Vi kæmper som Sisyfos mod ulighed i uddannelse

Det kan være svært at bevare kampgejsten, når modstanderen er ulighed i uddannelse. For det går den forkerte vej. Uddannelse går i arv som aldrig før – både i toppen og i bunden af samfundet. Samtidig skaber kønsstereotyper i skolen strukturelle uligheder. Men vi må ikke opgive kampen, for der er masser at tage fat på, selvom effekterne sjældent står mål med indsatserne.

Lyt til artiklen

Du kender sikkert udtrykket ’Sisyfosarbejde’. Sisyfos er en figur fra den græske mytologi, som er dømt til til evig tid at skubbe en sten op ad en bjergside. Hver gang han næsten er ved toppen, ruller stenen fra ham og ender ved bjergets fod igen. Og så er det forfra. Sådan bliver han ved og ved. Derfor har Sisyfos lagt navn til arbejde, der føles omsonst, fordi man ingen vegne kommer med det. Uanset om man fejer blade i blæsevejr, skovler sne, mens det stadig sner – eller om man kæmper mod den sociale arv i uddannelse eller kønsstereotyper i skolen.

Først skal det handle om den sociale arv i uddannelse, som i høj grad føles som Sisyfosarbejde – for politikere, for forskere og alle andre, der prøver at bekæmpe den.

Selvom Danmark sammen med de øvrige skandinaviske lande er verdensmestre i økonomisk omfordeling og derfor økonomisk set er meget lige lande, så er den sociale arv i uddannelse tung. Dvs., den ufaglærtes børn bliver oftest selv ufaglærte, og akademikernes børn finder nemt vej til de videregående uddannelser.

Hvorfor er vi så ringe til at bryde den sociale arv i uddannelse, når vi målt på indkomstfordeling er et af verdens mest lige samfund?

Kristian Bernt Karlson er lektor på Sociologisk Institut på Københavns Universitet og står sammen med Rasmus Landersø fra Rockwoolfonden bag et større studie 'The Making and Unmaking of Opportunity: Educational Mobility in 20th Century-Denmark', der netop undersøger uddannelsesmobiliteten i Danmark i et historisk perspektiv. Han siger:

”Det er nemt at indkomstfordele – det er jo bare skattepolitik. Det er langt sværere at omfordele ’humankapital’ – altså vores generelle evne til som mennesker at udvikle og udnytte vores medfødte egenskaber. Det afhænger af vores sociale baggrund, for alt hvad der sker i familien, er afgørende for, hvor godt elever klarer sig i skolen og senere, hvilke uddannelsesvalg de tager, og hvilke jobs de i sidste ende kommer til at bestride.”

Uddannelsesmobilitet handler om chancerne for at frigøre sig fra den sociale arv på vores vej gennem uddannelsessystemet. Kort sagt: Mulighederne for at vi får en længere og bedre uddannelse end vores forældre.

Studiet konkluderer, at Danmark er på omtrent samme niveau som USA for årgange født i 1980’erne, når det kommer til uddannelsesmobilitet. På trods af at vi herhjemme – i modsætning til fx USA – har fri og lige adgang til videregående uddannelse.

”Når man udvider uddannelsessystemet i toppen, så stiger betydningen af social arv. Det betyder flere og bedre uddannelser til eliten og til middelklassen, mens børn fra arbejderklassen eller børn af ufaglærte slet ikke kan være med.”

Kristian Bernt Karlson

Den positive udvikling er vendt

Men sådan har det ikke altid været. For 50-60 år siden var uddannelsesmobiliteten i en rivende, positiv udvikling i Danmark. Mens blot cirka 60 procent af børnene født i 1940 fik ni års skolegang, gjaldt det for næsten hele årgangen født i 1960.

På få år blev forældres sociale baggrund mindre styrende for børnenes uddannelsesniveau, og Danmark blev et af de mest lige lande målt på uddannelsesmobilitet. Og det var baggrunden for vores forestilling om Danmark som lighedens land med gratis uddannelse til alle uanset social baggrund. Desværre er det billede ved at krakelere, fortæller Kristian Bernt Karlson:

”Vores undersøgelse viser, at den positive udvikling i forhold til social arv ikke bare er gået i stå inden for de seneste 30-40 år, men at den faktisk bevæger sig i den gale retning. Det gælder især, når vi ser på, hvem der får en videregående uddannelse.”

