Asterisk nr. 100 - marts 2022
Teknologien forbinder os. Men den deler os også og skaber ulighed – både i de danske klasselokaler og på tværs af kulturer. To DPU-forskere giver her et indblik i nogle af teknologiens ulighedsskabende bagsider.
Lyt til artiklen
I en landsby i Tanzania sidder en flok skolebørn klar til at udføre dagens opgave:
”Tegn en robot – eller flere – som gør noget og måske gør noget sammen med andre. Der må godt være mange forskellige ting på papiret,” siger skolelæreren.
Eleverne ser tænksomme ud og går langsomt i gang… for hvordan ser sådan en robot egentlig ud? Hvad er en robot overhovedet for noget?
Samme opgave bliver stillet i en dansk skoleklasse. Her tegner eleverne i 4. klasse firkantede robotter, som de kender fra tegneserier og film. De taler i grupper om, hvordan de sejeste robotter ser ud, og hvad de skal kunne. Referencerne er blandt andet C3PO og R2D2 fra Star Wars, Disneys WALL-E, Robocop, Ironrunner og Lego Mindstorms.
Det er antropolog og professor i fremtidsteknologi og læring på DPU, Aarhus Universitet, Cathrine Hasse, der står bag undersøgelserne. Hun siger:
”De to eksempler viser os, at kultur og referenceramme betyder alt i forhold til læring. De danske børn var på forskellige niveauer – nogle havde selv prøvet at bygge robotter, andre ikke. Men alle vidste, hvad en robot var. De tegnede på livet løs. Og det var især interessant, at langt de fleste robotter var fremtidsagtige.”
Eleverne i Tanzania havde derimod ikke de samme referencerammer – faktisk havde de fleste af dem ingen referencer. Der kom derfor nogle helt andre tegninger ud af det, som ikke ligefrem lignede, hvad vi i den vestlige verden genkender som robotter.
For en antropolog som Cathrine Hasse er sammenligningerne mellem de danske skoleelever og børnene fra landsbyskolen i Tanzania interessante. Det er de især, fordi de klart illustrerer, hvor forskellige forudsætninger, vi mennesker har for at lære, i og med at læring er kulturelt betinget – særligt når de fænomener, vi skal lære noget om, kræver en særlig indsigt og viden, som er bundet op på kulturel baggrund.
MOOCs (Massive Open Online Courses) er relativt billige online kurser, der i princippet er tilgængelige for alle i hele verden, men som, ifølge Cathrine Hasse, har en klar vestlig bias.
Det samme gør sig gældende for de populære og ret udbredte MOOCs (Massive Open Online Courses), der i udgangspunktet stræber efter at tilbyde uddannelse til alle i hele verden ud fra en idé om demokrati og lighed, fortæller Cathrine Hasse. Også her ser hun nogle problemer, der tydeliggør en særlig vestlig bias i måden, MOOCs er udarbejdet på:
”Alle har jo ikke den samme adgang til teknologi og internet, som vi har her i Vesten. Så det er i sig selv en sandhed med modifikationer, at MOOC er for alle. Vi ser også, at folk, der har høje uddannelser, har en særlig fordel i forhold til at forstå og bestå kurserne. De, der har en videregående uddannelse, er bedst i stand til at bruge de her teknologier.”
”Der er ikke noget, der kan få mennesker til at føle sig så ulige stillet, som hvis de får påduttet en lighed, de reelt ikke føler.”
Cathrine Hasse
Hovedparten af dem, der tager kurserne, har da også høje uddannelser i forvejen, fordi det er en verden, de nemt kan forstå og uden problemer træde ind i. Men MOOCs tager i Cathrine Hasses øjne ikke højde for brugernes forskellige forudsætninger, når det kommer til begrebs- og teknologiforståelse. Og det gør teknologier som MOOCs ulighedsfremmende, for de er ikke så frie og lige, som de udgiver sig for at være, mener hun:
”Der er ikke noget, der kan få mennesker til at føle sig så ulige stillet, som hvis de får påduttet en lighed, de ikke føler, de har. For så vil de have tilbøjelighed til at tro, at hvis de ikke kan udnytte de muligheder, der er, så er det deres egen skyld.”
Cathrine Hasse fortæller i den forbindelse, at hun sidste år gjorde sig selv, en dansk ph.d.-studerende, og et par forskningskolleger fra universiteter i Thailand til forskningsobjekter i en undersøgelse af MOOCs.
