Læreruddannelsen som black box

Rapporten fik meget omtale, men der er ikke meget nyt under solen i den, mener Rune Müller Kristensen, lektor ved DPU, Aarhus Universitet. De danske data bekræfter, hvad man også har fundet i andre lande: at der en sammenhæng mellem læreres karaktergennemsnit fra den adgangsgivende eksamen til læreruddannelsen og de karakterer, deres elever får til afgangsprøverne i skolen. Dette såkaldte lærerbidrag er hverken væsentligt større eller mindre i Danmark end i andre lande.

Til gengæld udgør selve læreruddannelsen en række af ubekendte i denne tilsyneladende så enkle ligning, forklarer han.

”Vismændene kan konkludere ud fra de data, de har adgang til, fx karakterer, men ikke udtale sig om noget af det, der ikke findes data for – fx hvad det er i selve læreruddannelsen, der har betydning for lærernes dygtighed, og som i dette regnestykke er én stor black box. Selvom rapporten altså ikke fortæller os noget, vi ikke vidste i forvejen, minder den os om, at det ikke er ligegyldigt, hvilke lærere vi sætter til at undervise vores børn i skolen. Den understreger dermed vigtigheden af at tiltrække studerende, som kan blive dygtige lærere, til læreruddannelsen og tilbyde dem en uddannelse af høj kvalitet,” siger Rune Müller Kristensen.

Elevernes karakterer til folkeskolens afgangsprøve fortæller ikke hele sandheden om, hvad de får ud af at gå i skole. Karakter er ganske vist et godt mål for elevdygtighed, pointerer Rune Müller Kristensen, men så er der alt det andet, der kan samles under hatten: ikke-kognitive kompetencer og erfaringer.

”Det kan være dét at føle glæde ved at gå i skole og indgå i dens fællesskaber, og det kan være evnen til at sætte sig ned, koncentrere sig om undervisningen, fordybe sig i arbejdet og lave lektier. Her finder vi ikke nødvendigvis den samme sammenhæng mellem lærere med høje karakterer fra studentereksamen og elevernes udbytte. Skal vi virkelig tale om, hvad der kendetegner den dygtige lærer, skal elevudbytte ses i forhold til hele paletten af skolens formål, sådan som de er beskrevet i lovgivningen,” siger han.

Forberedelse til skolens virkelighed

Løfter vi blikket fra data om lærernes afgangskarakterer fra studentereksamen, kan man mere teoretisk tale om, at det er graden af professionel identitet og autonomi, der definerer den dygtige lærer, forklarer Rune Müller Kristensen.

”I autonomien ligger evnen til at foretage vurderinger af, hvad man skal undervise i, og hvordan man skal gøre det over for en given gruppe elever for at opnå de mål, man ønsker at opnå. I identiteten ligger dét at forstå sig selv som lærer, ud fra de forestillinger man gør sig om professionen. Hvor identiteten allerede dannes grundlæggende under lærerstudiet, udvikler autonomien sig primært gennem lærergerningen i kraft af de erfaringer, man gør sig og kan agere ud fra,” siger han.

Men den professionelle identitet, som den former sig under lærerstudiet, kan være mere eller mindre i overensstemmelse med det, der venter ude i professionen, forklarer Rune Müller Kristensen. Den består måske af holdninger og forestillinger, der ikke matcher de faktiske vilkår i folkeskolen. Måske kommer det bag på nyuddannede lærere, hvor meget klasseledelse og inklusionsarbejde fylder. Måske kan de ikke genkende sig selv i, at elevernes faglige udvikling, som den afspejles i standpunkts- og eksamenskarakterer, prioriteres over deres sociale og dannelsesmæssige udvikling.

”En god læreruddannelse er derfor en uddannelse, der både klæder de kommende lærere på med faglig og didaktisk viden og giver dem kompetencer til alt det udenom, men samtidig gør det på en sådan måde, at de er forberedt på den skolevirkelighed, de kommer ud i,” siger Rune Müller Kristensen.

Han mener desuden, at læreruddannelsen bør give de kommende lærere en professionel tilgang til lærergerningen, der minder om den alment praktiserende læges.