Toppen rykker, bunden stagnerer

Når vi lykkedes så godt med uddannelsesmobiliteten i 1960’erne, havde det ifølge Kristian Bernt Karlson noget at gøre med, at der ikke var så mange muligheder i toppen – altså i det videregående uddannelsessystem. Så mens bunden blev rykket op, skete der ikke en tilsvarende bevægelse i toppen. Det er derimod tilfældet i dag, hvor kun toppen rykker, samtidig med at udbuddet af videregående uddannelser tilsvarende stiger. Men den udvikling har også en bagside, pointerer Kristian Bernt Karlson:

”Når man udvider uddannelsessystemet i toppen, så stiger betydningen af social arv. Det betyder flere og bedre uddannelser til eliten og til middelklassen, mens børn fra arbejderklassen eller børn af ufaglærte slet ikke kan være med.”

Det handler blandt andet om, hvem der er bedst til at udnytte velfærdsstaten:

”Min pointe er, at hvis der ligger præferencer for uddannelse i familier, så bliver de udnyttet, når man udbygger velfærdsstaten. Og det er helt generelt middelklassen, der er bedst til at udnytte vores velfærdsstats uddannelsestilbud.”

Det er især de humanistiske og samfundsvidenskabelige videregående uddannelser, der er vokset i omfang gennem de sidste 20-30 år. Og de taler især til middelklassens børn. For mens elitens børn altid vil finde vej til de uddannelser, der fører til højtbetalte jobs og prestige – eksempelvis jura, medicin og erhvervsøkonomi – så vil middelklassens børn typisk søge mod de ’blødere’ humanistiske uddannelser på fx Roskilde Universitet og Aalborg Universitet, der typisk fører til jobs i det offentlige.

”Selvom man har kæmpet sig op fra arbejderklassen og hele vejen ind på jurastudiet, så slår den sociale arv stadig igennem.”

David Reimer

Koden til skolen

Ifølge Kristian Bernt Karlson er chanceuligheden den bedste måde at forstå social arv i et uddannelsesperspektiv på. 

”I et uddannelsesperspektiv er social arv en statistisk sammenhæng mellem de to variabler ’familiebaggrund’ og ’uddannelse’, som har direkte indflydelse på, hvordan barnet klarer sig i skolen og i det videre uddannelsessystem – og i livet som sådan,” siger han og fortsætter:

”Den humankapital, som de har med sig hjemmefra, bliver en betydelig del af børnenes selvforståelse fra en meget tidlig alder.”

Den betragtning deler lektor ved DPU, Aarhus Universitet, Ida Gran Andersen. Hun fortæller, at de veluddannedes børn i udgangspunktet har et forspring i skolen, fordi de mestrer koderne:

”Børn af veluddannede forældre er bedre til at afkode kulturelle koder i skolen. Det handler både om evnen til at imødekomme krav og forventninger i en undervisningssammenhæng, men også i bredere forstand at kunne forstå ’spillet’ i skolen. Elever er forskellige, når de møder skolen – ikke kun i deres faglige kompetencer, men i høj grad også i andre færdigheder som fx at kunne regulere deres adfærd og forholde sig analytisk til en problemstilling. Disse forskelle belønnes både direkte og indirekte i uddannelsessystemet i form af fx karakterer,” siger hun.

Social arv i valgprocesser

Der, hvor den sociale arv i uddannelse træder tydeligst frem, er i overgangene i uddannelsessystemet. De vigtigste valg er dem, der skal træffes, når et ungt menneske afslutter en uddannelse, fx grundskolen eller en ungdomsuddannelse, og skal tage stilling til, om han/hun skal videre til en anden uddannelsesinstitution – og i så fald hvilken.

Det forklarer David Reimer, der er professor MSO i uddannelsessociologi på DPU, Aarhus Universitet. Han siger:

”Børn fra privilegerede hjem vælger uddannelse til – også selvom de ikke har særlig gode karakterer – mens børn fra uddannelsesfremmede hjem, dvs. hjem, hvor forældrene ikke har anden uddannelse end grundskolen, er tilbøjelige til at vælge uddannelse fra.”

Selvom to elever klarer sig lige godt i skolen, så er deres uddannelsesvalg forskellige afhængigt af deres forældres uddannelse: Om de vælger at forsætte på ungdomsuddannelse og senere videregående uddannelse – og i så fald hvilken de vælger

”Hver gang der er en valgsituation, så er det ens egne forventninger og ambitioner, der er i spil, og de er farvet af ens familiebaggrund. Derfor opstår der potentielt ulighed, hver gang elever skal vælge et nyt spor på deres uddannelsesvej,” siger David Reimer.

