Øger valgfrihed i folkeskolen den sociale opdeling af elever?
Uddannelsesministeriet har bevilget 28 millioner kr. til forskning i uddannelse. En af modtagerne er Rikke Brown, som er tilknyttet Aarhus Universitet. Hun vil med sit ph.d.-projekt kaste lys over folkeskolens udskolingsforløb. Projektet skal undersøge, hvad det betyder for elevernes læringslyst, når man organiserer udskolingen med mere valgfrihed og samler de ældste elever på særlige overbygningsskoler.
En række ph.d.-studerende har netop modtaget stipendier fra Uddannelsesministeriet til forskning i uddannelse. Rikke Brown, videnskabelig assistent ved Center for Ungdomsforskning, Aarhus Universitet, er blandt de udvalgte, og hun får nu mulighed for at søsætte et projekt, der skal belyse elevernes deltagelse og oplevelser i løbet af udskolingsforløbet.
I sit ph.d.-projekt vil hun følge to forskellige udskolingsforløb - et traditionelt forløb og et nytilrettelagt forløb på en overbygningsskole med flere valgmuligheder i forhold til fag, niveauer og undervisningsformer. Hun vil bl.a. se nærmere på, om de nye måder at organisere udskolingsforløbet også giver eleverne lyst til at lære på nye måder.
Nye udskolingsforløb indebærer flere valg
I projektet vil hun bl.a. undersøge, hvad det betyder for elever med forskellige sociale baggrunde, at udskolingsforløbet pludselig involverer flere valg.
”Jeg vil undersøge, hvorvidt de nye udskolingsforløb med flere valg allerede i folkeskolen er med til at differentiere eleverne – og i givet fald om det er en hensigtsmæssig udvikling. Vi ved, at elevernes evne til at administrere valg, afhænger af en række sociale faktorer, og man kan derfor godt blive bekymret for, om de nye udskolingsforløb i højere grad skaber separate veje i uddannelsessystemet for forskellige sociale grupper,” siger Rikke Brown.
Lærerstuderende bliver klædt på
Forskningsprojektet sker i samarbejde med Professionshøjskolen UCC, idet Rikke Brown vil inddrage lærerstuderende i projektet og løbende formidle sin viden til dem. Ambitionen er at udvikle undervisningsmateriale, der kan klæde fremtidige lærere bedre på til at håndtere de udfordringer, de møder som lærere for elever i udskolingen.
Et ph.d.-råd har vurderet de enkelte ansøgere, og når netop Rikke Browns projekt blev valgt, skyldes det bl.a., at der er et klart fokus på praksisnær forskning, som bliver udviklet i tæt samarbejde mellem universitetet og professionshøjskolerne.
Kontakt forskeren
Rikke Brown: E-mail: rbr@dpu.dk; Tlf.: 2390 0305
Fakta om ph.d. stipendierne til uddannelsesforskning
Som led i den politiske aftale om globaliseringsmidlerne blev der i 2011 afsat 28 mio. kr. til 10-12 ph.d.- stipendier inden for uddannelsesforskning med fokus på den danske folkeskole. På finansloven for 2012 er der afsat yderligere 28 mio. kr., og da alle millionerne fra 2011 ikke blev uddelt, er der i alt cirka 43 millioner til ph.d.-projekter om uddannelsesforskning i 2012. Stipendierne er tildelt de projekter, der bedst lever op til følgende kriterier:
- Ph.d.-projekterne skal have fokus på praksisnær forskning og skal derfor være organiseret som samarbejder mellem universiteter og professionshøjskoler.
- Ph.d.-projekterne kan omfatte problemstillinger vedrørende specifikke fags didaktik såvel som almene didaktiske og pædagogiske emner. Der lægges vægt på, at elevers udbytte af undervisningen inddrages.
- Der lægges ligeledes vægt på, at forskningen anvender metoder og design, der bidrager til videnskabelig underbygning af undervisningens og andre aktiviteters betydning for læringsudbyttet.
- De ph.d.er, der uddannes, skal både under uddannelsen og efterfølgende kunne undervise på professionshøjskolerne og indgå i forskning og udvikling i professionsfeltet.