”Vi tilmeldte os et kursus, hvor man kunne lære at lave sin egen film. Det var sjovt, og min danske ph.d.-studerende og jeg var helt med. En af mine thailandske kollegaer, der selv arbejder med innovativ teknologi og uddannelse, fandt det derimod svært. Der blev brugt ord og begreber, hun ikke kendte, selvom hun taler udmærket engelsk, og der blev kun refereret til vestlige film, som hun ingen kendskab havde til,” fortæller Cathrine Hasse.
Den thailandske kollega havde altså dårligere forudsætninger for at deltage i kurset end hendes vestlige kolleger – selvom MOOCs udgiver sig for at være online undervisning for alle i hele verden.
Cathrine Hasse peger på to typer ulighed, der gør sig gældende i forhold til menneskers interaktion med teknologi. For det første er der en ulighed i menneskers forudsætninger for at forstå og bruge teknologi. Det kan fx handle om, hvorvidt du kan programmere, men det kan også være et spørgsmål om, om du formår at navigere på en iPad eller mestrer andre, ret basale tekniske færdigheder.
For det andet er der en ulighed indbygget i algoritmerne i digitale læremidler og i digitale servicer i det hele taget, forklarer hun:
”De, der har bygget algoritmerne, har ubevidst indlejret en ulighed. I MOOCs er det den vestlige bias. Og ofte er teknologien lavet af hvide middelklassemænd, og den er derfor biased i deres retning. Det gælder fx kreditvurderingssystemer i USA, hvor kvinder og sorte oplever ulighed, fordi algoritmerne ikke er designet til dem.”
Cathrine Hasse understreger, at teknologien er en aktør, som altid gør noget ved os. Den er aldrig uskyldig.
”Det er ikke nok at have designerens forsikring om, at den her app vil lære dit barn at læse. Man bliver nødt til at se på, om teknologien gør noget utilsigtet ved nogle børn, som betyder, at de fx ikke bliver bedre til at læse. Gør den noget ved børnenes måde at være sammen på? Det handler grundlæggende om teknologiforståelse, dvs., hvad den gør ved mennesker og ved relationerne mellem dem.”
Hun kritiserer i den forbindelse læringsspil og apps, som bliver brugt i den danske folkeskole, som i hendes optik ofte er alt for behavioristiske, i og med de går ud fra, at man kan fremme læring med belønning og straf som motivationsfaktorer.
”En del af de apps, der kommer fra USA, er behavioristisk udformet. De er enormt konkurrenceprægede med indbyggede features, der fx sætter drengene op mod pigerne. Det skaber helt tydeligt en ulighed mellem eleverne,” siger hun og pointerer, at nogle af de danske spiludviklere desværre har taget den behavioristiske tilgang til sig.
”Spillene er måske legende og sjove, men jeg er ikke sikker på, at de skaber bedre læring – måske det modsatte for visse børn. Men hvad det mere konkret gør ved deres læring, det må vi spørge didaktikerne om,” lyder det fra Cathrine Hasse.
Og det gør vi så. Vi søger assistance hos Simon Skov Fougt, der er lektor i fagdidaktik ved DPU, Aarhus Universitet, og forsker i læremidler – særligt de digitale. Han giver Cathrine Hasse ret i, at de behavioristiske digitale læringsspil er udbredte, især på indskolingsniveauet i den danske folkeskole.
Her skal børnene fx træne ord eller stave til dem, og så bliver de belønnet med point eller stjerner, efterhånden som det lykkes. Men det er i Simon Skov Fougts optik en overdrivelse at kalde dem læringsspil. For der er ikke meget læring i dem. Men han diskvalificerer dem heller ikke helt.
”Jeg tror, at de fleste elever godt kan lide at fordybe sig for en stund i den type spil. Men jeg kender ingen læringsteorier, der argumenterer for, at det er den bedste måde at lære på,” siger han.
Han peger på det problematiske i, at spillene har et indbygget konkurrenceelement, der forstærker og udstiller, at eleverne er på forskellige niveauer. Han nævner i den forbindelse et danskudviklet spil, der hedder ’På banen’, hvor rammen er en straffesparkskonkurrence, men formålet er stavetræning af de 120 mest brugte danske ord på kortest mulig tid.
”Det er et eksempel på et spil, der i stedet for at fremme læring, udstiller ulighed. Og det er det mest idiotiske spil, jeg nogensinde har set. For hvad har straffesparkskonkurrence og stavning med hinanden at gøre? Ingenting!” fastslår Simon Skov Fougt.
