Dekan Lars Qvortrups tale til Danmarks Pædagogiske Universitetsskoles årsfest den 7. november 2008

I disse år diskuterer vi - igen - forholdet mellem samfund, stat og universitet.

Lad mig sige det med det samme: Universitetet har aldrig været frit i betydningen uforpligtet i forhold til fællesskabet. Nogle gange påtager vi os forpligtelserne indefra, andre gange kommer de udefra.

Tænk bare på 1970'erne, da mange - og disse mange kom hovedsageligt fra universitetet - appellerede til at universitet skulle levere "forskning for folket". Man forsøgte at etablere et frivilligt kontraktforhold. Tredive år senere blev der taget et tilsvarende initiativ (denne gang kom det dog udefra), hvor "folk" blev erstattet af "faktura". Så det er muligt, at målgruppen og initiativtagerne har ændret sig, men forkærligheden for bogstavrim på "f" har i det mindste holdt sig: Ikke "forskning for folket", men "fra forskning til faktura".

Men som sagt: Vi har aldrig været frie. At universitetet og dets medarbejdere er "koblet" til samfundet eller til forskellige grupper af samfundet har været tilfældet i hele det moderne samfunds historie, om end forskellige strategier har været bragt i forslag.

Når Immanuel Kant i sin tekst om "Fakulteternes strid" fra slutningen af 1700-tallet begrundede, hvorfor et universitet er inddelt i fakulteter, var forklaringen at denne inddeling skabte en kobling mellem regering og universitet. Regeringen har en række "drivfjedre" til at fremme sine formål, skrev Kant. I dag ville vi nok snakke om "incitamenter". De ædle formål, som regeringen dengang havde, var at fremme individernes evige vel, deres borgerlige vel og deres fysiske vel. Og drivfjedrene var en bestemt organisering af universitetet, nemlig i et teologisk, et juridisk og et medicinsk fakultet. Bemærk at organiseringen ikke var begrundet i en videnskabelig logik, men i et udefrakommende funktionskrav. Kants pointe var, at universitetet alene i kraft af denne inddeling var tilskyndet til at varetage henholdsvis det evige, det borgerlige og det fysiske vel.[1] Men hvordan fakulteterne skulle varetage disse bundne opgaver, skulle de selv afgøre, for det er jo netop det, de har specialiseret sig i: At frembringe ny, sand viden.

På den ene side skal universitetet levere ydelser, på den anden side skal det selv afgøre, hvordan disse ydelser skal frembringes. Det var Kants pointe. Men det var også identifikationen af et dilemma. At koble den måde universitetet fungerer på, med de ydelser, det leverer, er et dilemma. Kants forslag til at håndtere dilemmaet var organisatorisk: Det skulle fakultetsorganiseringen sikre.

Wilhelm von Humboldt havde en anden og meget mere radikal model, og når man tænker på, at Humboldt i dag opfattes som repræsentanten for det frie og autonome universitet, tror jeg at mange vil studse - og betakke sig - når de hører, hvor radikalt han gik til værks. Humboldts forslag var, at man kunne inddele de højere, videnskabelige læreanstalter i universiteter og akademier. Universitetet, skrev han, "står altid i et tæt forhold til det praktiske liv og statens behov", hvorimod akademiet "udelukkende beskæftiger sig med den rene videnskab."[2] Derfor må udnævnelsen af universitetslærere forbeholdes staten, mens alene medlemmer af akademiet skal vælges af akademiet selv. Statslige ansættelsesnævn, med andre ord. Det må siges at være en særdeles bastant input-regulering, ikke mindst, som sagt, i lyset af det liberale brand, Humboldt har fået.

Men Humboldts raffinement var, at også han gerne ville have ydelse og selvorganisering til at hænge sammen. Hans løsning var at kombinere universitetet og akademiet - sektorforskning og grundforskning, fristes man til at sige. Og for at få de to institutioner til at hænge sammen bør "flere lærde (...) være både universitetslærere og forskere ved akademiet".[3] Forestillingen om at Humboldt var det frie - i betydningen autonome - universitets fortaler er derfor falsk. Også han forsøgte at løse dobbeltheden af selvbestemmelse og opgavevaretagelse, og han gjorde det ved på den ene side at skelne mellem og på den anden side at sammenkoble universitet og akademi.