Han peger på, at elever fra privilegerede hjem, hvor forældrene har videregående uddannelser, er bedst til at regne ud, hvilke spor der kan give adgang til de mest prestigefyldte uddannelser og senere føre til succes på arbejdsmarkedet blandt andet i form af høj indkomst. Han siger:

”Derfor vælger børn fra eliten oftere en studieretning, der vægter matematik på højt niveau, når de når til gymnasiet, fordi de er blevet fortalt, at de har brug for den baggrund for at komme videre på prestigefyldte videregående uddannelser, fx jura, økonomi eller medicin. Samtidig ved vi fra en Vive-undersøgelse (Det Nationale Forsknings- og Analysecenter for Velfærd, red.), at kun tre procent af de elever, der har forældre med akademisk baggrund, har planer om at tage en erhvervsuddannelse.”

Bedre vejledning forud for overgangene kan ifølge David Reimer hjælpe elever, der kommer fra hjem, hvor forældrene fx kun har begrænset kendskab til ungdomsuddannelser og det videregående uddannelsessystem, fordi de aldrig selv har været del af det.

Vejledning kan ikke kompensere for de ulige udgangspunkter, men det kan gøre de unge bevidste om deres muligheder. Og netop dét er han i fuld gang med at undersøge nærmere i et større forskningsprojekt sammen med professor MSO fra DPU, Aarhus Universitet Rie Thomsen (Læs mere i artiklen: Vejledning kan vise vejen til mere lighed.

Social arv på jurastudiet

I de tilfælde hvor unge mennesker kommer længere end deres forældre – for de tilfælde findes naturligvis også – målt på både uddannelsesår, levestandard og indkomst, og hvor deres uddannelse således bliver løftestang for deres sociale mobilitet, selv dér, slår den sociale arv igennem, forklarer David Reimer. Han henviser til et studie, som har undersøgt sammenhængen mellem baggrund og indkomst blandt kandidater fra jura, erhvervsøkonomi, ingeniørvidenskab og medicin, som netop måler den direkte effekt af uddannelse:

”Her viste det sig, at forskellen målt på indkomst var størst blandt mandlige jurister. De, der kom fra privilegerede hjem, hvor forældrene selv havde en lang videregående uddannelse, tjente 12-17 procent mere om året end mandlige jurister fra arbejderfamilier. Det vil altså sige, at selvom man har kæmpet sig op fra arbejderklassen og hele vejen ind på jurastudiet, så slår den sociale arv stadig igennem!”

Det studie kan bruges til at blive klogere på, hvor effektiv uddannelse i grunden er til at bryde den sociale arv. Hvis to mennesker har den samme uddannelse, er der så stadig forskel på, hvordan de klarer sig – målt på indkomst?

”Den humankapital, som de har med sig hjemmefra, bliver en betydelig del af børnenes selvforståelse fra en meget tidlig alder.”

Kristian Bernt Karlson

Ligestilling fører til ulighed

Én ting er vertikale uddannelsesforskelle, som Ida Gran Andersen kalder det. Altså ulighed i uddannelsesniveau.

Men hun mener også, at vi bør rette opmærksomheden på de horisontale forskelle – dvs., hvilke unge får hvilke videregående uddannelser? Her er køn en afgørende faktor. Og det er et hjørne af ulighedsforskningen, Ida Gran Andersen er dykket særligt ned i. Hun siger:

”Modsat tidligere så tager kvinder i dag i stigende grad lange videregående uddannelser og klarer sig ofte bedre end mændene generelt i uddannelsessystemet. Men der er store forskelle på, hvilke uddannelser mænd og kvinder vælger. STEM-fagene (Science, technology, engineering & mathematics, red.) er typisk mandsdominerede, og det er jo ofte uddannelser, der giver adgang til de højtbetalte jobs. Derfor fører kønsforskelle i uddannelsesvalg potentielt til ulighed senere i livet.”

Hun kalder det ironisk, at piger på den ene side udkonkurrerer drengene i uddannelsessystemet – får høje karakterer og tager lange videregående uddannelser – men alligevel er stærkt underrepræsenterede inden for matematiske og teknologiske uddannelser med høj prestige.

