Christian Christrup Kjeldsen, der er lektor i pædagogisk sociologi og viceinstitutleder på DPU, Aarhus Universitet, er lodret uenig. Han siger:

”Det mener jeg er forfejlet. Hun putter forskellige videnstyper ind i samme kategori, og der bliver tegnet et billede af praksis over for teori. Og det er en af de sejlivede dualismer, der ikke holder en meter,” siger han og tilføjer:

”For at blive den dygtige praktiker, bliver man nødt til at have teoretisk indsigt. Man skal gå på to ben og være i stand til på baggrund af teoretiske indsigter at gøre det rigtige i praksis. Hvis ikke man har teorien, så får man ikke tilstrækkelig udvikling i praksis,” siger han.

Han mener, at Mette Frederiksen opstiller en forfejlet modstilling, og det bringer ikke flere professionelle og dygtige pædagoger til praksis.

”Professionelt betyder ikke, at man nøjagtigt ved, hvad man skal gøre, men at man er i stand til på baggrund af sin erfaring, teoretiske forståelse samt indsigt i faget såvel som i målgruppen at træffe et begrundet valg og så handle ud fra sin samlede dømmekraft,” siger Christian Christrup Kjeldsen.

Han mener, at Mette Frederiksen med sit udsagn de-professionaliserer pædagogprofessionen, og det er ingen tjent med. Han siger:

”Det er meget komplekst at være professionel pædagog i dag – man skal håndtere børn med meget forskellige baggrunde og diagnoser. Hvis ikke man har den teoretiske ballast med sig, så ender det med, at alle får den samme behandling. Professionel betyder, at man gør sit job godt. Det indebærer, at man kan formidle sin viden, begrunde og sandsynliggøre sine valg. Det er den forventning, vi som forældre og samfund i dag har til pædagoger. Vi forventer, at de er kompetente til deres job.”

Den pædagogiske kvalitet i dagtilbud handler derfor i høj grad om, at der er kompetente og professionelle voksne, der har øje for barnets trivsel, udvikling og relationer – og som er opmærksomme på eventuelle udviklingsforstyrrelser, pointerer Christian Christrup Kjeldsen.

Hvad er vigtigt?

Når man sætter sig for at undersøge kvaliteten i dagtilbud, så må man først og fremmest drøfte, hvad man lægger vægt på i samspillet mellem børn og pædagoger.

Det spørgsmål åbner for en kritik af det amerikanske måleinstrument ECER, der blandt andet måler på sikkerhed og andre forhold, som man normativt set i en amerikansk kontekst tilskriver kvalitet. Men ikke nødvendigvis i en dansk børnehave.

”I dansk sammenhæng er det kvalitet, at ungerne har frirum til at lege på legepladsen. Derfor kommer man aldrig til endegyldigt at kunne sige: Det her er udtryk for kvalitet. Men under forudsætning af at vi kender til institutionerne og til landes individuelle kvalitetsforståelser og -mål, så kan vi måle kvaliteten i dagtilbud. Men det gør det svært at sammenligne pædagogisk kvalitet i dagtilbud på tværs af lande og kulturer,” fastslår Christian Christrup Kjeldsen.

Han peger på, at når vi taler om kvalitet i pædagogik og uddannelse, er vi nødt til også at tale om balancer – vi må afveje, om vi skal gøre mere af det ene eller det andet. De overvejelser skal ske i et professionelt fællesskab bestående af repræsentanter fra professionerne og fra policy – politikere og embedsmænd. Men vi skal også have moralfilosofien med til at afgøre, hvad der normativt set udgør pædagogisk kvalitet. Her kan forskningen bidrage.

”Det skal være en afbalancering mellem interessenter. Vi kan ikke ud fra et empirisk grundlag sige, at noget per se er kvalitet, før vi har gjort os den ulejlighed at se på, hvad vi mener med kvalitet og blive enige om det normative aspekt af svaret – nemlig, hvad er kvalitet her hos os? Og det kræver perspektiver fra flere sider at nå frem til den bestemmelse. Her har forskere en særlig forpligtelse i forhold til at byde ind med de normative perspektiver, der kan løfte diskussionen om, hvad kvalitet er og bør være i specifikke pædagogiske kontekster,” siger Christian Christrup Kjeldsen og fortsætter:

 ”Vi kan måle på det ene og det andet og det tredje, men det er ikke nødvendigvis udtryk for, at det er vigtigt, bare fordi vi måler det. Vi skal have den forudgående diskussion om, hvad der er vigtigt. Vi kan fx blive enige om, at det er vigtigt med voksenkontakt i dagtilbud, og derfor måler man normeringen. Ikke fordi man ved, at normering skaber bedre kvalitet, men fordi normeringen kan være et element i kvaliteten. Det væsentlige er, at man har haft en diskussion om, hvorvidt normering betyder noget.”