”Den uddannede lærer ved og kan en masse. Det indbefatter ideelt set også evnen til at vide: hvor stopper min egen professionelle viden, hvornår skal jeg opsøge andres specialviden, og hvor kan jeg finde den? Er der fx tale om en elev, der er langsom i sin læseudvikling, eller en elev, der har brug for en særlig indsats, der ligger uden for den normale læseundervisning? Det indbefatter også evnen til at udvikle sig professionelt og til i fællesskab med fx kolleger på skolen at suge ny viden til sig om fx undervisningsmetoder og didaktiske tiltag. Og det indbefatter evnen og viljen til at tilpasse sin praksis til denne nye viden, som andre, fx forskere, genererer,” siger Rune Müller Kristensen og understreger, at det netop er sådan, den læreruddannede adskiller sig fra undervisere, der ikke er læreruddannede:

”Ét er at følge et bestemt undervisningsmateriale, noget andet at vide, hvilke resultater man kan forvente at få ud af det, og hvad en normal elevprogression er,” siger han.

Høj studieintensitet

Eyvind Elstad er professor i didaktik ved Universitetet i Oslo og står bag bogen ’Lærerutdanning i nordiske land’, der udkom i 2020. For ham at se er det vigtigt, at læreruddannelsen holder fokus på de praktiske implikationer af den viden, de lærerstuderende skal tilegne sig.

”Der er en iboende spænding mellem læreruddannelsens akademiske formål – at tilegne sig viden – og dens professionelle formål – at uddanne lærere. Jeg vil hævde, at forskningsbaseret viden bør være retningsgivende for de lærerstuderendes professionelle udvikling, men at det samtidig handler om at bruge den viden, der har praktiske implikationer. Vi har netop et stærkt vidensgrundlag for lærergerningen, og det handler om at få de lærerstuderende til at opdage det, ” siger Eyvind Elstad. 

Et af målene for den nye læreruddannelse, der blev vedtaget i Danmark september 2022, er ’øget studieintensitet’.

”Høj studieintensitet er vigtig for en god læreruddannelse, og her er der en stærk sammenhæng mellem, hvor meget de studerede arbejder på en kognitivt aktiv måde, og hvor meget de lærer ved at arbejde med et lærestof. Studieintensiteten påvirkes af kvaliteten af interaktionen mellem de lærerstuderende og underviserne på læreruddannelsen og mellem de studerende indbyrdes.” siger Eyvind Elstad. 

Denne sammenhæng gør sig også gældende, når lærerne kommer ud og underviser i skolen.

”Også i skolen handler kvalitet om, at eleverne må arbejde intenst på kognitivt aktive måder. De opdager ikke nødvendigvis det, de skal lære, på egen hånd. Det er kun få, der af sig selv forstår, hvorfor æblet falder fra træet til jorden, og hvorfor månen hænger oppe i rummet. Den gode lærer må kunne sit fag og være god til at forklare, men nogle lærere har en tendens til at snakke for meget. Så formidling må balanceres med aktivering, som får eleverne til at række ud efter viden og kundskaber. Den dygtige lærer er både god til at forklare lærestoffet og til at give feedback, så eleverne lærer at ræsonnere på egen hånd og kan skabe mening i arbejdet med lærestoffet,” siger Eyvind Elstad.

Skarpt er gæstens blik

Hvor Eyvind Elstad tidligere har haft stor tiltro til betydningen af det akademiske niveau på læreruddannelsen, lægger han i dag større vægt på den professionelle side af de lærerstuderendes læring.

”Læreruddannelsen lægger for lidt vægt på de praktiske implikationer af vidensgrundlaget. Det ville gavne de lærerstuderende, hvis der både i undervisningen på læreruddannelsen og i praktikken på skolerne anvendtes samme vokabular, et professionssprog. Det mangler til en vis grad, ” siger han.

Han anbefaler, at læreruddannelsessteder og praktikskoler etablerer et stærkere partnerskab og sætter mere tid af til at udveksle informationer.

”Når partnerskabet rammesættes af gensidige forventninger, ser det ud til at kunne fungere. En lærerstuderende – og en nyuddannet lærer – har en stejl læringskurve, og i et stimulerende praktikmiljø vil en lærerstuderende kunne lære meget ved at observere god undervisning, ligesom peer learning, hvor de lærerstuderende lærer af hinanden, også kan være en kilde til professionel udvikling,” siger Eyvind Elstad.