Dette er med andre ord udfordringen, også for vor tids universiteter. Det er den opgave, som især universitetsledelser er sat i verden for at varetage. Der skal skabes koblinger, der både sammenknytter og beskytter forskellige diskursformer, som vi sikkert ville kalde det i dag: Fra omverdenen kommer en nytteorienteret diskurs, der kræver specifikke ydelser fra universiteterne. Indefra kommer en diskurs, der hylder den forskning, der alene skal leve op til forskningens egne kriterier om at frembringe ny, sand viden.

Universitetets interne kommunikation er derfor orienteret imod at producere ny, sand viden. Det gør vi ved hjælp af fagfællevurdering, kvalitetsklassifikation af tidsskrifter, bedømmelsesudvalg, forskningsrådsansøgninger, internt begrundede avancementssystemer osv. osv.

Men universitet befinder sig i en omverden, der fokuserer på om den viden, der produceres, kan bruges til noget. Ergo indføres der andre former for kommunikation: Økonomisk styring, resultatkontrakter, incitamentsstrukturer osv. osv.

Det er denne udfordring - og det dilemma - der er på spil, hver gang der lovgives om universitetet. Det er dette dilemma, der er på spil, når man diskuterer, om og i hvilket omfang globaliseringsmidler skal øremærkes eller ej. Min pointe er imidlertid, at dette dilemma ikke er nyt. Det handler ikke om et forhold mellem gode og onde kræfter. Nej, det er et dilemma, der er indbygget i det moderne universitet, og som der er gensidige interesser i at vi håndterer på en hensigtsmæssig og produktiv måde.

Det er præcist det, vi har forsøgt at gøre på DPU. Det er det, der har været grundlaget for vores strukturreform, og det er det, der er grundlaget for vores udviklingsplaner og for vores arbejde med kontrakter og incitamentsstrukturer.

For at konkretisere, hvad jeg mener, vil jeg gerne først kigge tilbage for at se, hvad vi har opnået. Dernæst vil jeg se frem og præsentere hovedoverskrifterne for det, vi vil arbejde med det kommende år.

Strukturreformen - et tilbageblik
Sidste år, straks efter min tiltrædelse, annoncerede jeg en strukturreform, som jeg - optimistisk - annoncerede, at vi skulle have på plads inden årets udgang. Som I alle sammen husker, kastede vi os ud i en omfattende, fælles drøftelse på basis af den grundlæggende spilleregel, at alle skulle kunne komme til orde, og at målet dels var at få lavet en fornuftig struktur, dels at sørge for, at præmisserne for strukturen var tindrende klare: Hvad er ideen med den institutstruktur, vi arbejdede os frem til, og med de forskningsprogrammer, vi identificerede? Hvordan skal forholdet mellem dekanat og institutter reguleres, så vi skaber en dynamisk sammenhæng? Hvordan sikrer vi at der er en sammenhæng mellem forskningsfrihed og kravet om performance og output?

Men ikke alene snakkede vi, vi leverede også i fællesskab en række helt konkrete resultater. Ja, jeg synes godt at vi i fællesskab kan være stolte over, at vi til punkt og prikke har fulgt den køreplan, som vi stillede op for ti måneder siden.

Vi har etableret tre institutter: Institut for læring, institut for didaktik og institut for pædagogik. Nogle har lidt spøgende sagt, at grundprincippet er det trinitariske. Men det er det faktisk: Sønnen - det synlige resultat - er læring. Faderen - ophavet - er didaktikken. Og det sprog, den historie og de institutioner der formidler forholdet mellem fader og søn - denne usynlige distinktion er som bekendt Helligånden - er pædagogikken. Men samtidig følger vi princippet fra den såkaldte Konkordiebog: Her står der, at Faderens, Sønnens og Helligåndens personer på den ene side er forskellige; men på den anden side, som det hedder, er "af lige evig majestæt". Og så frembringer de tre i kraft af deres indre dynamik hele tiden hinanden. Ideen er altså at skabe en dynamisk struktur, hvor det på den ene side er klart, at de tre institutter fokuserer på forskellige ting, samtidig med at det på den anden side er ligeså klart, at de tre institutter bidrager til hinanden og er knyttet sammen i et fælles, overordnet projekt. Samtidig er de - helt i tråd med Kants principper for fakulteternes indretning - begrundet i hvad de bidrager med (det der tidligere er kaldt et ontologisk princip i forhold til det tidligere epistemologiske princip). Det betyder ikke, at faglighed (psykologi, antropologi, sociologi, filosofi, historie osv.) er lagt til side, men den er indlejret i institutternes (tværfaglige) virke.

