DPU

Aarhus Universitets segl

Voksne rollemodeller gør børn til lystlæsere

Bogen har mange ambassadører blandt børn. Og det er især de voksnes læselyst og interesse for bøger, der smitter børnene og gør dem til lystlæsere, viser en ny undersøgelse fra Danmarks Pædagogiske Universitetsskole.

Undersøgelsen "Hvad skaber en Lystlæser? Undersøgelse af meget læsende børns læsevaner i forbindelse med Smart-Parat-Svar-quizzen" er gennemført af Center for Børnelitteratur ved Danmarks Pædagogiske Universitetsskole, Aarhus Universitet. Den bygger på en spørgeskemaundersøgelse med 399 børn, hvis klasser deltog i quizzen, samt interviews med børn på seks af de deltagende hold - i alt 29 børn.

Undersøgelsen konkluderer bl.a., at sandsynligheden for at børn bliver lystlæsere stiger i takt med den opbakning og inspiration de får fra lærere, bibliotekarer og forældre.

Ifølge Henriette Romme Lund, der har interviewet børnene, er det ikke så overraskende. Men med undersøgelsen er denne sammenhæng nu dokumenteret. Læselyst er dog ikke kun et produkt af forældre, skole og bibliotekers indsats. Undersøgelsen viser også, at det i høj grad også er noget børnene selv udvikler, fordi de simpelthen bare har lyst til at læse og prioriterer at gøre det.

"Det har gjort stort indtryk på mig at møde alle disse børn, der virkelig trådte i karakter med deres begejstring, og som næsten ikke kunne holde op med at fortælle om deres læselyst. Bogen er bestemt ikke glemt, der findes faktisk børn der elsker at læse. Børn, der ikke går til fodbold, men går til læsning! Og vi taler om "smarte" børn, der er med på beatet", siger Henriette Romme Lund.

Børn efterspørger formidling

Center for Børnelitteratur har i samarbejde med Gentofte Bibliotekerne v. Berit Lærkes udarbejdet en rapport om undersøgelsen. Den sætter dels fokus på børnenes egne opfattelser af, hvad der har gjort dem til meget læsende børn, dels på formidlingsmæssige konsekvenser af undersøgelsen.

"De meget læsende børn efterspørger kvalificeret, specialiseret og ligeværdig formidling, når det gælder bøger. I forlængelse af det kan man diskutere, om der ikke er behov for specialisering blandt skole- og folkebibliotekarer. Er det fx muligt at levere troværdig, fagligt velfunderet formidling inden for så forskellige områder som it, litteratur og computerspil?", siger Nina Christensen, centerleder ved Center for Børnelitteratur.

Yderligere oplysninger

Nina Christensen, centerleder ved Center for Børnelitteratur
E nc@dpu.dk 
T 8888 9375

Henriette Romme Lund, cand. mag.
E Henriette73@hotmail.com  
T 6177 0834


FAKTA

Hent rapporten 'Hvad skaber en lystlæser?'

Undersøgelsens konklusioner

Forskellige faktorer medvirker til at skabe meget læsende børn:

  • Institutionelt miljø: Børnene oplever opbakning, fokus på og engagement i bøger og læsning på deres skole og hos deres klasselærer. Skole- og folkebibliotekaren er en stor inspirationskilde for deres læsning, og de er flittige brugere af skole- og folkebiblioteket.
  • Privat miljø: Børnene oplever opbakning til at læse, får inspiration til deres læsning og ser en interesse for bøger hos deres forældre. Hos deres venner er læsningen enten en accepteret interesse eller en interesse, som de deler med dem.
  • Egen lyst og prioritering: Børnene udviser selv en interesse i at læse, de vælger bogen og læsningen frem for andre medier og aktiviteter, og i deres valg af bøger opfører de sig både selvstændigt og lystbetonet.

Undersøgelsens formidlingsmæssige konsekvenser

Rapporten anbefaler bl.a.:

  • en mere målrettet, specialiseret formidling: både mod hjem, der ikke har tradition for at bruge biblioteket og mod de meget læsende børn
  • øget opmærksomhed over for børn/kammerater og forældre/familie som litteraturformidlere
  • øget fokus på betydningen af voksne professionelle læsere som rollemodeller og ikke mindst som ligeværdige dialogpartnere for børnene
  • øget fokus på udvikling af faglig udveksling mellem folkeskolelærere, skolebibliotekarer og folkebibliotekarer også i forhold til litteraturformidling til børn
  • øget opmærksomhed over for om voksne professionelle læsere og litteraturformidlere har uddannelses- og efteruddannelsesmæssige forudsætninger for at levere den kvalificerede dialog om bøger, som børnene efterspørger.

'Smart-Parat-Svar'-quizzen er en landsdækkende konkurrence på paratviden og har bl.a. til formål at sætte fokus på meget læsende børn som rollemodeller for andre børn. Se www.smartparatsvar.dk

Center for Børnelitteratur er en særlig forskningsenhed ved Danmarks Pædagogiske Universitetsskole, Aarhus Universitet, se www.cfb.dk