Omvendt kan de lærerstuderende også udgøre en stimulans for praktikskolen.

” ’Skarpt er gæstens blik’ hedder et gammelt ord, og nogle gange kan de lærerstuderende da også se ting, som lærere på skolen ikke selv ser,” siger han. 

Kunsten at kombinere

I diskussioner om læreruddannelse ser man ofte en modstilling mellem det faglige på den ene side og det pædagogiske og didaktiske på den anden. Er den dygtige lærer kort sagt kendetegnet ved at besidde faglig viden eller ved at besidde pædagogisk-didaktisk viden eller ved at besidde begge dele? Forskningens svar er klart, fortæller Jens Rasmussen.  

”Den dygtige lærer er fagligt kompetent i sine undervisningsfag, men mindst ligeså vigtigt er det, at hun er didaktisk kompetent. Men allervigtigst er kombinationen af de to kompetencer. Elever opnår bedre resultater hos lærere, der har viden om elevernes udvikling og læring og er i stand til at kombinere den faglige undervisning med gode undervisningsstrategier for det pågældende fag og tage højde for de pågældende elevers særlige forudsætninger,” siger han.

Alle bliver optaget

Læreruddannelsen har i årevis kæmpet med en gordisk knude: Vi har brug for mange flere lærere, men vi har også brug for, at det er de ”rigtige”, der bliver lærer – dvs. lærere, der kan levere undervisning og hvad dertil hører af høj kvalitet. Ifølge Jens Rasmussen har det i mange år været et problem, at det faglige niveau blandt de lærerstuderende ikke har været højt nok. Selvom der i 2013 blev indført en adgangskvotient på 7 for optagelse på læreruddannelsen, har man alligevel de facto optaget så godt som alle ansøgere.

Konsekvensen er en stor spredning i de lærerstuderendes faglige niveau. Nogle kommer med en stærk, andre med en svag studentereksamen, men hele ideen med at indføre et karakterkrav er at lægge et vist minimumsniveau, så læreruddannelsen får en mere homogen lærerstuderendegruppe.

”Når man vælger at optage studerende med lavt karaktergennemsnit for at fylde uddannelsen op, får det betydning for indholdet på uddannelsen, fordi niveau og omfang må tilpasses de studerende. Lidt hårdt trukket op kan man sige, at læreruddannelsen har tilpasset sig de studerende, den kan få, fremfor at tiltrække de studerende, den gerne skulle have. Lærere underviser typisk efter den laveste fællesnævner i et forsøg på at få alle med, og det betyder, at det faglige niveau risikerer at blive for lavt,” siger Jens Rasmussen.

Fra frafaldsundersøgelser ved vi, at nogle af de dygtige lærerstuderende opgiver uddannelsen undervejs netop med den begrundelse, at den ikke er fagligt udfordrende. At læreruddannelsen blandt de unge har fået ry for ikke at være udfordrende nok, er et problem, der senest blev bekræftet af evalueringen fra 2018 af læreruddannelsesreformen fra 2012, for dette ry får mange potentielle ansøgere til at holde sig væk fra uddannelsen.

Kom så i gang med den kandidatuddannelse

Selvom rekrutteringsundersøgelsen for Nordisk Ministerråd har en del år på bagen, udstikker den ifølge Jens Rasmussen den retning, vi bør gå. Han anbefaler klart, at vi går i gang med at udvikle en universitetsbaseret kandidatuddannelse som lærer.

”Hvis man virkelig skal have løftet læreruddannelsens anseelse og skabe respekt om det at være lærer igen, så må man gribe hårdt fat og gå efter at gøre læreruddannelsen til en kandidatuddannelse på universitetet. Målet er både at tiltrække flere ansøgere og give uddannelsen et fagligt løft, uden at vi bilder os ind, at det vil løse alle problemer over en nat. Men skal det lykkes at løse problemerne, må vi da se at komme i gang,” siger Jens Rasmussen og tilføjer:

”Jeg tror, det vil være mest givende at etablere en forsøgsuddannelse på universitetet, hvor der så vil være flere veje til at blive lærer i Danmark. Min tanke er ikke, at vi samtidig skal holde op med at uddanne lærere på den måde, vi gør i dag, men tilbyde et alternativ med et andet perspektiv med en klar bevidsthed om, at det tager tid.”