De tre videoer præsenterer tre bøger til kortlægning af matematikvanskeligheder og inspiration til at støtte elever i matematikvanskeligheder. Bøgerne er tilpasset grundskolen, men kan også tilpasses og anvendes i andre uddannelser.
Strukturen i bøgerne blev udviklet og afprøvet sammen med 16 matematiklærere og –vejledere på Frederiksberg i forbindelse med den første bog (2013). Det var et udviklingsprojekt, hvor skoleforvaltningen på Frederiksberg ønskede en matematikindsats i 2. klasse på linje med tidlig læsehjælp i 1.klasse. Udviklingsprojektet var inspireret af internationale materialer og erfaringer med henblik på at udvikle en særlig dansk model, befæstet i dansk matematikundervisningskultur.
Efterfølgende er indhøstet danske erfaringer med model og materialer, og der er udtrykt ønsker om at udvide modellen til mellemtrin og ældste trin. På den baggrund blev anden bog (2016) og tredje bog (2020) udviklet og publiceret.
Derfor har de tre bøger samme grundstruktur og har ’et opslag’ til hvert fagligt fokusspørgsmål (som er en guide til lærerens undersøgelse), men de tre bøger adskiller sig også fra hinanden. Disse lighedspunkter og forskelle afspejles i de tre videoer.
Videoerne er udarbejdet af Lena Lindenskov, DPU, Aarhus Universitet, og Katrine Munch Kirsted, Københavns Professionshøjskole