Leg åbner porten til lighed

Vi siger ofte, at lige børn leger bedst, men sandheden er snarere, at det er selve legen, der gør ulige børn lige. I legen og dens voksne fætter humoren sættes de sociale hierarkier på stand by. Her er vi åbne for de andre og møder hinanden som ligeværdige. Men den gode leg skal læres og kræver, at der er voksne til stede. To DPU-forskere fortæller om deres arbejde med at styrke den legekultur, der er så vigtig for, at børn lærer ligheden at kende.

Lyt til artiklen

”Hvad skal vi lege?”, spurgte børnene hinanden i en svunden tid hjemme i barndommens gade. Men det spørgsmål, der i dag bør lyde blandt pædagoger, legeforskere og andre, der interesserer sig for børns leg eller mangel på samme, er et andet: ”Hvad skal vi lære børnene at lege?”

Det mener i hvert fald legeforsker og lektor ved DPU, Aarhus Universitet, Ditte Winther-Lindqvist, der selv har et svar parat:

”Jeg vil gerne slå et slag for holdspil, fx rundbold og stikbold, og gamle fælles bevægelseslege som ’Tre mand frem for en enke’, ’Tagfat’ og ’Ståtrold’. Det er lege, hvor mange kan være med, og som stammer fra en tradition, hvor legene blev holdt i live på villaveje og i baggårde, hvor børn mødtes på tværs af alder og kunne overlevere legene til hinanden. De miljøer og forbindelser mellem børn har vi savet over i vores moderne institutioner, og det betyder, at disse lege ikke længere videreføres naturligt.”

Lighed er indbygget i leg

Det er da også netop den slags lege, der er fokus på i ’Levende Legekultur’-indsatsen, som Ditte Winther-Lindqvist de seneste par år har fungeret som konsulent for og lavet følgeforskning på. I projektet samarbejder Gerlev Center for Leg og Bevægelse med fem danske kommuner om at igangsætte og understøtte leg i dagtilbud, skoler og fritidssammenhænge.

Hvis vores pædagogiske ideal er at lære børn, at alle mennesker er lige meget værd uanset stand og rang, og at alle skal ses og høres og have en plads i fællesskabet, så er det bare med at sætte børnene i gang med at lege, mener Ditte Winther-Lindqvist. For lighed er nærmest indbygget i leg. Når børn er grebet af den gode leg, udviskes betydningen af de forskelle, konflikter og hierarkier, der er mellem dem. Det modsatte af lighed er, at nogle få bestemmer det hele eller det meste, men legen nedbryder denne skævhed, fordi man ikke kan have et fællesskab omkring en leg uden at være solidarisk med alle dem, der deltager i den.

”Det enkelte barn får åbnet blikket for, hvem de andre børn er. Og det er netop magien ift. at skabe større lighed, for når man har haft de oplevelser sammen i legen, ser man på hinanden på nye måder, også efter at legen er slut.”

Ditte Winther-Lindqvist

”I legen får man øje på, at ham dér, som jeg syntes var lidt underlig, han er faktisk ret sjov, eller hende dér, som jeg syntes var lidt irriterende, hun er faktisk ret fed at være sammen med. Det enkelte barn får åbnet blikket for, hvem de andre børn er. Og det er netop magien ift. at skabe større lighed, for når man har haft de oplevelser sammen i legen, ser man på hinanden på nye måder, også efter at legen er slut,” siger Ditte Winther-Lindqvist.

Leg handler netop om at få øje på hinanden på andre måder, end man er vant til. Og fordi leg overskrider virkelighedens sædvanlige begrænsninger, er man både sig selv og mere end sig selv i legen.

”Legen består i en åbenhed for, hvad den anden kan vise sig at være.”

Ditte Winther-Lindqvist

”Gennem legen udforsker man andre sider af sig selv og nye måder at være på, både det man ikke er, men ville ønske man var, fx konge eller dronning, eller noget som man ikke ønsker at være, men som det er sjovt og spændende at være i legen, fx ond heks eller farligt monster. Legen består i en åbenhed for, hvad den anden kan vise sig at være,” forklarer Ditte Winther-Lindqvist.

Hjælp til at komme ind i legen

Omvendt kan leg også forstærke den ulighed eller de hierarkier, der er blandt børn. Og Ditte Winther-Lindqvist advarer mod at idyllisere leg og tro, at så længe børn blot leger, er alt godt. Børn kan køre magtspil, holde hinanden udenfor eller mobbe hinanden inden for rammen af leg.