En fagdidaktisk dygtig lærer giver bedre elevresultater

At lærerens fagdidaktiske viden gør en stor forskel for elevernes præstationer, viser et omfattende engelsk studie fra 2012. Forskerne bag undersøgelsen undersøgte forholdet mellem læreres fagdidaktiske viden og elevernes kompetencer inden for skrivning. De undersøgte også betydningen af en kombineret grammatik- og skriveundervisning.

I udgangspunktet fulgte lærerne særlige undervisningsforløb i engelskfaget. Dernæst fik deres elever stillet en række opgaver, der konkret handlede om at skrive narrativ fiktion og poesi, og så skulle de skrive en argumenterende tale.  

Det var et randomiseret kontrolleret studie med både interventionsgrupper og kontrolgrupper på 7. klassetrin (12-13 år). Resultaterne var iøjnefaldende.

”Det fremstår tydeligt i forskningsprojektet, at på tværs af klasser var det signifikant, at jo større fagdidaktisk viden læreren besad, jo bedre elevresultater. Det kunne man se, fordi test af lærernes fagdidaktiske viden var en del af projektet,” fortæller Kristine Kabel.

Forskningen bygger både på kvalitative og kvantitative data, og derudover tog forskerne lærernes undervisningserfaring med i betragtning. Her viste det sig, at de elever, hvis lærere havde mellem fem og 10 års erfaring, klarede sig bedst i de faglige test, som forskerne bad dem løse.

Undersøgelsen fortæller os, at faglig viden og didaktisk indsigt i et fag og fagområde betyder meget inden for lærerprofessionen. Men den viden skal være opdateret og i konstant udvikling. For kvalitet i uddannelse og pædagogik er et organisk begreb, som Kristine Kabel udtrykker det. Det, der løftede kvaliteten i undervisningen for 20 år siden, er ikke nødvendigvis det, der løfter kvaliteten i dag.

Hellere test end langtidskogt tudse

Det ville være nemt, hvis vi kunne sætte vores lid til, at undervisningen i den danske folkeskole altid var af højeste didaktiske og faglige kvalitet. Men virkeligheden er desværre anderledes grumset.

Dagens Danmark står med en kolossal udfordring, nemlig lærermangel. I praksis har det fået som konsekvens, at en stor del af underviserne i folkeskolen ikke er uddannede lærere, men blot vikarer med en gymnasial og nogle gange en akademisk baggrund, hvor de måske har studeret faget, fx dansk eller matematik, men de besidder ikke nødvendigvis de fornødne didaktiske kompetencer. Ligesom der kan være fagområder, de ikke kender til, fx skrivning og læsning. I sådanne tilfælde er skolen på afveje, mener Kristine Kabel.

Det helt store spørgsmål er, hvordan det påvirker kvaliteten af undervisningen – og dermed elevernes læring.

Ifølge Christian Christrup Kjeldsen er det vigtigt, at vi løbende måler kvaliteten af undervisning i skolen.

”Ellers går vi og bilder hinanden ind, at det går fremragende. Og det gør det måske ikke,” siger han.

Det blev vi klar over tilbage i 1991, hvor en læsetest placerede danske elever under de andre nordiske lande i 3. klasse. Her gik vi og troede, at vi havde verdens bedste folkeskole, men så viste det sig pludselig, at det var et falsk selvbillede. Vores skole og undervisning havde brug for et realitetstjek.

Christian Christrup Kjeldsen kommer her med et illustrativt eksempel:

”Det er ligesom tudsen, man koger langsomt. Tager du en tudse og putter i kogende vand, så hopper den ud. Men hvis du langsomt skruer op for varmen, så bliver den langsomt kogt og dør til sidst. Vi har det med at indstille os efter omstændighederne. Men vi skal være opmærksomme på, hvad vi gør. Og vi skal have noget at sammenligne med, noget der kan ruske i os – ellers bliver det et vakuum,” siger han.

I dag måler vi 4.-klasse-elevers læsekompetencer med den internationale læsetest PIRLS og deres matematik- og naturfagskompetencer med TIMSS-undersøgelsen. Det gør vi, fordi vi fra et normativt perspektiv blandt andet er blevet enige om, er det er vigtigt at kunne læse og forstå matematik og naturfag, hvis man vil være en aktiv medborger i et moderne samfund. Og de lande, der er med i undersøgelserne, abonnerer alle på det perspektiv.