Ud over de tre institutter har vi etableret et Center for Grundskoleforskning - og hertil kommer NCK, Nationalt Center for Kompetenceudvikling.

Efter at denne struktur var på plads, har vi ansat institutledere og centerleder - samt en prodekan for uddannelse.

Vi har identificeret en række forskningsprogrammer, der er knyttet til institutterne, og vi har udpeget forskningsprogramledere.

Lige nu arbejder vi på de to sidste stationer i køreplanen, dem der skal skabe transmissionen til - koblingen til og beskyttelsen fra - DPU's omverden:

Vi er ved at udarbejde kontrakter mellem dekanat og institutter baseret på det, der er DPU's grundvilkår, nemlig at 40 procent af institutøkonomien kommer fra vores basisbevilling, mens 60 procent skal skaffes i form af undervisning og eksternt finansieret forskning. De kontrakter, vi indgår, skal sikre, at der på den ene side er en tættere kobling mellem dekanat og institutter, og at der på den anden side er den størst mulige handlefrihed til institutterne, som beholder størstedelen af den indtægt, de genererer. Ideen er dels, at vidensaktører er ressourcestærke aktører og derfor fungerer bedst efter princippet om selvforvaltning, dels er den et moderne svar på Kants og Humboldts klassiske dilemma. Samtidig sikrer vi imidlertid ved at friholde nogle solidariske midler, at vi kan opretholde aktiviteter, som er vigtige for vores samlede forskning og undervisning, selv om de måske ikke isoleret set skaber indtægter. Og endelig fastholder vi en central, strategisk pulje på ca. 8 mio. kr., så vi kan tage samlede, strategiske initiativer.

Samtidig arbejder vi på at lave aftaler - og her taler vi bevidst om "aftaler" og ikke "kontrakter" - mellem ledere og VIP-medarbejdere. Igen fungerer 60/40 modellen som grundvilkår, men sådan at de 40 procent forvaltes med den størst mulige frihed. Ideen er ikke at udarbejde en slags bureaukratisk marked, hvor vi prissætter alle ydelser. Det, mener jeg, kan føre til et registreringshelvede. Nej, ideen er at skabe en transparent, gensidig forventningsstruktur, hvor vi forhandler os frem til præmisserne for de forventninger, som vi legitimt kan rette til hinanden. Netop i disse uger gennemfører vi både gode og konstruktive forhandlinger mellem TR-gruppen og dekanatet med et fælles ønske og en fælles forventning om, at vores aftale er på plads inden jul.
Skal man være lidt ambitiøs, synes jeg godt vi kan sige, at vi har leveret et originalt bud på, hvordan universitetsloven kan forvaltes, så vi kombinerer det der både var Kants og Humboldts ideal: At universitetet skal gøre nytte - og at det skal gøre nytte på basis af et princip om forskningsfrihed inden for de rammer, som indhegner et hvilket som helst fakultet eller institut. Og, vil jeg gerne lidt drillende tilføje: Vi opererer med større frihedsgrader end dem, Humboldt foreslog.

Næste år
Hvad skal der ske i løbet af næste år? Mine hovedoverskrifter er:

• Grundforskning
• Anvendt forskning og myndighedsbetjening
• Undervisning
• Forskningsformidling
• Internationalisering
• Og, som sidste punkt: Videreudvikling af fusionsprocessen

Jeg vil også tilføje, at hovedoverskriften for 2009 - efter at vi nu har formet strukturen og sat fokus på forskningsprogrammerne - vil være at speede arbejdet med at udvikle vores uddannelsesydelser op. Vi skal have udviklet en bacheloruddannelse. Vi skal tydeliggøre kandidatuddannelsernes kompetenceprofiler. Vi skal have gjort masteruddannelsesstrukturen mere smidig.

Grundforskning:
Der skal naturligvis satses på de forskningsprogrammer, der er blevet endeligt identificeret som et resultat af arbejdet med strukturreformen.

