DPU

Aarhus Universitets segl

Fremdriftsreform hindrer studerendes orientering mod arbejdsmarkedet

Med de nye krav i studiefremdriftsreformen bliver de studerende mindre orienterede mod arbejdsmarkedet, fordi de skærer ned på studierelevant arbejde og praktik. Desuden går der læring tabt, når de studerende vælger mindre krævende fag og studieretninger for at kunne gennemføre på normeret tid. Det viser en ny undersøgelse fra DPU, Aarhus Universitet.

En ny undersøgelse fra DPU, Aarhus Universitet, dokumenterer en række utilsigtede konsekvenser af studiefremdriftsreformen. Postdoc Laura Louise Sarauw fra DPU, Aarhus Universitet, står bag undersøgelsen Studerende i en fremdriftstid – om prioriteter, valg og dilemmaer i lyset af studiefremdriftsreformen, som først er klar til offentliggørelse i sin endelige form til december. Men i anledning af uddannelses- og forskningsministerens udmelding om justeringer i fremdriftsreformen (16. november), går hun ud med nogle af sine resultater allerede nu.

I undersøgelsen har hun spurgt 4938 studerende ved alle landets universiteter om, hvilke konsekvenser de vurderer, studiefremdriftsreformen har for dem og deres uddannelser.

Social slagside i ministerens udspil
Hun påpeger, at ministerens justeringer af reformen ikke ændrer meget. Studiefremdriftsreformen har fortsat markant betydning for de studerendes uddannelsesnavigation, og mange oplever et stort pres i forhold til at prioritere deres tid og ressourcer anderledes.

”Esben Lunde Larsens udspil er udelukkende en administrativ justering. De grundlæggende fremdriftskrav fastholdes, og udspillet løser sandsynligvis ikke problemerne med tabt arbejdsmarkedserfaring og læringsudbytte,” siger Laura Louise Sarauw.

I ministerens udspil gemmer sig en social slagside, mener Laura Louise Sarauw.

”De studerende ser ud til at få mere behov for vejledning, for at kunne opsøge hjælp fra familie og venner samt et behov for tilkøb af privat lektiehjælp. Det er klart, at akademikerbørn fra ressourcestærke og velbemidlede familier står stærkere her,” forklarer hun.

Mere stress, mindre læring og dropout
Blandt de studerende, der har deltaget i undersøgelsen, har et flertal udtrykt, at de som følge af kravene i studiefremdriftsreformen får en mere eksamensfokuseret tilgang og derfor i højere grad fravælger ikke-obligatoriske fag. Samtidig viser undersøgelsen øget stress blandt de studerende samt risiko for dropout. Det får Laura Louise Sarauw til at råbe vagt i gevær.

”Når 58 % af de studerende forventer at blive mere stressede, når 25 % forventer at lære mindre, og 17% mener, at reformen øger sandsynligheden for at droppe ud, så har vi et alvorligt problem, som politikerne er nødt til at tage højde for,” fastslår Laura Louise Sarauw.

Undersøgelsen i tal
De i alt 4938 spørgeskemabesvarelser udstiller samlet set en række forskellige utilsigtede følgevirkninger af studiefremdriftsreformen. De centrale konklusioner er, at:

  • 58 % af de studerende forventer at blive mere stressede
  • 43 % forventer reduktion i glæden ved/ interessen for deres studium
  • 43 % forventer at få dårligere mulighed for studierelevant arbejde
  • 25 % forventer at komme til at lære mindre
  • 17 % forventer, at reformen øger sandsynligheden for, at de dropper ud.

De studerendes vurdering af reformens specifikke betydning for deres prioriteter og valg
kan inddeles i følgende tre tendenser:

  • Mindre orientering mod arbejdsmarkedet i form af mindre studierelevant (25 %) og ikke-studierelevant job aktivitet (24 %), mindre praktik (20 %) og udlandsophold (19 %) samt vigende engagement i frivilligt arbejde (28 %) og sociale aktiviteter på studiet (31 %).
  • Mere eksamensfokuserede studiemønstre (52 %) samt fravalg af ikkeobligatoriske kurser og fag (36 %), større afhængighed af hjælp fra undervisere (20 %), familie/venner (20 %) samt tilkøb af privat lektiehjælp (11%).
  • Øget frafald (14 %) samt orientering mod mindre krævende studier (9 %) og universiteter (13 %)

Se uddybende grafer

Læs uddannelses- og forskningsministerens pressemeddelelse fra 16. november.

Den endelige rapport Studerende i en fremdriftstid – om prioriteter, valg og dilemmaer i lyset af studiefremdriftsreformen udkommer primo december 

Kontakt:
Laura Louise Sarauw, ph.d., postdoc
DPU, Aarhus Universitet
Tuborgvej 164
2400 Kbh. NV

Mail: lls@edu.au.dk
Mobil: 28959267