universitet i april til juni 2022. Rapporten bygger på en undersøgelse blandt PPR-ledere i kommunerne om deres syn på udfordringerne med bemanding, uddannelsesbehov og faggrænser.
Rapporten viser, at der ifølge PPR-lederne er brug for, at flere ansatte i PPR har erfaring fra pædagogisk praksis. Den konkluderer også, at det er vigtigt, at PPR har ansatte med særlige kvalifikationer i forhold til at udvikle indsatser sammen med pædagogisk og lærerfagligt personale i dagtilbud og skole, og at der er behov for at nytænke den måde, psykologiske test bruges på i udredningsprocesser, og hvilke faggrupper der kan udføre dem.
”En lærer kan stå over for en klasse, hvor to måske har en diagnose, og tre eller fire elever slås med andre problemer.”
Dorte Kousholt
Skolens udfordringer i dag og det forøgede behov for støtte i samarbejde med PPR handler imidlertid ikke alene om, at flere børn får diagnoser eller om den kombination af en inklusionsreform, skolereform, nye arbejdstidsaftaler for lærerne osv., der har været genstand for konflikter. Det er er også et udtryk for, at der i dag stilles andre krav til eleverne og skolen end tidligere. Som samfund forventer vi i dag, at alle elever både skal kunne trives og have et positivt læringsmæssigt udbytte af deres tid i skolen. Ambitionerne for skolen er simpelthen vokset, påpeger Dorte Kousholt.
Hun ser, at lærerne og pædagogerne er klemt af stadig flere opgaver med sværere rammebetingelser. Ikke mindst lærerne, som skal løfte en hel klasse til et bestemt fagligt niveau på et bestemt tidspunkt. De skal følge bestemte standarder og samtidig kunne undervisningsdifferentiere i forhold til mange forskellige børn. Alt imens der er alt muligt andet end det faglige på spil i klassen.
”En lærer kan stå over for en klasse, hvor to måske har en diagnose, og tre eller fire elever slås med andre problemer. Det kan være, at der også er et par elever, som læreren oplever som højtbegavede, som der aktuelt også er et øget fokus på, og som har brug for særlig støtte. Så står læreren med en klasse, som kan opleves næsten umulig at undervise, hvis undervisningsdifferentiering forstås på den måde, at man skal målrette undervisningen til 27 enkeltbørn, der har brug for noget forskelligt,” siger Dorte Kousholt og tilføjer:
”Fokus på diagnoser giver et bestemt blik på børnene, men sammenholdt med de vilkår, som lærerne har, så giver det også nogle væsentlige udfordringer i forhold til at kunne forstå sig selv som én, der faktisk kan løse de her udfordringer gennem undervisning. I den situation er der mere end nogensinde brug for et tværfagligt sammensat PPR, som med en kombineret pædagogisk og psykologisk faglighed i ryggen kan indgå som støtte for lærerne, hvis de skal kunne løfte den opgave.”
DPU, Aarhus Universitet gennemførte i april-juni 2022 en undersøgelse blandt PPR-ledere i kommunerne om deres syn på udfordringerne med bemanding, uddannelsesbehov og faggrænser. Resultaterne er samlet i rapporten PPR i paradigmeskifte, som udkom i november 2022.
Hovedkonklusionen lyder, at der er brug for flere ansatte i PPR med erfaring fra pædagogisk praksis. 74 procent af de adspurgte PPR-ledere finder det vigtigt eller meget vigtigt, at der ansættes flere med relevant praksisbaggrund i PPR-funktionen.
Rapporten indeholder desuden tre anbefalinger:
Pædagogisk indblik: Inklusion og eksklusion i skolen. DPU, Aahus Universitet, februar 2022
Lektor i udviklingspsykologi og koordinator for forskningsenheden Pædagogisk Psykologisk Praksis ved DPU, Aarhus Universitet. Dorte Kousholt forsker i børn og familiers hverdagsliv og samarbejde mellem dagtilbud/skole og PPR og underviser på Kandidatuddannelsen i pædagogisk psykologi.
Lektor i neuropsykologi ved DPU, Aarhus Universitet. Hun forsker i udviklings- og læringsmuligheder for børn og unge med handicap og underviser på Kandidatuddannelsen i pædagogisk psykologi.
NR. 103
TEMA: Kvalitet i pædagogik og uddannelse
DECEMBER 2022
