DPU

Aarhus Universitets segl

Sundheds- og miljøpædagogik i ideologisk perspektiv

- alternativer til den "pædagogiske apparat-fejl model"? Tiltrædelsesforelæsning af professor Bjarne Bruun Jensen 24. oktober.

Nutidens sundheds- og miljøproblemer er komplekse og stiller i stigende grad krav om nytænkning inden for det pædagogiske område. Dominerende retninger inden for sundheds- og miljøpædagogik har gennem flere årtier været kritiseret ud fra to forskellige perspektiver.

For det første for at basere sig på grundforestillinger, der hylder et individualistisk perspektiv - Du er din egen sundheds smed? Kritikken inden for sundhedsområdet er bl.a. formuleret som et "blaming the victim"-perspektiv, hvor det enkelte individ gøres ansvarlig for egen sundhed og opkomst af sygdom. Inden for miljøområdet retter kritikken sig på tilsvarende vis mod en ensidig fokus på den enkelte borger – eller ofte på den enkelte forbruger, der både tillægges ansvar og handlepligt.

For det andet er kritikken rettet mod en naturvidenskabelig dominans inden for både sundheds- og miljøpædagogik. I kritikken har det bl.a. været fremført, at en naturvidenskabelig domineret viden inden for miljø og sundhed omfatter en ensidig problemforståelse og derved bidrager til udvikling af bekymring og handlingslammelse.

Reaktionen på den anførte kritik har bl.a. været tosidig. Dels udvikling af en række nye mål og pædagogiske approaches, såsom 'Empowerment', Handlekompetence, 'Health and Environmental Literacy', 'Sense of Coherence',  'Environmental and Health Citizenship' og 'Self Efficacy'. Dels et stigende fokus på et såkaldt 'setting perspektiv', hvor Den Sundhedsfremmende Skole, Den Sundhedsfremmende Arbejdsplads, Den Grønne Skole og 'Eco Schools' kan nævnes som illustrative eksempler.

Forelæsningen behandler disse forskellige tendenser og kortlægger muligheder, barrierer og potentialer for at overskride den dominerende ideologiske diskurs. Evidensbegrebet tages ind som et af nutidens højaktuelle begreber, og det overvejes, om et stigende fokus på evaluering og evidens medvirker til at fastholde det dominerende paradigme.

Problemstillingen om 'Social Ulighed i Sundhed' bruges til at illustrere de faglig-pædagogiske udfordringer, som bl.a. skolen står over for inden for sundhed og miljø. Spørgsmålet stilles, om det er muligt at overskride 'den pædagogiske apparat-fejl model'?

Forelæsningen finder sted fredag den 24. oktober klokken 14 i Festsalen. Efter forelæsningen er Institut for curriculumforskning vært ved en reception fra klokken 15-17.