Derudover vil jeg selv nævne følgende områder:

• Hjerneforskning: Vi har allerede i dag en forskningsenhed, som ved hjælp af hjernescanning kan give billeder af, hvilke neurale processer der foregår hos børn, der "udsættes" for undervisning, og netop mens jeg står og taler er Christian Gerlach i gang med at forsvare sin doktordisputats om et aspekt af den teori, der ligger bag.
• Den almene fagdidaktik - eller bare fagdidaktikken - har allerede i dag status som forskningsprogram Mit ideal er en fornyelse og rehabilitering af fagdidaktikken.
• Universitetspædagogik: Mit håb er dels et dynamisk samspil med alle fakulteter på Aarhus Universitet, dels et samarbejde mellem universitetspædagogik og EPOKE.

Flere emner kan komme til i de kontraktforhandlinger mellem dekanat og institutter, som netop nu går i gang. For et af målene er naturligvis at sikre den størst mulige innovation og den stærkest mulige grundforskning på institutterne.

Men alle disse satsninger skal baseres på klare succes- og målkriterier i form af publikations- og citationsresultater.

Anvendt forskning og myndighedsbetjening:
Under denne overskrift vil jeg som eksempel nævne Center for Grundskoleforskning, selv om det for så vidt er urimeligt, fordi der foregår lige så meget grundforskning som anvendt forskning på centret, og fordi der foregår overordentlig meget anvendt forskning i alle dele af DPU - ja, ofte har jeg svært ved at se, at de to typer forskning står i vejen for hinanden. For at sikre den bedst mulige kobling mellem forskning og brugere etablerer vi d. 3. december en Forening for Grundskoleforskning - lidt ligesom vi allerede har en meget succesfuld forening for Center for Ungdomsforskning.

Hertil kommer to andre initiativer: Et Center for Erhvervspædagogik, som vi gerne vil etablere sammen med den flerfaglige professionshøjskole i København. Og en satsning på småbørnspædagogik, hvor der p.t. ikke er et rimeligt forhold mellem det antal studerende fra pædagogområdet, vi har, og så det antal forskere vi har på området. Og lad mig understrege det igen: Disse initiativer rummer lige så meget grundforskning som anvendt forskning, fordi disse to typer forskning ikke står i vejen for hinanden, men understøtter hinanden, jf. princippet om at forskningen både har den funktion at opretholde og videreudvikle sin egen produktion af sand, ny viden og har den opgave at levere forskningsbaserede ydelser, der kan bruges af andre af samfundets aktører.

Disse initiativer retter sig blandt andet mod at videreudvikle et allerede godt forhold til UVM og til professionshøjskolerne. Jeg er glad for at vi har en direkte kontakt til UVM mht. grundskole, voksenuddannelse, erhvervspædagogik, internationale komparative undersøgelser osv. Jeg er sikker på, at disse gode relationer vil blive videreudviklet i det kommende år. Ligeledes er jeg glad for det positive samarbejde med professionshøjskolerne: Et eksempel er NCK, som er et konsortium hvori blandt andet VIA indgår. Et andet eksempel er de mange forskningsbaserede udviklingsprojekter, jf. det store projekt "Ekspert i undervisning", som vi laver sammen med læreruddannelserne i Skive, Silkeborg, Hjørring og Aalborg. Et tredje eksempel er arbejdet med erhvervspædagogik, som jeg allerede har nævnt. Jeg forventer, at alle disse samarbejdsrelationer også på et tidspunkt vil blive suppleret af en mere formel samarbejdsaftale. Men jeg vil også gerne tilføje, at for mig er de konkrete samarbejder vigtigere end de formelle aftaler.

Undervisning:
Vores situation er karakteriseret af at

• Vores kandidatstuderende primært kommer med en professionsbachelorbaggrund. I år havde ca. 61 % af dem, der blev optaget, en uddannelsesbaggrund som professionsbachelorer (primært pædagoger og lærere). Sidste år, dvs. 2007, var tallet 64 %. Men også de fleste af de øvrige studerende har en ikke-universitær baggrund. Ja, faktisk var det i 2007 kun 38 og i 2008 kun 30 svarende til henholdsvis 4,4 % og 3,4 % af den samlede årgang, der kom fra en universitetsbachelor.
• Vi ikke har bacheloruddannelser
• Vi er en af landet største masteruddannelsesinstitution. P.t. er der i alt indskrevet 1059 masterstuderende på DPU's masteruddannelser.

