DPU

Aarhus Universitets segl

Speciel matematikindsats til både svage og stærke elever

I matematikundervisningen skal både de svage og de stærke elever udfordres og støttes, så de kan blive så gode til matematik som muligt. Institut for Uddannelse og Pædagogik (DPU), Aarhus Universitet og Metropol har derfor sat et projekt i gang, hvor udvalgte elever på 41 skoler i hele landet er blevet tilbudt undervisning ud fra en særlig tilgang.

Medarbejdere fra Institut for Uddannelse og Pædagogik (DPU) og Professionshøjskolen Metropol har igennem de seneste år udviklet en metode til at få de elever, der af en eller anden grund har svært ved matematik, med i matematikundervisningen.

Det er sket i samarbejde med Frederiksberg Kommune, hvor man i 2. klasserne har fundet de elever, som var i risiko for at gå i stå i faget matematik. Disse elever har fået en halv times særligt tilrettelagt undervisning fire gange om ugen i 12 uger.

Metoden har vist sig at have en god effekt. Derfor bliver den nu afprøvet på 41 skoler i hele landet.

”Vores metode bygger på international forskning, men er tilpasset den danske skoletradition. Vi har fx fokus på problembehandling i kontekster og strategiudvikling, og på talmønstre og geometriske mønstre, så de matematiske sammenhænge bliver tydelige. Vi fokuserer ikke kun på talbehandling,” siger Lena Lindenskov, lektor i matematikdidaktik på Institut for Uddannelse og Pædagogik (DPU), Aarhus Universitet.

Børn lærer forskelligt

Den anvendte tilgang til matematik tager udgangspunkt i, at børn lærer forskelligt, og at det i perioder kan være godt at arbejde på en ny måde eller springe til et andet område, som eleven har lettere ved eller er mere motiveret for.

”Vi anvender begrebet ”regnehuller”, som kort fortalt går ud på, at matematik er et landskab, som eleverne skal ud i - ikke et hus der skal bygges - og at eleverne ikke behøver at lære matematik i en forudbestemt rækkefølge,” siger Lena Lindenskov.

De lærere, der har stået for indsatsen på de 41 skoler i projektet, har taget udgangspunkt i et kortlægnings- og undervisningsmateriale, der er udviklet som led i pilotprojektet i Frederiksberg Kommune, og lærerne har desuden været på kursus i tilgangen.

Flere skal blive rigtig dygtige til matematik

Udover at hjælpe de elever, der har vanskeligt ved matematik, vil man i dette projekt også undersøge, hvad der holder de gode elever tilbage fra at blive endnu bedre. Blandt andet kan nogle af de hurtige elever lære matematik på en overfladisk måde, og det kan på længere sigt ødelægge deres motivation og strategiudvikling.

”PISA-undersøgelsen i 2012 viste, at færre danske elever er rigtig dygtige til matematik end for ti år siden. Derfor har vi også givet de elever, der menes at have potentiale til at blive rigtig gode til matematik, et særligt tilbud ud over den normale undervisning,” siger Lena Lindenskov.

De hurtige elevers potentialer og svagheder er blevet kortlagt, og derefter er eleverne blevet undervist ud fra regnehul-tilgangen.

”Vi har fået mange positive tilbagemeldinger på forløbet. Men nu skal effekten af indsatserne måles, og de indsamlede data skal bearbejdes. Så håber vi at blive klogere på, hvad der skal til for at løfte begge de marginalgrupper, som kan være svære at ramme i den daglige matematikundervisning”, siger Lena Lindenskov.


Fakta

  • Forskningsprojektet "Tidlig matematikindsats til marginalgrupper" (TMTM2014) er et samarbejde mellem Institut for Uddannelse og Pædagogik (DPU), Aarhus Universitet og Professionshøjskolen Metropol.
  • Den tidlige indsats i matematik foregår på 41 skoler rundt om i landet.
  • 320 elever deltager i indsatsen ud af i alt 3000 elever i 2. klasse. 
  • Der udføres et kvantitativt og kvalitativt effektstudium af indsatsen.
  • Institut for Uddannelse og Pædagogik (DPU) er garant for forskningsbaseringen, og Professionshøjskolen Metropol for uddannelsen af lærere og kontakten til skolerne. En gruppe på 16 lærerstuderende deltager i indsamlingen af empiri på skolerne.
  • Projektet foregår 2014 – 2016 og er støttet med 4,8 mio. kr. af Egmontfonden.

Læs mere om screenings- og undervisningsmaterialet ”Matematikvanskeligheder - tidlig intervention”, Dansk Psykologisk Forlag 2013.


Kontakt

Lena Lindenskov, lektor i matematikdidaktik, Institut for Uddannelse og Pædagogik (DPU), Aarhus Universitet
lenali@edu.au.dk
Mobil: 2630 6681

Peter Allerup, professor i statistik, Institut for Uddannelse og Pædagogik (DPU), Aarhus Universitet
nimmo@edu.au.dk
Mobil: 2165 3793

Pia Tonnesen, projektleder, lektor på Institut for skole og læring, Metropol
pito@phmetropol.dk
Mobil: 7248 7279