“Vi tilegner os selvsagt forståelse af vores omverden gennem erfaringer og sansninger af verden. Men via sproget og ’den andens’ måde at tale på kan vores hjerne blive stimuleret, næsten ligesom hvis det var en virkelig materie i verden. Der er ikke noget nyt i, at sproget er et socialt anliggende, men ved hjælp af neurobiologien får man et dybere niveau til at forstå, hvordan vi bliver rørt af andre mennesker og på den måde kan tilegne os forståelse af verden,” siger Theresa Schilhab.

Den rendyrkede psykologiske måde at opfatte tænkning på udfordres i disse år af den neurobiologiske forskning. Tænkning kan ikke ses uafhængigt af kroppen. Det er det som ligger i forskningsparadigmet embodied cognition, som er afsættet for Theresa Schilhabs disputats.

At gribe noget abstrakt

Når mennesker skal gå fra en forståelse af noget konkret til at gribe noget abstrakt, skal vi have andre til at hjælpe os med det. Et hverdagseksempel er, hvis vi besøger nogen, som har været i udlandet og spist en frugt, vi ikke kender. Når de skal beskrive den for os, vil de typisk pege på noget, som vi allerede kender til, og som kan træde i stedet for. Det kan være, at frugten beskrives, som at den har form som en banan, tekstur som en pære og smag som en blanding af æble og appelsin.

”Pointen fra neurobiologien er, at beskrivelsen af frugten på denne måde lægger sig oveni erfaringer og sansninger, vi allerede selv har gjort, og som har sat sig spor i hjernen. På den måde kan vi gennem den andens sproglige beskrivelse forstå og sanse den eksotiske frugt, selvom vi ikke selv har oplevet den,” siger Theresa Schilhab.

”Hvis man f.eks. skal forstå noget om en frugt, så skal man holde og kombinere en hel masse oplysninger i hovedet på en gang. Men det er ikke bare, at man får et begreb for en ny frugt, man ikke kender. I vid udstrækning er det også, at man får raffineret sine tænkeevner, hvor det er ens kognitive niveau, som bliver stimuleret. Sproget forbinder til et andet menneskes oplevelser. Hvis vi derimod ikke kan lægge beskrivelsen oveni egne erfaringer og sansninger, så er det meget sværere at få en forståelse af det. Det er også det, der forklarer, hvorfor det ofte letter forståelsen af et givet fænomen, hvis man benytter sig af metaforer”, siger Theresa Schilhab.

Betydning for pædagogikken

Alle dyr har biologiske læringssystemer, men vi mennesker adskiller os ved vores evne til at kunne tilegne os forståelse af ting, som vi ikke umiddelbart selv har adgang til gennem vores sanser eller har direkte erfaring med. Forudsætningen for at kunne udvikle abstrakt tænkning er imidlertid sproget og kontakten med andre mennesker. I skoler skal børn f.eks. hele tiden tilegne sig forståelser af ting, som de ikke umiddelbart selv kan sanse eller har direkte erfaring med, og konstant raffinere deres evne til abstrakt tænkning med hjælp fra lærere og andre mennesker igennem sprog.

”På et neuralt niveau fanger sproget umiddelbart, når andre mennesker forklarer noget til en ved at få fat på noget oplevelsesorienteret. Det æstetiske ved oplevelsen kan være bæreren af det betydningsgivende,” siger Theresa Schilhab. Hun kommer med et eksempel på, hvad der rent neuralt skal til, for at forklaringer elever får også kan være virksomme og sætte sig som en erindring.

”Læreren skal have en empati og være i stand til at leve sig ind i barnets horisont, fordi læring foregår på barnets præmisser. Det er en hjælpekunst. Som lærer skal man være større end det, som barnet forstår, for man skal både forstå, hvad det er, man gerne vil have frem og samtidig forstå, hvad barnet har mulighed for at forstå,” siger Theresa Schilhab.

”Du kan sagtens docere eller have samtaler på et niveau, hvor der ikke er noget, som fæstner sig. Men hvis nu eleverne f.eks. skal få en forståelse af Christian IV og hans tid, så er læreren nødt til at bruge indtryk som har en almen karakter for eleverne. Med almen mener jeg noget, som de selv har oplevet, for det er det, vi selv har erfaring med eller vi kan knytte noget æstetisk erfaringsmæssigt til, som vi kan benytte som et springbræt til at forstå noget, vi ikke har oplevet”, siger Theresa Schilhab.

Mere information

Theresa Schilhab er oprindeligt uddannet neurobiolog, men forsker i dag i pædagogisk neurovidenskab ved DPU, Aarhus Universitet. Hun forsvarer den 13. december 2016 sin doktordisputats 'Homo concretus - How social interaction cultivates direct experience into abstract thoughts'.

• Læs mere om disputatsforsvaret