Hans undersøgelse viser, at på nogle skoler modtager hver fjerde elev specialundervisning – på andre skoler er tallet nul. Især på mindre skoler modtager mange elever specialundervisning.

Der er fortsat stor forskel på, hvor mange elever folkeskolerne henviser til specialundervisning. Bag en gennemsnitlig henvisningsfrekvens på 8,8 procent, som modtager specialundervisning gemmer sig udsving fra 0 procent til 26 procent. Det fremgår af professor i specialpædagogik Niels Egelunds bog "Undersøgelse af specialundervisningen i Danmark", som er aktuel på Danmarks Pædagogiske Universitets Forlag. Undersøgelsen blandt 300 folkeskoler viser samtidig en tilbøjelighed til, at skolerne sammenlignet med 1994 sætter tidligere ind over for elever med vanskeligheder. Den tidlige indsats slår især igennem for elever på 2. og 3. klassetrin. I 2. klasse modtager 11 procent af eleverne specialundervisning. I 3. klasse er tallet 12,2 procent.

Små skoler: Større behov
Ifølge Niels Egelund viser erfaringer fra skoler, der er gode til at bruge støttelærere, holddannelse og undervisningsdifferentiering, at blot 2 til 5 procent af samtlige eleverne har behov for egentlig specialundervisning.
Han henviser til tre faktorer, der har betydning for antallet af elever i specialundervisning:
· Jo mindre skole, des større støttebehov.
· Jo færre lærere per elev, des større støttebehov
· Jo flere specialpædagogisk uddannede lærere, des større støttebehov. Resultaterne går stik imod den traditionelle visdom på området men stemmer i øvrigt overens med resultaterne af tilsvarende danske og norske undersøgelser, skriver Niels Egelund. At mindre skoler er mest tilbøjelige til at henvise til specialundervisning skyldes, at skolernes størrelse begrænser mulighederne for en tidlig, fleksibel indsats.

Mindre kommuner bør gå sammen
I bogen advarer Niels Egelund mod tendensen til at relativt små kommuner opretter lokale specialklasser. Specialklasserne betyder ganske vist, at eleverne kommer tættere på deres nærmiljø, men som pædagogisk løsning er små specialklasser ikke optimale, fordi eleverne typisk er henvist af vidt forskellige forklaringer – for eksempel DAMP, talevanskeligheder, nedsat hørelse, indlæringsvanskeligheder eller forsinket begrebsudvikling. Dermed er der en fare for, at klasserne ikke kan give et passende, varieret tilbud til eleverne.
Ifølge Niels Egelund bør mindre kommuner, som ikke ønsker at visitere elever til specialundervisning i amtsligt regi, gå sammen med nabokommuner om at skabe et rimeligt tilbud.

Mere rummelighed giver mindre specialundervisning Undersøgelsens kvalitative analyser af en række udvalgte skoler viser, at professionaliseringen styrkes og rummeligheden sikres på skolerne med lærere i ekspertise i social træning, læseindlæring samt almene specialpædagogiske principper, så disse lærere kan virke som konsulenter og trænere over for deres kolleger – hvilket bør være en del af den almindelige personaleudvikling på skolerne.
De kvalitative analyser viser desuden, at lav henvisningsfrekvens til specialundervisning ikke nødvendigvis betyder, at elever med vanskeligheder lades i stikken. Forklaringen er snarere, at skoler med de største henvisningsprocenter typisk følger de traditionelle procedurer som de er foreskrevet i bekendtgørelser og vejledninger. Specialundervisningen gives med andre ord ofte i traditionelle former ved at eleverne modtager supplerende undervisning i et særligt lokale, hvor der på skemaet står "specialundervisning".
På skoler med de mindste henvisningsprocenter - helt ned til 0 procent - har man udviklet undervisningsformer, der udgør et kontinuum mellem undervisning helt ned til en enkelt elev uden for klassens rammer, over støtte i klassen, til almindelig undervisningsdifferentiering, hvor holddannelse er et meget væsentligt element.
Politikerne spiller ifølge Niels Egelund derfor en vigtig rolle som retningsvisere for, om man ønsker rummelighed frem for den traditionelle indsats. En rummelig skole er ifølge undersøgelsen nemlig ikke mindre ressourcekrævende end en skole, hvor specialundervisningen bruges som differentieringsinstrument.

Højest 5 procent har behov for specialundervisning Ifølge Niels Egelund bør specialundervisning som begreb dække over undervisning, der er kvalitativt anderledes og trækker på helt særlige materialer og metoder. I undervisningen bruges kommunikationshjælpemidler, som kræver en grundig undersøgelse af elevens forudsætninger og potentialer inden den sættes i værk. Specialundervisning vil derefter være noget, der rettes mod nogle få elever, fra 2 til højest 5 procent. De andre elevers særlige behov klares i den rummelige skoles almindelige differentierede undervisning.

"Undersøgelse af specialundervisningen i Danmark" behandler fortrinsvis elever omfattet af den almene specialundervisning knyttet til folkeskolelovens § 20.1. Undersøgelsen iværksat som led i de opgaver, en arbejdsgruppe om specialundervisningen, nedsat af Amtsrådsforeningen, Kommunernes landsforening, Finansministeriet, Socialministeriet og Undervisningsministeriet, har haft til formål at udføre i foråret 2003.