Asterisk nr. 103 - december 2022
Finnerne har lavet en verdensførende læreruddannelse, som resten af verden gerne ville efterligne. En vigtig del af opskriften er, at ansøgernes niveau vurderes på mere end blot deres adgangskvotient. En anden er et stort mål af tålmodighed med at niveauskifte tager tid.
Lyt til artiklen
I Platons dialog Om dygtighed undersøger Sokrates med en ven, om visse mænd bliver gode og dygtige på grund af naturlige anlæg eller undervisning. Det er en vanskelig opgave, men Sokrates’ konklusion bliver, at disse mennesker bliver gode og dygtige som følge af guddommelig inspiration.
Nu om dage benyttes mere profane metoder til at udvælge og uddanne dygtige studerende. Vejen til optagelse på for eksempel læreruddannelsen går via et tilstrækkeligt karakterniveau, men ved porten til professionshøjskolen har man i en årrække konstateret, at der er for langt mellem de dygtigste ansøgere. Det har betydning for omdømme, studiekultur og, er det i hvert fald antagelsen, senere for kvaliteten af undervisningen i skolerne.
I et forsøg på at hæve niveauet, satte man derfor i 2013 en adgangskvotient på 7, men små ti år efter ligger gennemsnitsoptaget på tværs af kvote 1- og kvote 2 fortsat under denne middelkarakter. Sammenhængen mellem karakterniveau på læreruddannelsen og lærerens senere evne til at løfte eleverne fagligt, det såkaldte lærerbidrag, er nu heller ikke så entydig, som man kunne antage.
”Ved porten til professionshøjskolen har man i en årrække konstateret, at der er for langt mellem de dygtigste ansøgere. Det har betydning for omdømme, studiekultur og, er det i hvert fald antagelsen, senere for kvaliteten af undervisningen i skolerne.”
Claus Holm
Det Økonomiske Råd (DØR) har i den seneste vismandsrapport fra efteråret 2022 undersøgt betydningen af lærerbidraget nærmere. I rapporten defineres lærerbidraget som ’den betydning, den enkelte lærer har for elevernes prøveresultater målt i forhold til en gennemsnitlig lærer’. Dygtighed måles, med DØR’s lineal, på karaktergennemsnit, anciennitet og fravær, og konkret konstateres, at når betydningen af elevens familiebaggrund, klassekammerater og andre faktorer er fraregnet, kan de 10 % dygtigste lærere løfte deres elevers karaktergennemsnit med 0,88 karakterpoint i sammenligning med mindre gode kolleger (og det modsatte er desværre også tilfældet). Så lærerens akademiske niveau skulle, isoleret set og i princippet, kunne højne eller sænke elevernes læring. Og dog, for DØR tager et vigtigt forbehold for ’uobserverbare’ kvaliteter som professionelt tilegnede evner for klasserumsledelse, relationskompetence etc.
Men det vil ikke komme som en nyhed for pædagogiske forskere og næppe heller for elever, forældre eller lærere, at den akademisk set dygtigste historielærer ikke nødvendigvis er den bedste til at engagere eleverne i for eksempel Romtraktatens betydning for nutidens energipolitik. Det kan forekomme at være en banal iagttagelse, men, modsat Danmark, har finnerne operationaliseret den i udvælgelsen af kommende lærerstuderende.
Set med danske læreruddannelsesbriller er Finland nemlig et nærmest irriterende forkælet land. Ikke alene fremhæves Finland stadig overalt i verden som verdensførende i læreruddannelse, og man har intet mindre end fem, meget dygtige, ansøgere til hver studieplads, så universiteterne, som udbyder læreruddannelse, kan nærmest vælge og vrage blandt studerende.
”Det er vigtigt at konstatere, at den finske vej til succes har været snørklet og lang.”
Claus Holm
Men lægges misundelsesirritationen til side, bør de finske erfaringer kunne tjene som inspiration. For eksempel omfatter deres metode til udvælgelse af de bedste ansøgere både en skriftlig prøve med karaktergivning og et efterfølgende interview. Prøven har relativt lille betydning for succes i interview-testen, så karakterniveauet bruges faktisk kun til at frascreene de akademisk set ringeste studerende. Der er altså tale om en balanceret optagelsesmetode, hvor der tages hensyn til såvel akademisk kunnen som motivation for at blive en professionel lærer.
Men det er vigtigt at konstatere, at den finske vej til succes har været snørklet og lang. I 1973 lå den gennemsnitlige læreruddannedes karakterniveau på 40. percentil blandt de gymnasieuddannede, mens i 2012 lå den på 60. percentil. Vel har der været tale om et massivt kvalitetsløft, men det har taget over 40 år at nå dertil.
Så hvad kan Danmark lære af det misundelsesværdigt irriterende-og-inspirerende Finland? Nok først og fremmest tålmodighed. Den internationale succes med den forskningsbaserede læreruddannelse var en overraskelse – også for finnerne – men selvsagt ikke en guddommelig gave. Set i bakspejlet tog den mange årtier at realisere. Dernæst må man erkende, at akademisk karakterniveau og adgangskvotient gør en stor forskel, men ikke alene, for også menneskelige egenskaber og motivation for at blive medlem af lærerprofessionen er afgørende. Interviewdelen i optagelsesforløbet til den finske læreruddannelse er formentlig en af nøglerne i jagten på de bedste lærere.
Så hvis Sokrates med en ven stillede sig selv den opgave at undersøge, hvordan vi i dag udvælger gode og dygtige lærere, så ville de komme frem til en konklusion om, at det var en vanskelig opgave, men inspireret af finnerne vil de nu nok nå frem til, at det drejer sig om såvel akademisk niveau som et højt motivations- og professionsniveau for at blive en professionel lærer. Læreruddannelsen hører hjemme på disse højere niveauer, det tilsiger den finske inspiration.
Leder af DPU, Aarhus Universitet, ph.d. og lektor ved Afdeling for pædagogisk sociologi ved DPU.
NR. 103
TEMA: Kvalitet i pædagogik og uddannelse
DECEMBER 2022
