Ret beset forsvandt den danske ’folke-skole’ med vedtagelsen af folkeskoleloven af 1993. Godt nok kalder vi stadig skolen for folkeskolen, men set i bakspejlet har vi siden 1990’erne bevidnet et paradigmeskift fra et fokus på folk og fællesskab til et fokus på den enkelte lærende elevs frihed til at blive udfordret og udfolde sig. Lige indtil nu, for nu efterlyser politikere (og visse forskere) den fællesskabende skole igen. Men er der grund til at tro, at vi kan få den tilbage?

”Folkeligheden i 1970’erne drejede sig om demokratisk og social lighed, og skoleklassen blev set som det centrale deltagelses-, lære- og lighedssted for kommende socialt bevidste demokrater.”

Claus Holm

I 1972 forsøgte han med sit forslag til folkeskolelov at få os til at bekende os til, at eleven skulle ’opøve sin evne til selvstændig vurdering og stillingtagen og udvikle sig i tillid til sig selv og til fællesskabets muligheder’. Det forslag nød ikke fremme, men fællesskabet kom med folkeskoleloven af 1975 alligevel til at spille en fremtrædende rolle. Ikke mindst med formuleringen om, at skolens undervisning og hele dagligliv måtte bygge på åndsfrihed og demokrati.

Folkeligheden i 1970’erne drejede sig om demokratisk og social lighed, og skoleklassen blev set som det centrale deltagelses-, lære- og lighedssted for kommende socialt bevidste demokrater. Lighedsmålsætningen var en del af samtidens diskurs om en undervisning uden selektion og uden produktion af samspils- og socialarvsramte restgrupper.

Men med folkeskoleloven af 1993 skete der en ændring: I stedet for fællesskabs- og lighedsorientering blev den individuelle frihed dominerende. Internationale iagttagere vil hævde, at den danske folkeskole fortsat er relativt lighedselskende, men fra midten af 1990’erne har vi faktisk bekendt os til, at den enkelte elev ’opnår tillid til egne muligheder og baggrund for at tage stilling og handle’. Også selvom en slags lighedsprincip kiler sig ind mellem åndsfrihed og demokrati i 1993. For skiftet til optagetheden af den enkeltes frihed bliver formuleret som et lighedsprincip – som forhenværende professor Lars-Henrik Schmidt i bogen 'Om Respekten' gjorde opmærksom på i 2005.

De ligeværdige individualiteters skole trådte i forgrunden i en skole, der som en del af en offentlig sektor skulle dokumentere sin berettigelse ved at levere brugbare serviceydelser til, ja, brugerne – altså de enkelte elever og deres forældre og ikke til demokratiske medborgere. Derved fyldte idéen om folkets og demokratiets skole markant mindre.

”Krisetegnene er konstaterbare, de individualiserede pædagogiske problematikker er blevet for vanskelige at håndtere, og råbene på fællesskab er udtalte.”

Claus Holm

Siden 1993 har vi ikke – før nu – for alvor set den danske individ- og frihedsorienterede skole udfordret. Blandt forskere er der bred enighed om, at individualiseringen som princip fortsatte i 00’erne og 2010’erne med fokus på konkurrence, færdigheder og læringsudbytte. Der er også enighed om, at skoleklassen har ændret karakter fra en anerkendt miniatureudgave af det store og almene demokratiske fællesskab til forskellige inkluderende læringsmiljøer, der skal tilgodese hver enkelt elevs behov for forskellige former trivsel, læring og udvikling. Klassen er ikke længere dér, hvor de inkluderende læringsmiljøer finder sted. De sker i læringsmiljøer, som har afløst skoleklassen, og som – helst vupti – skal forbinde den enkeltes udviklingsmuligheder med det fælles bedste.

Men denne skole er nu i en konstaterbar kritisk situation, hvor dens lærere og pædagoger kæmper med at rumme de forskellige børn og elevers særligheder og friheder samtidig med, at diversiteten i læringsfællesskaberne nærmest har sprængt skoleklassen i forskelligartede organiseringsformer.

Krisetegnene er konstaterbare, de individualiserede pædagogiske problematikker er blevet for vanskelige at håndtere, og råbene på fællesskab er udtalte. Det er straks vanskeligere at svare på, hvilken form dette fællesskab kan få, for der er langt til 1970’ernes idé om social og demokratisk lighed. Denne idé har i hvert fald fået nye konkurrenter. Om det bliver et bæredygtigt naturforhold, verdensborgerlighed, en restaurering af almendannelsen på et kristent grundlag eller folket, der bliver skolens fællesskabende idé, ved vi endnu ikke. Men det er vigtigt at kende det herskende udgangs- og modstandspunkt for de ligeværdige individualiteters skole.