Her vil hovedindsatsen derfor rette sig mod følgende områder:

• Udvikling af studiemiljø. Vi har nedsat et studiemiljøudvalg, vi arbejder med et erhvervscenter og en job- og erhvervshjemmeside, og vi vil i det hele taget skabe et bedre studiemiljø, ikke mindst i relation til den særlige baggrund, vores studerende har: De er ældre end gennemsnittet, de har en anden familie- og jobbaggrund, og de er også fordelt geografisk på en anden måde.
• Udvikling af undervisningsformer der imødekommer de studerendes særlige kompetencer og ressourcer. Her tænker vi især på at fremme praksis- og erfaringsbaserede undervisningsformer
• Udvikling af eksisterende - og nye - uddannelser. Det siger sig selv - men bør alligevel understreges - at vi fuldt ud anerkender de eksisterende uddannelsers kvalitet, og at der er en klar garanti for at man kan gøre sig færdig inden for den uddannelse, man har påbegyndt, inden for fem år efter studiestart.
• Vi sætter et arbejde i gang med kompetenceprofil-beskrivelser, både generelt for DPU og i relation til den enkelte uddannelse.
• Vi vil sætte et særligt fokus på læring, pædagogik og didaktik i hele den private sektor.
• Vi arbejder på at få en eller flere bacheloruddannelser godkendt, fx en bachelor i "education", så vi kan skabe en supplerende fødekæde til vores kandidatuddannelser.
• Og så har vi taget en lang række initiativer til den såkaldt forskningsbaserede læreruddannelse. Lad mig sige det på den måde, at vi fortsat med spænding afventer den politiske udmelding om denne idé. Ser man på tilgangen til læreruddannelsen, er der behov for initiativer.

Herudover bliver jeg nødt til at nævne to ting:

• Færdiggørelsesbonus. Kun tre procent af vores kandidatstuderende bliver færdige til tiden, og naturligvis skal dette tal sættes i vejret. Men som jeg allerede har sagt: Den gennemsnitsstuderende på DPU har en særlig uddannelsesbaggrund og har andre erhvervsmæssige, familiemæssige og geografiske vilkår end den gennemsnitsstuderende. Jeg er sikker på, at også politikerne kan se pointen i at give disse studerende en mulighed for at videreuddanne sig fra professionsbachelor til kandidat - og eventuelt en forskeruddannelse.
• Det indre uddannelsesmarked på AU. Vi bliver nødt til at sikre os, at det er mere attraktivt at samarbejde med andre på AU end at ansætte en ekstern lektor fra et andet universitet. Dette er ikke mindst vigtigt for DPU, som jo så at sige er placeret ortogonalt på de andre fakulteter og derfor er afhængig af - og kan tilbyde ydelser via - undervisningssamarbejde: Jeg tænker på fagdidaktik; universitetspædagogik; pædagogiske dimensioner af sundhed, erhvervsuddannelser, psykologi osv. osv.

Forskningsformidling
Også forskningsformidling spiller - og skal fortsat spille - en selvfølgelig og naturlig rolle ved et DPU.

Der er to formål med forskningsformidling: På den ene side har vi en pligt til at bidrage til den offentlige debat for at sikre en fri, kritisk og saglig debat inden for DPU's fagområder. På den anden side har vi en klar egeninteresse i at gøre opmærksom på os selv og på at markedsføre vores uddannelser og vores forskning.

DPU satset på forskningsformidling i årrække. Vi har trænet i at komme i medierne. Vi udgiver vores eget magasin Asterisk med ca. 15.000 abonnenter og mere end 50.000 læsere. Vi bidrager til BUPLs forskningskommunikationssatsning, det der hedder Børn og Unge-forskning. Vores bibliotek leverer vidensydelser - også til BUPL. Og målsætningen internt på DPU er stadig i stigende grad at gøre formidlingen til en integreret del af DPU-forskernes virke. Derfor er kommunikationsfolk og biblioteksfolk i gang med at skabe faste forbindelse og regelmæssige møder med de nye ledelser og sekretariater for institutter og Center for Grundskoleforskning.