”Hvis alle bliver behandlet ens, så vil nogle uundgåeligt føle ulighed. For vi er ikke ens, men netop forskellige. Også i vores måder at lære på.”
Simon Skov Fougt
Et af de mest i øjenfaldende problemer ved de allerfleste digitale læremidler, set fra et læringsperspektiv, er ifølge Simon Skov Fougt, at de er designet til den gennemsnitlige elev, ud fra devisen ’one size fits all.’ Men på den måde rammer man lige præcis ingen, konstaterer han.
”Det ville være super, hvis vi kunne lave læremidler, der tog udgangspunkt i, at vi alle er forskellige og på forskelligt fagligt niveau, og at vi lærer forskelligt. Men det tager tid, og det er meget dyrt at udvikle sådanne læremidler. Og det kræver meget af lærerne. I det øjeblik, vi laver læremidler, der er åbne for elevernes fortolkninger og svar, så stiller vi også større krav til lærerne. Det er svært at overskue 24 elevers læringsbaner,” fortæller Simon Skov Fougt.
Da han sammen med en gruppe DPU-forskere undersøgte læremidler i danskfaget i et stort forskningsprojekt, hvis resultater udkom i bogform i 2017, stod det da også klart, at de læremidler, der blev brugt mest i skolen, var meget facitorienterede og repeterende. Det er problematisk i et lighedsperspektiv, påpeger han:
”Det er svært at lave differentieret undervisning og imødekomme elevernes forskelle godt nok. Hvis alle bliver behandlet ens, så vil nogle uundgåeligt føle ulighed. For vi er ikke ens, men netop forskellige. Også i vores måder at lære på. Det er ikke nødvendigvis et problem, men det er i hvert fald et dilemma, som lærere skal være opmærksomme på,” siger Simon Skov Fougt.
Han ser dog, at der p.t. er ved at ske et skred i retning væk fra de færdighedsorienterede digitale læremidler til de mere dialogiske, som netop favner bredere og giver plads til mere diversitet i måden at lære på.
”Mens dialogbaserede læremidler måske kan tænde en ild i nogle elever og få dem mere på banen, end hvad de almindeligvis formår i den traditionelle undervisning i klasselokalet, kan det omvendt udelukke andre fra at deltage.”
Simon Skov Fougt
Et godt eksempel på et lærerigt og dialogorienteret digitalt læremiddel er, ifølge Simon Skov Fougt, News Desk. Det er oprindeligt udviklet af Ekstra Bladet, og her skal eleverne på mellemtrinnet og op selv producere en avis, som de efterfølgende får udleveret i 500 eksemplarer.
Med det digitale læremiddel News Desk omdannes klassen til en redaktion i en uge. Målgruppen er elever på mellem- og udskolingstrinnet. Eleverne kan lave deres egen udgave af Ekstra Bladet Skole, Politiken Skole eller Jyllands-Posten Skole. Klassens avis trykkes i 500 eksemplarer, der leveres til skolerne. Det er gratis både at bruge News Desk og få trykt aviserne.
Han fortæller om en flok elever, der lavede en forside, der handlede om manglende belysning på en cykelsti i deres nærområde:
”De bragte et dunkelt billede af en cyklende pige på en mørk cykelsti. Overskriften lød: ’Tør du sende dit barn den vej hjem?’ Avisen delte de ud i det lokale indkøbscenter. Og det fik en masse forældre til at reagere. Det nåede sågar til lokalpolitikernes trafikudvalg. Og noget tid efter kom der lys på cykelstien. Det gav eleverne en oplevelse af, at de havde gjort en forskel for borgerne i kommunen. Og på den måde mærkede de demokratiet i praksis,” fortæller Simon Skov Fougt.
Eller det gjorde nogle af dem i hvert fald. For når undervisningen bliver mere dialogbaseret, er det ikke nødvendigvis en dialog, som alle børn ubesværet og naturligt deltager i. Jo mere fri og åben opgaven er, jo større krav stiller den også til eleverne kognitive kompetencer, påpeger han:
”Når et læremiddel som News Desk sprænger rammerne for det, eleverne er vant til at foretage sig i undervisningen, sætter det nogle elever fri, og de vil engagere sig dybt i det. Men det kræver også et ekstra overskud. Og mens dialogbaserede læremidler måske kan tænde en ild i nogle elever og få dem mere på banen, end hvad de almindeligvis formår i den traditionelle undervisning i klasselokalet, kan det omvendt udelukke andre fra at deltage. Det må vi ikke være blinde for.”
