Der er sket en voldsom stigning af antallet af børn og unge i Danmark, der bliver udredt med en psykiatrisk diagnose. Det er børn og unge, der f.eks. har angst, autisme, ADHD, ADD, OCD eller en række belastnings- og tilpasningsreaktioner.

”I løbet af en ti-årig periode er fire af de fem hyppigst forekommende diagnoser mere end fordoblet. Alene forekomsten af autisme er f.eks. steget med 150 procent. Det er en af tidens største pædagogiske udfordringer i både daginstitutioner, skoler og fritidsinstitutioner”, siger Kirsten Elisa Petersen fra DPU, Aarhus Universitet. Hun er en af forfatterne og medredaktør sammen med Anne Morin og Bjørg Kjær på de to nye antologier om børn og unge med diagnoser.

Hun peger på, at langt flere børn og unge bliver henvist til udredning end nogensinde tidligere. Det er også en del af lærernes og pædagogernes hverdag nu i de almene tilbud. Nogle af de børn og unge skal måske visiteres videre i egentlige specialpædagogiske institutioner, mens andre ikke hører hjemme i et specialpædagogisk tilbud. De har ikke desto mindre også behov for forskellige former for støtte i hverdagen. Det kræver, at lærere og pædagoger har en viden om, hvordan et børne- og ungdomsliv ser ud med forskellige diagnoser.

Både blandt lærere og pædagoger er der da også et udbredt ønske om større viden om børn og unge med diagnoser, eller hvor der er mistanke om en diagnose, da det jo netop er dem, der står med de faglige udfordringer i hverdagen.

”Der er et stigende pres på både praktikeres faglighed og deres arbejdsforhold og i det hele taget muligheden for at løfte de pædagogiske opgaver.  Det er baggrunden for, at vi nu har samlet viden om en række forskellige aspekter fra nogle af de førende forskere i de to bøger, som henvender sig direkte til lærere og pædagoger”, siger Kirsten Elisa Petersen.

Mistrivsel og diagnoser

Hun understreger, at der kan være mange grunde til, at børn og unge er urolige, mistrives og ikke får nok ud af undervisningen eller har det svært i hverdagens dagtilbuds -og fritidspædagogik. Dette er slet ikke løst ved at give børn og unge en diagnose. Men for en del af dem er der tale om, at det skyldes, at de faktisk kæmper med en egentlig diagnose, som f.eks. Aspergers, ADHD, belastnings- eller tilpasningsreaktioner (stress), angst eller depression.

Bøgerne behandler problemstillingen ud fra et dobbeltperspektiv. Der rettes både opmærksomhed mod børnene og de unge, og hvordan de hyppigst forekommende diagnoser træder frem hos børn og unge, såvel som at der er en udforskning af lærernes og pædagogernes arbejde med disse børn og unge. Begge bøgerne er derfor inddelt i tre dele, forklarer Kirsten Elisa Petersen.

”Der bliver først givet en indflyvning i de historiske, samfundsmæssige og kulturelle perspektiver, når man ser på diagnoser til børn og unge. Så kommer der en præsentation af de medicinske, klinisk psykiatriske og psykologiske tilgange, og i bøgernes tredje del ser vi på det pædagogiske arbejde ud fra lærernes og pædagogernes praksisperspektiver og ikke mindst fra børnene og de unges perspektiver.

”Vi har et børne- og ungdomspsykiatrisk blik ind i, hvordan vi kan forstå diagnoser, og hvordan man kan forholde sig til diagnoser eller de kan behandles.. Det omfatter også, hvad vi ser som de hyppigste lidelser og diagnoser i barndom og ungdom. Det er simpelthen tænkt som en mulighed for at praktikere kan slå op og læse om, hvad de indebærer. Og så har hver bog en sidste del, hvor vi ser på, hvordan det så ser ud i den almene pædagogiske praksis, både når det handler om undervisningen, pædagogikken og forældresamarbejdet”, siger Kirsten Elisa Petersen og fortsætter:

”Hvilken betydning har det for pædagogers arbejde i dagtilbud, og hvordan ser det ud i skolen med samarbejdet mellem de forskellige parter, som lærerne skal samarbejde med? Det kan også være, hvordan arbejder man med undervisningsforstyrrende uro eller med skole-mistrivsel set fra børn og unges perspektiver? På den måde skal bøgerne både kunne understøtte de færdiguddannede i praksis og kunne bruges i undervisningen af de kommende lærere og pædagoger.” 

Begge bøger rummer ligeledes forslag til yderligere læsning, og hvert kapitel rummer spørgsmål til refleksion, der kan bruges i praksis eller i en uddannelsessammenhæng.

Mindre opmærksomhed på diagnoser tidligere

Kirsten Elisa Petersen peger på, at det ikke er overraskende, at der også kan være et pres fra forældre for at få en udredning af deres børn, hvis de ikke trives i deres sociale, emotionelle, eller læringsmæssige udvikling.

”Der er selvsagt et aspekt i tiden, hvor der ikke er tilstrækkeligt med ressourcer til at støtte børn og unge, som forældre er bekymrede for, hvis ikke de har en diagnose. Det kæmper både lærere, pædagoger og ikke mindst forældre med. Men det handler ikke kun om, at der sker en øget individualisering og psykologisering i vores samtid, hvor der kan være en tendens til at placere ansvaret for problemer ’inde i det enkelte barn’, eller ’hjemme i familien’”, siger Kirsten Elisa Petersen.

Hun understreger, at det er vigtigt at være opmærksom på, at der i mange år har været børn og unge med diagnoser i skoler og i pædagogiske institutioner. Men der har været mindre fokus på udbredelsen tidligere og mange er derfor ikke blevet udredt eller har fået den støtte undervejs, som de havde behov for, ligesom lovgivning hele tiden ændres og forandrer både lærere og pædagogers arbejdsforhold.

Børn og unge med udviklingsrelaterede diagnoser, bekymringerne herom og opmærksomheden på en stigende mistrivsel blandt børn og unge, er blevet en stærk del af pædagoger og læreres arbejde. Det kalder på en faglig viden forankret i den pædagogiske praksis, som både kan støtte pædagoger og lærere i deres ofte meget pressede og komplekse hverdag, men også en faglig viden, der hele tiden støtter børn og unge i deres hverdag, trivsel og udvikling.

I dag skal både lærere og pædagoger således også arbejde med trivselsmålinger, tidlig opsporing, underretning og test af børn og unge i skolen, på måder man aldrig har set tidligere i historien. Nogle væsentlige perspektiver kommer også fra nogle af de voksne, der først i deres voksne liv får en diagnose, påpeger Kirsten Elisa Petersen

”Hvis man er velbegavet, så kan man undertiden udvikle forskellige kompensationsstrategier til at komme rundt om tingene i skolen. Det er jo derfor, vi oplever, at mennesker, der er helt oppe i fyrrerne, i de her år bliver udredt med eksempelvis ADHD eller ADD”, siger Kirsten Elisa Petersen og fortsætter:

”Det kan være mennesker med ressourcer, der sidder i udmærkede jobs i dag, men som har haft langt sværere kampe igennem livet og uddannelsessystemet end andre. De har ikke nødvendigvis hørt hjemme i de specialpædagogiske tilbud. Men de har savnet en særlig indsats og har ikke mindst savnet en forklaring på, hvorfor ting, der tilsyneladende er lette for andre, har været så svære for dem. Det er jo en stor lettelse for dem af få en forklaring som voksne, men det havde nok været bedre, hvis de havde kunnet få den viden og støtte tidligere i deres uddannelsesliv.”