”Når piger og drenge udtrykker kønsidentitet gennem uddannelsesvalg, så fører det potentielt til kønssegregerede uddannelser. Og hvis vi ikke kan bryde den tendens, er det svært at forhindre et kønsopdelt uddannelsessystem og arbejdsmarked.”

Ida Gran Andersen 

Særligt i et land som Danmark viser forskning, at horisontale kønsforskelle er udprægede til trods for en – i international sammenligning – høj grad af lighed mellem kønnene. Hun forklarer nærmere:  

”Forskning har identificeret det, man kalder 'the gender equality paradox', som argumenterer for, at kønsforskellene er større i velstillede lande med høj grad af lighed mellem kønnene på grund af stærke kønsforestillinger og -stereotyper om mænd og kvinder. Paradokset består i, at kvinder bruger deres frie valg på at vælge kønsstereotypt i overensstemmelse med en uddannelsesmæssig forventning og diskurs, som hylder individualitet og selvrealisering,” siger hun og tilføjer:

”Når piger og drenge udtrykker kønsidentitet gennem uddannelsesvalg, så fører det potentielt til kønssegregerede uddannelser. Og hvis vi ikke kan bryde den tendens, er det svært at forhindre et kønsopdelt uddannelsessystem og arbejdsmarked.”

Men hvor stammer de internaliserede forventninger fra?

De bunder ifølge Ida Gran Andersen i nogle normative kønsforestillinger, der blandt andet eksisterer i skolen. Der findes nogle stærke kønsstereotyper, fx om at drenge er gode til matematik og naturfag modsat piger, men at piger så til gengæld er bedre til sprogfagene. Disse forestillinger afspejler delvist, hvordan elever statistisk set klarer sig, men ikke udelukkende. Hun forklarer nærmere:

”Kulturelt betingede kønsforestillinger i skolen påvirker for eksempel, hvordan lærerne vurderer og evaluerer eleverne, og forskning viser, at lærere ofte trækker på stereotyper i deres vurdering af eleverne. Sådanne stereotyper har vidtrækkende konsekvenser, da de både påvirker lærernes forventninger og interaktion med eleverne samt elevernes præstationer, selvtillid og uddannelsesvalg.”

På den måde bidrager skolen potentielt til at producere kønsforskelle i drenge og pigers orienteringer mod STEM-uddannelser. Og lærerne, som dagligt interagerer med og evaluerer eleverne, indtager dermed en vigtig rolle i forhold til kønsulighed i uddannelse og beskæftigelse senere i livet.

Netop lærernes – mere eller mindre ubevidste – kønsstereotypiske forestillinger er noget, Ida Gran Andersen har sat sig for at arbejde med i et nyt forskningsprojekt i samarbejde med VIA University College. Her vil hun undersøge lærerstuderendes forestillinger om køn. Har de nogle kønsmæssige bias, som kan få betydning for deres fremtidige undervisning? Konkret bliver de lærerstuderende, der indgår i undersøgelsen, præsenteret for en hypotetisk case, som de skal forholde sig til.

”På den baggrund kan vi undersøge, hvilken betydning elevers køn har for lærerstuderendes vurdering og anbefaling af fremtidig studieretning, og hvilke kausale mekanismer – i form af stereotypiske forestillinger om køn – der har betydning for deres vurdering”

Det, håber hun, vil give nogle relevante indsigter, som kan gøre os klogere på, hvilke forestillinger om køn, der eksisterer blandt lærerstuderende, og hvordan man allerede på læreruddannelsen kan arbejde med at øge bevidsthed og refleksion over køn i en undervisningssammenhæng.

Piger styrer uden om STEM-uddannelser

Det betyder ikke, at vi skal udråbe lærerne som de skurke, der alene er skyld i de herskende kønsstereotyper, som får konsekvenser for pigers orientering væk fra STEM-fagene. Det er et komplekst felt, for disse kønsstereotyper er internaliserede i vores samfund, forklarer Ida Gran Andersen. Og det er jo ikke lærernes skyld, men de er, sammen med forældrene, den mest direkte kanal til påvirkning af vores børn og unges faglige, men også identitetsmæssige selvforståelse. Men for at kunne løse det problem, må vi først forstå, hvad der er på spil, når kønsstereotyperne indtager de danske klasselokaler.