I forlængelse af det vil jeg gerne nævne tre nye initiativer.

Det første handler om informationskompetence. Nationale og internationale undersøgelser viser, at unges informationskompetence er mangelfuld. Google-generationens hurtige omgang med informationssøgning fører nogle gange til at de går på kompromis med kvaliteten og måske ikke har en tilstrækkelig kildekritisk sans. Derfor er det et projekt for DPB at gøre studerende, lærere og forskere såvel inden for som uden for DPU til dem, der bedst er i stand til at lave kritiske og kvalitative søgninger i en overflod af information. Jeg kan i øvrigt tilføje, at vi sammen med Biblioteksskolen har lavet et forslag til en masteruddannelse i informationskompetence.

Det andet initiativ handler om brugen af nye digitale medier. Vores bibliotek er meget optaget af at styrke supporten inden for e-læring, referencehåndtering og Pure. Og vores kommunikationsenhed er i gang med at eksperimentere med web-tv. Den franske filosof og sociolog Pierre Bourdieu havde sit eget tv-studie ved College De France. DPU har sit eget tårn, oven i købet med lys i toppen. Det er ikke et Eiffeltårn - men hvis alt går vel, og hvis Aarhus Universitet er med på ideen, vil man i 2009 kunne se tv fra tårnet. Jeg vil i øvrigt tilføje, at kommunikation og forskningsformidling er ét af de områder, hvor vi har nogle særlige kompetencer og muligheder, som vi meget gerne vil bidrage med til de andre hovedområder på Aarhus Universitet.

Det tredje initiativ handler om DPU's internationale forskningskommunikationsindsats: Om Education Alliance Quarterly. DPU overtog i august i år formandskab for The International Alliance of Leading Education Institutes. I den anledning sendte DPU det første nummer af International Alliance Quarterly på gaden. Ambitionen er, at vi sammen med kollegerne i Beijing, Seoul, Singapore, Melbourne, Cape Town, Sao Paolo, Toronto, Wisconsin og London vil bidrage til at udvikle en forskningsinformeret international uddannelsesoffentlighed

Internationalisering
Hermed er jeg allerede i gang med internationaliseringspunktet. Her har vi mange bolde i luften, så sandt som at enhver forskningsinstitution naturligvis agerer på et globalt marked og i et globalt forskningsfællesskab. Men jeg vil gerne nævne tre særlige initiativer:

Fra august 2008 til august 2009 er vi formand for den førnævnte International Alliance of Leading Education Institutes. Vores ambition er at fremme forskersamarbejdet (fx i form af store, internationale komparative projekter), skabe mulighed for ph.d.-udveksling, uddannelsessamarbejde. Og så er det vores ambition i fællesskab i denne alliance at skabe en international, forskningsbaseret uddannelsesoffentlighed.

Vi har underskrevet en samarbejdsaftale med Institute of Education på University of London. Her retter vi os mod det europæiske marked. Igen er målene: Forskersamarbejde. Fælles forskeruddannelsesaktiviteter. Europæisk summerschool om uddannelsesforskning. Samarbejde om konsortier i forhold til EU-projekter.

Endelig vil jeg nævne, at vi har foreslået Life Long Learning som masteruddannelse på det kommende danske universitetscenter i Beijing, ligesom vi gerne vil udbyde en Erasmus Mundus uddannelse om life long learning i samarbejde mellem Beijing, Indien og os selv. Men dette sidste forudsætter naturligvis, at hele problemet vedrørende Erasmus Mundus finder en løsning.

Fusionen
Mit allersidste emne er fusionen med Aarhus Universitet.

I sommeren 2007 blev vi som bekendt fusioneret med AU. I år har vi betalt ca. seks mio. kr. til fællesskabet. Som budgetoplægget til budgetforhandlingerne i november-december p.t. foreligger, vil vores samlede bidrag til fællesskabet i 2009 blive cirka tre gange større. Nogle af disse ganske store midler får vi igen i form af administrative ydelser, fordi vi er blevet en del af et større administrativt fællesskab. Andre dele af midlerne går til at løfte den meget store opgave det er at gennemføre en fusionsudvikling, der som udgangspunkt skal være omkostningsneutral.