Nogle elever vil have mere at byde ind med end andre. Og det vil oftest afhænge af, hvad de har med i bagagen hjemmefra. Mere konkret: Kommer de fra et hjem med mange bøger på reolen, er bøgerne få, eller er de der slet ikke?
Eksemplet med bøger er ikke helt tilfældig valgt. I den internationale IEA-undersøgelse PIRLS, som måler 4.-klasse-elevers læsekompetencer, er det netop dét, der bliver spurgt til, når elevernes socioøkonomiske baggrund skal estimeres. Antallet af bøger viser sig at være en forbløffende god målestok for socioøkonomi – PIRLS-undersøgelserne viser en tydelig sammenhæng mellem elevernes læseresultater og antallet af bøger i deres hjem – jo flere bøger, jo bedre læsning.
Cathrine Hasses kritik af MOOCs gik blandt andet på, at kurserne ved at pådutte nogle kursister en lighed, som de ikke føler, de har, i virkeligheden risikerer at fremme ulighed. Og i princippet er det den samme mekanisme, der gør sig gældende i eksemplet med New Desk og andre dialogbaserede digitale læremidler. Intentionen er mere åbenhed og lighed, men resultatet er mere ulighed. Derfor kræver de dialogbaserede digitale læremidler en særlig opmærksomhed fra lærerens side, mener Simon Skov Fougt. Han siger:
”Der er fare for, at de børn, der kommer fra en lav social klasse, og som måske ikke kan argumentere så klart som akademikerbørn, vil føle ulighed, selvom det egentlig var det stik modsatte, der var intentionen – nemlig at alle skulle kunne komme til orde, argumentere og udfolde deres kreativitet.”
Og selvom der er langt fra Tanzania, som vi indledningsvis ’besøgte’, til en dansk skoleklasse, så er der alligevel et sammenfald mellem den ulighedsproblematik, der opstår i klasseværelser på vores breddegrader, når digitale læremidler kommer i spil, og de problemer, Cathrine Hasse observerede i forbindelse med de tanzanianske børns forsøg på at tegne robotter. Indsigterne fra begge kontinenter er, at læring er bundet op på menneskers forestillingsevne, der igen afhænger af, hvor vi kommer fra, og hvad vi har med i bagagen.
Det er ikke nemt at rykke ved, men rent didaktisk og menneskeligt kan lærere forsøge at skabe et trygt klassemiljø, hvor alle elever, uanset baggrund, føler sig tilpasse. Her kommer teknologien og dermed de digitale læremidler til kort. Der skal menneskelig empati og indlevelsesevne til, pointerer Simon Skov Fougt:
”Teknologien kan ikke skabe den tryghed for eleverne. Men det kan en dygtig og opmærksom lærer.”
Jesper Bremholm, Jeppe Bundsgaard, Simon Skov Fougt & Anna Skyggebjerg: Læremidlernes danskfag, Aarhus Universitetsforlag, 2017.
Jan Mejding, Katja Neubert & Randi Larsen: PIRLS 2016. En international undersøgelse om læsekompetence i 3. og 4. klasse. Aarhus Universitetsforlag, 2017.
Cathrine Hasse m.fl.: Perceptions of authority in a massive open online course: An intercultural study. I: International Review of Education, 2018.
Cathrine Hasse: Posthumanist Learning. What Robots and Cyborgs Teach us About Being Ultra-social. Routledge, 2020.
Cathrine Hasse: Material concept formation: Inequality in children’s conceptual robot imaginaries. I: Designing Robots, Designing Humans. Routledge, 2020.
Professor i kulturel læring og teknologiforståelse på DPU, Aarhus Universitet, leder af forskningsprogrammet 'Fremtidsteknologi, Kultur og Læreprocesser' og forsker bl.a. i læring i forhold til teknologiforståelse og robotteknologi. Hun underviser på kandidatuddannelserne i Pædagogisk antropologi og Uddannelsesantropologi og globalisering.
Lektor på DPU, Aarhus Universitet, og forsker bl.a. i digitale læremidler. Er national forskningsleder på den internationale IEA PIRLS-undersøgelse. Han underviser på kandidatuddannelserne i Didaktik - dansk og It-didaktisk design.
NR. 100
INDHOLD
MARTS 2022