”Hvis børnene leger en fantasileg, og Mads bare skal være lygtepæl eller den far, der altid er væk hjemmefra pga. arbejde, bliver han ikke rigtig en del af legefællesskabet. Man kan se børn blive tromlet ned i noget, der ligner leg, fordi de trækker deres sociale hierarkier og konflikter med ind i legene,” siger hun.

Overlader man al leg til børnene selv, sker der nemt det, at de uligheder, der findes i samfundet, rykker med ind i legene. At styrke børns leg, så potentialet for lighed kan indløses, skal derfor ses som en del af det pædagogiske arbejde i dagtilbuddene.

”I forhold til at komme ind i legen er børn i udgangspunktet meget ulige. De kan ikke de samme ting, mestrer ikke de samme sociale og emotionelle strategier, og de kommer fra forskellige baggrunde. Men når man er inde i legens fællesskab, er man lige, dvs. i øjenhøjde. Legen udgøres af relationer, hvor vi tager hinanden alvorligt og går på kompromis med vores egne ideer og ønsker, fordi det er så motiverende at være i det fællesskab, som den gode leg udgør, at vi for at opretholde det gerne giver afkald på den kjole, vi havde udset os, eller gerne deles om den bil, vi helst ville have haft for os selv,” siger Ditte Winther-Lindqvist.

Men det første skridt, at komme godt ind i legen, kan være svært. Forskningen viser, at hvis der ikke er pædagogisk medierende strukturer fx i form af voksne, der drager omsorg for, at det sker, så vil op mod 20 procent af børnene i dagtilbud aldrig opleve at komme ind i et legefællesskab og dermed heller ikke få de udviklingsmuligheder, der ligger i legen.

Med den styrkede pædagogiske læreplan fra 2018 blev legen gjort til noget grundlæggende i dagtilbuddene, og leg blev skrevet ind i dagtilbudslovens formålsparagraf.

”Heldigvis blev det samtidig skrevet tydeligt frem, at leg ikke bare skal være de stærkes lov, hvor børn selv styrer den – ud fra en romantiseret forestilling om, at børn, så længe de er børn, er lige og søde ved hinanden. Det passer overhovedet ikke! De er ulige, og der skal gøres noget aktivt for at få alle med ind i legen,” siger Ditte Winther-Lindqvist.

Friheden i legen

Også Lars Geer Hammershøj, lektor ved DPU, Aarhus Universitet, ser det som et definitionstræk ved leg, at den gør os lige i den forstand, at i den gode leg er der ingen, der bestemmer mere end andre. 

”I den gode leg er vi faktisk lige, fordi alle bidrager og har det sjovt. Vi er det også, når legen er slut, i modsætning til i spillet hvor der er tabere og vindere. Hvis der opstår følelser af ulighed undervejs i legen – fx hvis Sofie skal være hund i fantasilegen, og hun ikke får lov af de andre til at udvikle rollen undervejs til fx en superheltehund – så kan man ikke længere kalde det leg. Fordi så er den ikke fri og sjov for alle længere. De rigtig gode lege er simpelthen defineret ved, at alle synes, det er sjovt, og føler sig frie undervejs, uanset hvilken rolle de har i legen,” siger han.

”I den gode leg er vi faktisk lige, fordi alle bidrager og har det sjovt. Vi er det også, når legen er slut, i modsætning til i spillet hvor der er tabere og vindere.”

Lars Geer Hammershøj

Men ligesom Ditte Winther-Lindqvist pointerer han, at udfordringen ligger i at nå ind i den gode leg.

Inden legen går i gang, er vi nemlig nødt til at være enige om, hvad vi leger, og hvordan vi gør det. Her vil der være nogen, der kommer med ideer og starter legen. ’Skal vi ikke lege at…’ spørger de, og her kan der være en asymmetri mellem børnene, hvor nogen bestemmer og beslutter på alles vegne.

”Det afgørende er, at når legen går i gang, er der ingen bestemte børn, der bestemmer. Det er det, kunsten at lege i virkeligheden handler om, og som er en kunst, der skal læres: At være åben over for, hvad de andre finder på og synes er sjovt. Men ikke kun åbenhed over for andres ideer, også over for sine egne. Det er en vigtig del af det, at man også finder ud af, hvad man selv synes er sjovt, og ikke kun hvad de andre synes er sjovt,” siger Lars Geer Hammershøj.

Det, der kendetegner legen, er altså en særlig måde at forholde sig på, hvor ligheden viser sig i en åbenhed for andre mennesker og for sig selv. En åbenhed for at deltagerne sammen kan føre legen alle mulige steder hen, fordi den ikke er styret af nogen eller af nogen bestemt plan.