Det er klart, at vi i denne proces er meget fokuseret på, hvilke opgaver der fremover skal løses af fællesskabet, og hvilke der skal blive liggende på DPU, for vi skal så vidt muligt undgå dobbeltadministration. Her er der en særlig udfordring i geografien, for det er klart at ikke alle opgaver kan løses på en afstand af 300 km. Udfordringen har også en tidsdimension: Man går ikke fra den ene dag til den anden fra at være et selvkørende og velkørende universitet til at være en universitetsskole i et større fællesskab. Vi er også opmærksomme på, at når opgaver skal løses i fællesskab, betyder det ikke nødvendigvis, at opgaver her på DPU i Emdrup skal varetages i Aarhus. Det kan også være, at fællesopgaver på Aarhus Universitet faktisk kan varetages bedre her på DPU. Det kan være administrationsopgaver, men det kan også være forskningsformidling og forskningskommunikation og internationalisering. Vi er også meget opmærksomme på, at den samlede opgavevaretagelse, uanset hvor den ligger, skal være mindst lige så effektiv, som den er på DPU i dag. Og endelig skal det være fuldstændig klart, hvilke nye muligheder vi får i kraft af fusionen: Får vi adgang til nye forskningsressourcer? Skabes der et indre uddannelsesmarked? Skabes der et perspektiv-rigt samarbejde på hele Aarhus Universitet omkring vores universitetspædagogiske satsning? Jeg er glad for at kunne sige, at der arbejdes meget målrettet på at realisere alle disse potentielle fusionsgevinster.

Jeg vil også gerne sige det fuldstændig klart, at DPU trådte ind i fusionen med det, man på jysk kalder en meget fornuftig økonomi. Men naturligvis står vi last og brast med hensyn til at løse den samlede udfordring, som fusionsprocessen er. Det ønsker vi ikke at gøre ved at skære ned på en veldrevet butik, men ved at udvikle den, så vi kan være med til at producere os ud af de udfordringer, vi står over for. "Når det stormer, bygger nogle læhegn, andre vindmøller", hedder det med en forslidt metaforik. Uanset om metaforen er slidt eller ej, er det vigtigt, at vi får lov til at fastholde nogle fornuftige økonomiske muligheder for at høste frugterne af vores strukturreform og for at udvikle vore uddannelser, så vi i endnu højere grad kan blive til økonomisk nytte for AU og - uddannelsesmæssigt - for Danmark.

I den forbindelse kunne man jo tilføje, at gode fusioner altid går begge veje. Vi udnytter fusionen til at udvide vores aktiviteter i Jylland, fx ved at vi i august i år åbnede en afdeling på Trøjborg i Århus. Jeg synes, at det var naturligt at de øvrige hovedområder ser DPU og bygningerne her i Emdrup som en platform til det storkøbenhavnske område. Der er et stort markedspotentiale, men forudsætningen for at udnytte det er, at alle fakulteter skal være klare over, at AU er blevet et nyt, landsdækkende universitet.

Til sidst:
Vi har nået fantastisk langt med strukturreformen. Den var nødvendig, men det er vigtigt at kunne konstatere, at den er lykkedes, og at vi har overholdt vores fælles køreplan.

Det år jeg har tilbragt på DPU har været det mest udfordrende og opmuntrende i min efterhånden lange universitetskarriere.

Derfor vil jeg gerne sige en stor tak til vores samarbejdspartnere i ministerier og professionshøjskoler og på alle de mange institutioner og virksomheder i den offentlige og private uddannelsesverden. Jeg vil gerne sige tak til vores mange studerende, som har givet et konstruktivt med- og modspil. Og sidst, men ikke mindst, vil jeg gerne rette en stor tak til alle medarbejdere på DPU, både de teknisk-administrative og VIP'erne. I har taget godt imod mig. I har netop lagt ryg til en kompliceret kontorflytning og -bytning, for at vi kunne flytte sammen i de nye institutter. Og I har taget ejerskab til den meget omfattende - og, vil jeg tilføje, nødvendige - udviklingsproces, som vi i fællesskab har gennemført. Jeg er sikker på, at vores samliv og samvirke bliver lige så spændende og fremgangsrigt de kommende år.

Tak.

[1] Jens Erik Kristensen et al. (red.): Ideer om et universitet. Aarhus Universitetsforlag, Århus 2007: 75.
[2] Ibid.: 94.
[3] Ibid.: 95.