Det undersøger Ida Gran Andersen sammen med sin kollega Emil Smith i et igangværende projekt 'Exploring School Culture'. Her ser de på, hvad kønsstereotyper betyder for elevernes tiltro til egne evner på tværs af dansk og matematik, som er traditionelt kønsstereotype fag. Undersøgelsen bygger på data fra elever i 6. og 9. klasse og deres lærere.

”Vi ser på kønsforskellen i tiltro til egne evner i de to fag og tager højde for, hvordan eleverne rent faktisk klarer sig i faget. Og her finder vi, at drenge faktisk ikke har lavere tiltro til egne evner i dansk, men at pigerne til gengæld undervurderer egne evner meget stærkt i matematik.”

Samtidig viser undersøgelsen, at lærernes stereotyper har stor betydning for, hvordan drengene ser sig selv i danskfaget. Hos pigerne er det ikke lærernes, men primært deres egne kønsstereotyper, der står i vejen for deres tiltro til egne evner i matematik. Resultaterne viser altså, at drengenes tiltro til egne evner i dansk er kontekstafhængig i forhold til læreren, mens pigernes tiltro til egne evner i matematik afspejler en mere internaliseret kønsstereotyp.

”Det medfører potentielt forskelle i drenge og pigers videre navigation i uddannelsessystemet. For pigernes vedkommende betyder det som oftest, at de styrer uden om matematik- og programmeringsintensive STEM-uddannelser. Det er et problem for pigerne, men også for samfundet, der mister noget talentmasse,” påpeger Ida Gran Andersen.

Restgruppen kobles af samfundsudviklingen

Talentmasse risikerer vi også at miste, når den sociale arv i uddannelse – og dermed uddannelsesmobiliteten – i disse år bevæger sig i den forkerte retning, altså en negativ udvikling.

Men er det overhovedet et problem? I en tid, hvor virksomheder og kommuner skriger på håndværkere og flere hænder i servicebranchen og i ældreplejen, er det vel ikke akademikere, vi har mest brug for…? Tværtimod, fristes man til at sige. Det leder til spørgsmålet: Er lighed gennem uddannelse egentlig en bæredygtig strategi for et samfund som det danske? Har vi i fremtiden overhovedet brug for så mange veluddannede unge?

Kristian Bernt Karlsons korte svar er ja! Uddannelse er nødvendig, hvis man skal klare sig og være del af fremtidens samfund. Vi skal ikke alle sammen være akademikere, men selv fremtidens fabriksarbejde kræver i stigende grad en eller anden form for teknisk uddannelse, der gør medarbejderne i stand til at trykke på de rigtige knapper og styre de computere, der efterhånden overtager deres manuelle arbejde.

Men det er ikke de mennesker, Kristian Bernt Karlson er bekymret for. Hans bekymring går på de unge, der ikke kommer længere i uddannelsessystemet end grundskolen. Den såkaldte ’restgruppe’. I 2020 var ca. syv procent af de 15-24-årige – ca. 47.000 unge – hverken i uddannelse eller beskæftigelse.

”Unge fra ufaglærte hjem har en meget større risiko for at ende i det, vi med et grimt ord kalder ’restgruppen’. Det har ikke rykket sig nævneværdigt de sidste 15 år. Og det sørgelige er, at de, der befinder sig i den gruppe, bliver koblet fra alt. De står uden arbejde og uden ungdomsuddannelse,” siger Kristian Bernt Karlson og fortsætter:

”Man kan altid diskutere, om det gør noget, at toppen stikker af, og bunden af en ungdomsårgang bliver efterladt, så længe dem på bunden stadig har et værdigt liv. Her har vi jo heldigvis gode velfærdsydelser i Danmark og et sikkerhedsnet, der griber dem. Men spørgsmålet er, hvilken konsekvens det får for de menneskers livskvalitet, hvis de bliver hægtet af samfundsudviklingen. Jeg tror ikke, det er godt for nogen eller for vores samfund, for det medfører en polarisering i befolkningen.”

Når et ungt menneske ender i ’restgruppen’, er vi som samfund kommet for sent. Hvis vi skal den sociale arv i uddannelse til livs, skal vi ifølge Kristian Bernt Karlson ind og omfordele familiernes humankapital. Men hvordan det i så fald skal ske, forbliver en ’black box’ i den sociologiske uddannelsesforskning.

Men én ting er sikkert, det vil betyde, at staten skal overtræde en privatsfære og blande sig i, hvad der sker inde i familierne. Og vil vi være sådant et samfund? Det betvivler Kristian Bernt Karlson.