Hvad er leg?

Ifølge Lars Geer Hammershøj peger forskningen på fire grundlæggende træk ved leg:

  1. Leg er en aktivitet, hvor man føler sig fri.
  2. Leg indebærer en adskillelse fra virkeligheden og dens praktiske gøremål. Hvis man er på vej fra A til B og giver sig til at hoppe i en vandpyt undervejs, afkobler man sig den aktivitet, man egentlig var i gang med, og laver i stedet noget, der føles frit.
  3. Leg er en aktivitet, som er et formål i sig selv. Man leger for legens egen skyld.
  4. Leg er lystfuld eller sjov. Det handler om at lege det, der er sjovest at lege.

Det er vigtigt at skelne mellem leg som specifik aktivitet og aktiviteter, der kan minde om leg, og hvor ’det legende’ bruges som en metafor, der dækker bredt. ’Legende undervisning’ er fx ikke leg, men undervisning, der rummer aspekter af leg.

Ditte Winther Lindqvist definerer leg som bestemte aktivitetsformer inden for kulturelle formater, der gør, at vi genkender dem som leg. Fx bevægelseslege eller symbolske fantasilege fra ’Røvere og soldater’ i gamle dage til nutidens digitale ’Among us’. Legen er karakteriseret ved sit fantasiprægede og meningsoverskridende potentiale, hvor ting tillægges andre betydninger, end de har i gængs forstand: træpinden er en tryllestav, legecyklen er en raket osv.

Humoren tager over

Efterhånden som børn bliver ældre, skifter legen karakter og bliver gradvist afløst af humoren. Og humoren er faktisk voksnes måde at lege på, lyder Lars Geer Hammershøjs tese.

”Humor og leg ligner hinanden. Det er den samme type af kreativitet, hvor man kobler ting sammen, der egentlig ikke har noget med hinanden at gøre. Allerede i 0. klasse kan man se, at børn begynder at interessere sig for humor. De taler om jokes, og selvom vi måske troede, de var forsvundet, kan man høre dem fortælle hinanden Aarhus-historier, blondine-vittigheder og gåder som ’Hvad er det, der går og går og ingen vegne kommer? Tiden’, som sætter lighed mellem to vidt forskellige betydninger af ’at gå’” siger Lars Geer Hammershøj og fortsætter:

”Selvom legen er kropslig og humoren sproglig, er det i virkeligheden den samme slags samvær, man har omkring dem. Både leg og humor kan være ekskluderende. Men i det inkluderende humorfællesskab er der lighed på samme måde som i den gode leg. Vi deltager i det, fordi vi er fælles om at synes, at det er sjovt, uanset hvem vi ellers er hver især.”

Dannelse er at få venner

Lars Geer Hammershøj har de seneste år deltaget i projektet ’Legekunst’, hvor dagtilbud fra mere end 15 danske kommuner udforsker, hvad mødet med kunst, kultur og æstetiske læreprocesser i hverdagen betyder for 0-6-årige børns leg og dannelse og for det pædagogiske personale og andre voksne omkring dem.

I projektet, der er forankret i Kulturprinsen i Viborg, kommer fx skuespillere, musikere og billedkunstnere på besøg i dagtilbuddet, eller dagtilbuddet tager selv på museum eller besøger andre kulturinstitutioner.

Projektet undersøger, hvad der sker med børnene i dette møde med kunst og kultur, og hvordan det kan fremme deres leg og dannelse, og skal på den baggrund give nye bud på, hvorfor og hvordan leg er vigtig for børnene.

Lars Geer Hammershøj har særligt fokus på, hvilken rolle leg spiller i dannelse, og hvordan vi kan forstå den dannelse, der foregår i legen. Ligesom ’leg’ er også ’dannelse’ et nyt ord i dagtilbudsloven. Med ændringen af loven i 2018 blev børns dannelse skrevet ind i formålsparagraffen på linje med trivsel, læring og udvikling.

Han ser venskab som et nøglebegreb, når man skal forstå den dannelse, der foregår gennem leg. Når man spørger børn i 2-5-års alderen, hvem de leger med, lyder svaret: mine venner. Spørger man dem omvendt, hvem deres venner er, lyder svaret: dem jeg leger med.

