Alle børn skal have samme muligheder. Sådan har idealet lydt i den danske folkeskole siden 1950’erne. Og senest i skolereformen fra 2014 bliver det slået fast, at skolen skal udfordre alle børn til at blive så dygtige som muligt og mindske betydningen af social baggrund.

Men lighedsbestræbelsen gennem uddannelse og pædagogik er ikke længere forbeholdt Danmark. Også på den internationale uddannelsesarena vinder lighedsidealet nu frem.

”Så snart man taler udvikling, som man jo gør i OECD, siger man også, at noget er bedre eller mere attråværdigt end andet. Der bliver uvægerligt opstillet en værdibaseret målestok for, hvad der er det rigtige at gøre.”

Christian Ydesen

Lighedsidealet kommer med en ideologi

At en værdi som lighed er kommet på den internationale læringsdagsorden og kommer til udtryk i blandt andet PISA-målingerne, skal vi, ifølge Christian Ydesen, se i et større perspektiv. Bevægelser som Brexit, Trump-ismen og De Gule Veste i Frankrig skubber til en udvikling, der betyder, at man i internationale organisationer som OECD er nødt til at forholde sig til, at øget ulighed får rigtig mange mennesker til at føle sig koblet af globaliseringen.

”Det ser vi blandt andet på de økonomiske møder i Davos, hvor lighed er i fokus, og det er altså også sivet ind i OECD,” siger Christian Ydesen og fremhæver, at selv om der kan være meget godt i det, skal man ikke glemme, at lighed i OECD-perspektiv har nogle ideologiske aspekter.

”Det bygger for det første på en antagelse om, at vi er del af det samme globale arbejdsmarked. PISA-målingerne sigter mod at bringe både udviklingslande og de rige medlemslande ind i den samme analysesfære. Der ligger selvfølgelig noget lighed i at sætte landene ind i det samme meningsunivers. Men der ligger også en antagelse om, at det er de samme kompetencer, man kan profitere af i Kuala Lumpur som i København,” siger Christian Ydesen og fremhæver et andet aspekt:

”Så snart man taler udvikling, som man jo gør i OECD, siger man også, at noget er bedre eller mere attråværdigt end andet. Der bliver uvægerligt opstillet en værdibaseret målestok for, hvad der er det rigtige at gøre. Og det bliver så rullet ud over hele verden.”

Når man i OECD beslutter, hvad PISA-undersøgelserne skal måle på, så definerer man, ifølge Christian Ydesen, samtidig, hvad verdens skolesystemer bør lægge vægt på. Målinger og evalueringer vil nemlig altid have indflydelse på, hvilke kompetencer man sigter mod at fremme i praksis. Og det vil det også have, når man nu fx begynder at måle på bløde kompetencer som sociale og følelsesmæssige kompetencer jf. faktaboks).

Christian Ydesen frygter, at den type målingerne kan føre til en favorisering af visse personlighedstræk frem for andre. Samtidig ser han en fare for at tabe noget vigtigt – nemlig den menneskelige diversitet og mangfoldighed, der også ligger i lighedsbegrebet.

”Lighed handler også om en menneskelig diversitet og om det skæve, der ikke umiddelbart lader sig indfange.”

Christian Ydesen

Mindre plads til forskellighed

På engelsk beskriver de to ord equality og equity to forskellige tilgange til lighed. Der skelnes altså mellem, om vi som samfund skal behandle alle ens for at skabe lighed? Eller om vi skal behandle mennesker forskelligt for at behandle dem lige?

”I målinger og test er der et element af standardisering. Det er der nødt til at være, for ellers kan man ikke sammenligne. Men lighed handler også om en menneskelig diversitet og om det skæve, der ikke umiddelbart lader sig indfange. Og skal man have det til at passe ind i kasser og kategorier, så kan noget nemt gå tabt,” siger han og uddyber:

”Hvis man tror på målinger som et redskab til at skabe lighed, så er det fordi, man også tror på, at målinger og test er objektive og kan pege på, hvor der skal sættes ind – for eksempel hvem der har behov for at blive inkluderet og på hvilken måde. Men bare det at teste nogen er udtryk for en ensretning og en standardisering.”

Det at behandle mennesker forskelligt for at skabe lighed er, ifølge Christian Ydesen, netop det, der går tabt med standardiserede test og målinger. I dansk kontekst peger han på udviklingen af de nationale test som et eksempel på netop det.

”Det adaptive princip, som vi snart forlader til fordel for et nyt bedømmelsessystem, stillede forskellige spørgsmål til forskellige elever for at teste og måle dem på det faglige niveau, de var. Princippet kom dog aldrig rigtig til at fungere ordentligt, så nu går man over til et klassisk lineært princip. Men det betyder også en mere snæver standardisering, der ikke efterlader meget plads til forskellighed.”

Har Danmark mistet sin fordel?

At lighed lige nu scorer højt på den internationale uddannelsesdagsorden burde umiddelbart give Danmark en fordel. Men trods det eksplicitte danske fokus på lighed lige siden efterkrigstiden og helt op til seneste skolereform, så har test og standardisering sat sine tydelige aftryk på det danske skolesystem gennem de sidste tyve år.

I 2012 undersøgte OECD, hvor meget PISA-testene havde påvirket den nationale skolepolitik. I tre lande blev påvirkningen angivet som 'extremely high'. Det var Danmark, England og Japan.

”Siden 2003, hvor Anders Fogh Rasmussn gjorde op med det, han kaldte rundkredspædagogik, er det gået mere i retning af den tunge faglighed. Godt båret på vej af både PISA og de nationale test, så spørgsmålet er, om Danmark har mistet sin komparative fordel, når det handler om lighed?” siger Christian Ydesen og fortsætter:

”Men det er jo så ret interessant, om den internationale trend, der lige nu peger mod lighed, kan få Danmark tilbage på sporet. Om der er en form for international mur, vi spiller bold op ad. Det kunne man sagtens forestille sig. Vi ved, at OECD og PISA har meget stor indflydelse på. hvordan landene tænker uddannelser, og at mange reformer bliver søsat med henvisning hertil.”