Af Torben Clausen

Der er masser af god vilje i evidensbevægelsen: Både politikere og forskere ønsker, at samfundet skal få mere nytte ud af de ressourcer, der bruges til forskning. Viden skal deles og anvendes. Men hvordan sikrer man det? Er det op til den enkelte pædagog, lærer, socialarbejder, læge og sygeplejerske at indhente og bruge den nyeste viden? Er det en opgave skoler, institutioner og hospitaler skal løse i fællesskaber? Eller er det op til politikere at udarbejde retningslinjer for god faglig praksis baseret på den nyeste forskningsviden? Det er blot et af de mange grundlæggende dilemmaer, som det taknemmelige begreb evidensbaseret praksis gemmer på.

Alle tre muligheder har sine fortalere og sine argumenter pro og contra. De serveres i en ny bog: "Using evidence. How research can inform public services." De tre forfattere, Sandra M. Nutley, Isabel Walter og Huw T.O.Davies, har fulgt evidensbevægelsen i mange år og har været involveret i det praktiske arbejde i centrale engelske evidensorganisationer som Social Care Institute for Excellence (SCIE), der arbejder på det sociale område. Deres studier af både forskningslitteratur og praktiske forsøg rummer mange vigtige pointer for både forskere, praktikere, institutionsledere og professionelle mellemmænd som formidlere og undervisere.

Fem hovedstrategier
Forfatterne identificerer fem overordnede strategier, som organisationer typisk betjener sig af i forsøget på at få ny viden indarbejdet i praksis (og politik for den sags skyld). De fem strategier kan bruges i forhold til alle typer viden, men det er brugen af forskningsviden, der er bogens fokus.

• Udbredelse af information ("dissemination"). Forskere præsenterer deres viden for praktikere enten i trykt eller mundtlig form. 
• Interaktion. Samarbejde mellem forskere og praktikere af mere omfattende karakter.
• Social påvirkning. Medlemmer af praktikermiljøet med stor indflydelse blandt kolleger påtager sig rollen som formidlere og fortalere for ny viden og nye metoder.
• Facilitering. Praktikere får støtte, der sætter dem i stand til selv at tilegne sig og bruge ny viden.
• Incitamenter. Brug af belønninger for at motivere forskere og praktikere til at sprede og bruge viden.

Envejskommunikation, tovejskommunikation og intern kommunikation
Informationsstrategien er den simpleste. Den bygger på envejskommunikation fra forskere til praktikere og på det, der på engelsk hedder producer-push. Det er en klassisk forsimplet antagelse i kommunikationsvidenskab, at det er tilstrækkeligt at præsentere en modtager for et budskab. Modtageren vil herefter tage indholdet til sig og ændre sin adfærd på en passende måde. Den måde at tænke har sit højdepunkt i propagandaen. Sådan fungerer mennesker imidlertid sjældent. Det er tydeligt, når man for eksempel ser på den begrænsede virkning af sundhedskampagner. Her er det endda åbenlyst i vores interesse at følge kampagnernes anbefalinger. Når det drejer sig om forskeres anbefalinger til praksis, kan der ofte være gode grunde til, at praktikere forholder sig kritisk-analyserende til forskernes konklusioner. Med andre ord: Informationsstrategien er ikke alene enkel at gå til. Den har tit meget begrænsede effekter.

Det er et grundlæggende problem, som de øvrige strategier forsøger at løse ved at tage en mere sofistikeret tilgang til kommunikation. Interaktionsstrategien forsøger at etablere et mere ligeværdigt samarbejdsforhold mellem forskere og praktikere. Her bliver det naturligt, at praktikere stiller deres egne spørgsmål til forskningens resultater og i samarbejde med forskere forsøger at analysere, hvordan viden fra forskningen kan passe sammen med praktikernes erfaringer. Tilgangen bygger på konstruktionistisk læringsteori. Her antages det, at aftagerne af ny viden vil filtrere og forme den nye viden til deres egne erfaringer og perspektiver. Målet er et mere langsigtet samarbejde, hvor også forskerne præges, så deres interesser og prioriteringer fremover formes af deres nyvundne indsigt i praktikerproblemer.

De to næste tilgange tager til gengæld forskerne mere eller mindre ud af spillet. Modellen social påvirkning lader den vigtigste kommunikation løbe internt i praktikerfællesskabet. Det kan enten være kolleger eller praktikereksperter, der påtager sig at indhente og sprede ny viden. Faciliteringsmodellen tilbyder træning og ressourcer til praktikere, så de på egen hånd kan tilegne sig ny forskningsviden. Akademisk efteruddannelse er et eksempel.

Sammen med præsentationen af de forskellige tilgange får man også et overblik over nogle af de centrale konklusioner fra den følgeforskning, der har ledsaget dem. Det viser en del om, hvad der skal til for, at strategierne hver især virker. For eksempel viser forskning fra Canada og Schweiz, at samarbejde mellem forskere og aftagere af forskningsviden kan bringes til at fungere på initiativ af politikere, også selvom der i udgangspunktet er en fjendtlig stemning mellem de to miljøer.

Fra spredehagl til strategisk fokus
Forskellige tilgange kan egne sig til forskellige situationer. Forfatternes ærinde er ikke at identificere en generelt bedste praksis. Til gengæld opfylder bogen en anden vigtig funktion, nemlig at bekæmpe to udbredte problemer i evidensbevægelsen.

Det første problem er en udbredt naivitet, som mange forskere og politikere lider under, og som viser sig i den ureflekterede anvendelse af informations- eller disseminationsmodellen. Modellen er for eksempel vidt udbredt blandt evidensorganisationer, hvis eksistensberettigelse er, at deres viden bliver omsat i bedre praksis, men som mangler et reelt teoretisk og metodisk beredskab til at opnå dette mål. Det tema blev blandt andet diskuteret på det internationale Campbells årlige colloquium i London i maj 2007.

Det andet problem er en tendens til at skyde med spredehagl. I manglen på en enkel og dokumenteret virkningsfuld model, griber man ofte til en række strategier for at få viden spredt og indarbejdet i praksis. Alternativet er en stærk konceptuel ramme, som både forskere, ledere og praktikere kan bruge til at planlægge vidensdeling. Det leverer bogen, ikke mindst fordi den trækker på en række etablerede og meget relevante forskningstraditioner som forvaltningsvidenskab, knowledge managemet og læringsteori. Fælles for dem er, at de vaccinerer mod den værste naivitet: Ny viden vandrer ikke af sig selv til de mennesker, der kan have nytte af den. Der er masser af forhindringer, der skal overvindes.

Sandra M. Nutley, Isabel Walter og Huw T. O. Davies: "Using evidence – How research can inform public services", Policy Press