”Forskningen viser entydigt, at for de mindste børn er der fuldstændig identitet mellem leg og venskab. En ven er altså én, man laver en bestemt aktivitet sammen med. Samtidig er små børn meget åbne for at lege med alle mulige andre børn, men jo ældre de bliver, des mere indsnævres åbenheden. Børnene bliver mere tilbøjelige til at lege med de børn, som de af erfaring ved, de kan have det sjovt sammen med, ” siger Lars Geer Hammershøj og fortsætter:

”I takt med at man udvikler sig fra barn til ung, finder man i stigende grad ud af, hvem man deler humor med og kan grine sammen med. Der er langt fra det søgende børnehavebarns åbenhed i legen til den indforståede humor i en gruppe af store børn eller unge.”

Han ser ligesom Ditte Winther-Lindqvist lighed som et ideal, der handler om at fremme jævnbyrdige og solidariske fællesskaber. Og de er enige om, at vejen til lighed kan banes gennem legen. Der kan derfor være en pædagogisk pointe i at arbejde med at udvide det indforståede i en børnegruppe for at invitere flere med ind i dens lege- eller humorfællesskab.

”Leg forudsætter simpelthen lighed i denne betydning, at alle er ligeværdige, at alle er frie til at byde ind, og at alle lytter til hinanden for at finde det fælles sjove.”

Lars Geer Hammershøj

”Leg kan være en port til lighed, fordi man derigennem betragter andre mennesker som nogle, man potentielt kunne have det sjovt med på en ligeværdig måde. Leg forudsætter simpelthen lighed i denne betydning, at alle er ligeværdige, at alle er frie til at byde ind, og at alle lytter til hinanden for at finde det fælles sjove. Man kan sige, at hvis man vil opleve lighed mellem mennesker, så udgør leg kernen af, hvad det vil sige,” siger Lars Geer Hammershøj.

At blive venner er noget af det vigtigste i den dannelse, der kan foregå i legen. Venskab er den første tætte relation, man får til et andet menneske, som man ikke er i familie med. Det er en selvvalgt relation, og det er underbelyst i legeforskningen, hvor grundlæggende det kan være at knytte venskaber ift. den dannelse, der i form af det åbne og anerkendende møde med det andet menneske i al dets forskellighed fra en selv kan føre til større lighed mellem mennesker, mener Lars Geer Hammershøj.

”Selvom de venskaber, man indgår i dagtilbuddene, sjældent varer ved, er det af afgørende betydning allerede dér at have knyttet venskaber og erfaret værdien af at være åben over for andre, lytte til dem, gøre erfaringer sammen med dem og udforske, om man forholder sig på nogenlunde samme måde til verden og kan grine af det samme – eller om man kan komme til det,” siger han.

Leg er nærmest skabt til dannelse, mener han.

”Dannelse handler om at gøre erfaringer med sig selv på nye måder, i andre roller og andre verdner sammen med andre mennesker. Og leg handler jo netop om at adskille sig fra den kendte verden og prøve på at lave en ny verden og være en anden sammen med andre i et fantasiunivers. Når leg og dannelse går så godt sammen, er det fordi de begge handler om frihed til at gøre erfaringer med, hvem de andre er, og hvem man i lyset af det selv kunne være,” siger Lars Geer Hammershøj.

Skrot ideen om fri leg

Det er en central pointe i Ditte Winther-Lindqvists legeforskning, at børn skal hjælpes i gang med at lege og i det hele taget lære at lege i langt højere grad end tidligere, hvor de lærte det af hinanden, fordi de mødtes naturligt som en del af deres hverdagsliv. I dag har børn arrangerede legeaftaler eller tager på legeplads med deres forældre.

”Her møder de måske nogen, de kender, det er hyggeligt, men det er ikke nok til at udvikle en levende legekultur. Ideen om børns frie leg kan vi skrotte. Det er en romantisk rekonstruktion, vi laver på børnenes vegne. Børn skal lære at lege, og det skal ske i dagtilbuddet, skolen og andre institutionelle rammer. Fx uddanner ’Levende Legekultur’ unge til at sætte lege i gang i udsatte boligområder for at skabe noget af det gamle flow, og det ser faktisk ud til at virke,” siger hun.

Der er almindelig enighed om, at børn i dag holder op med at lege omkring 10-12-års alderen, selvom elementer af leg lever videre i digital form i computerspil som ’Among us’, ’Fortnite’ og ’Minecraft’. Ifølge Ditte Winther-Lindqvist er det naturligt, at unge gerne vil lægge afstand til barndommen. Leg er netop noget, vi forbinder med småbørnsalderen, og derfor lægger mange også afstand til legen, når de bliver lidt ældre. Men med alle de gode ting, leg gør for mennesker, dur det ikke, hvis børn føler sig for gamle til at lege allerede som 10-årige, understreger hun.