Kvalitet i kvalitetsmålinger

I international sammenhæng taler man ikke kun om vigtigheden af faglige kompetencer, men også om vigtigheden af, at eleverne lærer de såkaldte 21st century skills. Kompetencer, der især handler om at kunne samarbejde, tænke kritisk og være kreativ.

”De kompetencer bliver et vigtigt ’outcome’ af skolen, og derfor skal de selvfølgelig indgå i kvalitetsmålingerne af undervisningen i skolen. Ellers måler vi ikke det rigtige,” siger Christian Christrup Kjeldsen og påpeger, at her spiller pædagogikken som videnskab en afgørende rolle:

”Det er i sidste ende et politisk ærinde at beslutte på nationalt plan, hvad vi opstiller som kvalitetsparametre i skolen og i dagtilbud. Men beslutningen skal være begrundet i pædagogisk videnskab,” siger han.

Han opsummerer sin pointe i følgende citat, der kræver, at man som læser holder tungen helt lige i munden:

”Man kan godt måle kvalitet, men man skal først blive enige om, hvad der er kvaliteterne ved den kvalitet, man vil måle. Når man har gjort det, skal man finde ud af, hvad der er vigtigst, og hvordan balancerne er mellem kvaliteterne i kvaliteten. Og så skal man have kvalitet i kvalitetsmålingerne ved at måle det, man er blevet enige om betyder noget – og ikke alt muligt andet.”

Er hierarkier svaret på rekrutteringsproblemet?

I efteråret 2022 landede der en rapport fra de økonomiske vismænd, der foreslog, at vi belønnede de dygtigste lærere i folkeskolen. Altså et forslag om differentieret og funktionsopdelt lønstruktur. Det skabte umiddelbart ramaskrig på lærerværelserne og i Folkeskolen.dk’s debatspalter, men det er faktisk ikke en helt ny tanke, lyder det fra Kristine Kabel:

”Vi har allerede differentieringer lokalt – fx er der læse- og matematikvejledere på skoler. Og der er forskellige løntillæg, blandt andet til disse funktioner. Men man kunne godt forestille sig, at nogle særligt kompetente lærere eller pædagoger, som havde tilegnet sig viden og indsigt gennem efteruddannelse, kunne facilitere faglige diskussioner i forskelle teams.”

På den måde, mener hun, vil vi både lykkes med at tiltrække og fastholde flere lærere og pædagoger til professionerne. Det handler blandt andet om at kende målgruppen:

”Vi står med en ungdomsgeneration, der gerne vil kunne se en udvikling i deres karriere – også selvom de har valgt at uddanne sig inden for professionen. De vil have mulighed for at forlade faget igen efter nogle år og så måske vende tilbage til praksis med solid viden og på den måde være med til at udvikle praksis eller skabe udvikling i sektoren som helhed.”

Måske kan vi tilmed imødekomme rekrutteringsproblemerne inden for både pædagog- og lærerfaget, hvis vi gennem uddannelse skaber tydelige karriereveje inden for professionerne. Veje, som peger både ind i, op gennem og ud af praksis – og måske tilbage igen, foreslår Kristine Kabel.

Christian Christrup Kjeldsen er åben for idéen og taler i den forbindelse om funktionsopdeling, som, han mener, vil give et kvalitetsløft til både den pædagogiske og uddannelsesmæssige praksis og sektor.

”Der er forskel på en pædagogmedhjælper og en pædagog. Og der er forskel på den nyuddannede og den mere erfarne pædagog, ligesom den pædagog, der har været på efteruddannelse, kan noget særligt. Hvis man har et særligt ansvar for udviklingstiltag i kommunens børn- og ungeforvaltning eller i et dagtilbud eller på en skole, så skal der mere uddannelse til. Specialisering er en måde at øge kvaliteten og samtidig en måde at fastholde lærere og pædagoger i professionerne på. Mange af dem vil gerne specialisere sig og tager gerne den efteruddannelse, de kan få,” siger han og tilføjer:

”Men så er vi altså nødt til at tale om et tabuiseret emne inden for både pædagog- og lærerfaget – nemlig at vi indfører anerkendende strukturer, der giver mulighed for differentieret løn og nye titler i professionerne. Den strukturelle ændring vil, mener jeg, på sigt bidrage til at løfte den faglige, den didaktiske og den pædagogiske kvalitet i landets dagtilbud og på skolerne.”