For mens der kan arbejdes målrettet på at gøre piger mere interesserede i STEM-fag i skolen, blandt andet ved at arbejde med lærernes forventninger og kønsbias og dermed på sigt forhåbentlig udligne noget kønsulighed i uddannelse, så kvinder opnår en større del af samfundskagen fremover, så er det anderledes trægt at rykke ved den sociale arv i uddannelse – netop fordi den er indkapslet i familierne.

Vi må ikke give op

Når forskningen viser en tilbagegang i uddannelsesmobilitet på trods af årtiers målrettede, men fejlslagne indsatser, kan vi ikke andet end at konkludere, at det er og bliver ’Sisyfosarbejde’ at bekæmpe den sociale arv i uddannelse. Men spørgsmålet er, om vi som samfund bare vil acceptere den stagnation – eller ligefrem tilbagegang.

De tre forskere, Asterisk har i tale, insisterer på, at vi ikke må give op, men de pointerer også, at vejen er lang og svær. Med billedet af Sisyfos’ gentagne anstrengelser på nethinden er tiden inde til at ændre spor, så ’stenen’, i overført betydning, ikke ruller ned igen. Det er ikke sikkert, at den bliver på toppen af bjerget i første forsøg, men måske undgår vi, at den ruller hele vejen ned igen, hvis stilladseringen i form af målrettede indsatser er solid nok.

Det seneste forsøg på en målrettet indsats fra regeringens side er den omdiskuterede omfordeling af kommende gymnasieelever mellem hhv. ressourcestærke og ressourcesvage kvarterer, sådan som man allerede gør inden for skoleområdet i de større byer med særligt udsatte boligområder.

David Reimer kan i princippet godt se fornuften i at fordele elever rundt på skoler og på ungdomsuddannelser, så vores børn og unge oplever en større diversitet, og vi undgår scenarier som fx i Københavnsområdet, hvor elitens børn samler sig på de nordsjællandske gymnasier, mens vestegnsgymnasierne udelukkende har elever med anden etnisk baggrund end dansk. Men han er bange for, at den manøvre vil have en række negative konsekvenser. Det mest sandsynlige er dog, at det ingen effekt vil have i forhold til den sociale arv i uddannelse.

Og sådan er det desværre med mange af de indsatser, vi som samfund igangsætter for at råde bod på den negative udvikling i uddannelsesmobiliteten. Men der er ikke andet for end at blive ved – også selvom det føles som rent og skært Sisyfosarbejde. Det er ikke en kamp, vi kan opgive, mener David Reimer:

”Vi skal ikke afvige fra at arbejde målrettet på at skabe mere lighed gennem pædagogik og uddannelse. Vi bliver hele tiden klogere som forskere og forsøger os frem med nye indsatser. Nogle virker, andre gør ikke. Der er desværre ingen hurtige genveje, men vi må ikke give op.”

Læs mere

Kristian Bernt Karlson & Rasmus Landersø: The Making and Unmaking of Opportunity: Educational Mobility in 20th Century-Denmark. Rockwool Fonden, 2021

David Reimer (2021) Ulighed i valg af videregående uddannelser – perspektiver fra NextStep i Vejlederforum, 2021 nr. 3

Ida Gran Andersen & Emil Smith: Local female learning environments and the gender gap in orientations towards STEM: The role of a “female science habitus” in the classroom for girls’ self-concept in math and science, Frontiers in Education, 2022

IDA GRAN ANDERSEN

Lektor på DPU, Aarhus Universitet. Hun forsker bl.a. i ulighed i uddannelseschancer med særligt fokus på betydningen af køn og sociale kontekster i skoler. Hun underviser på Bacheloruddannelsen i uddannelsesvidenskab og Kandidatuddannelserne i hhv. pædagogisk sociologi og uddannelsesvidenskab.

DAVID REIMER

Professor MSO på DPU, Aarhus Universitet, og forsker bl.a. i uddannelse og ulighed og overgange i uddannelsessystemet. Han underviser på Kandidatuddannelsen i pædagogisk sociologi.

KRISTIAN BERNT KARLSON

Lektor på Sociologisk Institut på Københavns Universitet. Han forsker bl.a. i social arv i uddannelse, social mobilitet, kvantitative metoder og sociologisk metodologi.



NR. 100

INDHOLD

MARTS 2022