”Vi har brug for rollemodeller blandt unge og voksne, der taler om og viser, at det er legitimt at lege. I ’Levende Legekultur’ forsøger vi at sætte bevægelseslege og holdspil i gang for at modvirke, at skolebørn sidder og hænger med deres mobiler hver for sig i frikvarteret. De større børn føler, det er mere legitimt at deltage i de fælles spil og lege, og de gider det faktisk rigtig godt, når de ser, at andre unge eller deres idrætslærer, som de måske synes er ’fed’, gerne vil lege med og spille disse spil. På den måde kan man forlænge den periode af livet, hvor børn leger,” siger Ditte Winther-Lindqvist og tilføjer:

”Hvornår vi stopper med at lege, er alene et spørgsmål om, hvordan vi i vores kultur taler om leg, og hvilke rammer vi sætter for den.”

Det elementært nødvendige

De forskellige lege har hver deres fordele. Nogle kan fungere inkluderende for en stor gruppe børn, andre har et mere ekskluderende præg, fordi der kun kan være få med ad gangen.

”Sociale fantasilege, som fx ’far, mor og børn’ – eller familieleg, som det hedder i dag – giver børnene gode muligheder for at udvikle sig og trives inde i fantasiboblen, men der er grænser for, hvor mange der kan være med i en sådan leg, uden at den bryder sammen. Den slags ekskluderende lege kan give dem, der deltager i dem, et stort udbytte, og hertil kommer jo, at børn i det hele taget skal lære, at man ikke altid kan deltage i alt. Det er vigtigt at få gode erfaringer med at håndtere eksklusion som et grundvilkår i livet. Leg må bare ikke kun være det!” siger Ditte Winther-Lindqvist.

I bevægelseslege som ’Tagfat’ derimod er der nærmest ingen grænser for, hvor mange der kan være med. Men det kræver, at disse lege sættes i gang, for børnene finder i stadig mindre grad på at gøre det af sig selv.

”Derfor bør et dagtilbud fx hver dag sætte tre lege i gang, hvor pædagogerne har tænkt over deltagelsesmulighederne, og hvor mindst en af legene gør det muligt for alle at komme ind i legen uden at skulle optages af de andre,” siger Ditte Winther-Lindqvist.  

Hun mener, at det bør være en basal færdighed hos pædagoger at kende til den slags lege og at kunne sætte børnene godt i gang med dem. At kunne igangsætte og deltage i leg skal betragtes som en professionel pædagogisk kompetence, der ikke må gøres til et spørgsmål om livsindstilling, kreativitet og mod hos den enkelte voksne.

”Men vi har et vidensefterslæb her, fordi vi har været for tilbøjelige til at mene, at det finder børnene bare ud af selv. Det gør de ikke. Det kan godt være, børn er lige inde i legen, men der er masser af barrierer i forhold til at komme godt derind. Dem er de voksne nødt til at hjælpe børnene med at overvinde ved at sætte gode lege i gang og deltage i dem sammen med børnene,” siger Ditte Winther-Lindqvist.

Også Lars Geer Hammershøj mener, at de voksne med fordel kan lege med. Han siger:

”Det er fortsat en udbredt forestilling, at børns frie leg betyder, at de voksne ikke skal blande sig. Men det er en misforståelse. Frihed betyder ikke frihed for voksenindblanding, men at føle sig fri i legen sammen med dem, man nu engang leger med, børn såvel som voksne. Inde i legen er børn gode til at lege selv og vil gerne lege selv, men de synes også, det er sjovt, når voksne bidrager med noget, de ikke selv kan, eller kender til historier, bevægelser, tryllekunst og klovnerier. Børn elsker, når voksne leger med.”

DITTE WINTHER-LINDQVIST

Lektor i udviklingspsykologi på DPU, Aarhus Universitet. Hun forsker i børns leg og legekulturer, identitet, venskaber, sorg og pårørendes liv samt omsorg for børn. Hun underviser på DPU’s Kandidatuddannelse i pædagogisk psykologi og er tilknyttet Levende Legekultur-indsatsen i samarbejde med Gerlev Center for Leg og Bevægelse.

LARS GEER HAMMERSHØJ

Lektor i uddannelsesvidenskab på DPU, Aarhus Universitet. Han forsker i leg, kreativitet og dannelse og er forskningskoordinator for ’Legekunst’-projektets syv forskningsprojekter. Han underviser på DPU’s Bachelor- og Kandidatuddannelse i Uddannelsesvidenskab.



NR. 100

INDHOLD

MARTS 2022