Nyt Asterisk: Læring 24/7 – Fritid i forandring
Det nye nummer af Asterisk handler om læringslivets udvidede åbningstider, og hvad det betyder for børn og unges fritid.
Har fritid en fremtid? Det spørger vi – blandt andet – om i det nye nummer af Asterisk. Og flere forskere mener, der er god grund til at være varsom med at tænke læringspotentialer ind overalt i fritidens sprækker.
”Vi skal stå vagt om fritiden og ferierne. Et liv uden pauser, ferie og fritid er som et sprog uden kommaer. Det bliver hurtigt volapyk. Mennesker har brug for pauser, hvor de kan gøre noget radikalt anderledes − eller slet ikke gøre noget. At falde i staver eller lave ’unyttige’ ting, som måske en dag viser sig at være vældig nyttige som at fange 77 krabber, se på sommerfugle i mange farver eller gå på Pokémonjagt. Jeg insisterer på, at børn har ret til pauser, der ikke er voksenstyrede. Frikvarterer er supervigtige, og vi skal beskytte dem, ligesom vi beskytter voksnes arbejdstid. Jeg er bekymret for, at vi voksne erobrer deres terræn og italesætter børns frie tid som spildtid,” siger Ida Wentzel Winther, der er lektor ved DPU og sidste år stod bag filmen ’Vi får en lufter’, der beskriver skolereformen i børnehøjde og følger en række børn gennem den nye skoledag. Filmen bygger på observationer og interviews med 80 elever på syv forskellige skoler.
”Skolen har skubbet sig mere ind i fritiden. Det har stor betydning og gør noget ved den måde, man tænker sig selv som barn. Eftermiddagene, hvor man laver noget andet end skole, er under pres,” siger Ida Wentzel Winther.
Fritiden flytter sig
Fordi skoledagene er blevet længere, er børns tid til at lege og være sammen efter skole i SFO’er, fritidshjem og klubber blevet væsentlig kortere. Skolen fylder mere, og en opgørelse fra pædagogernes forbund BUPL viser, at der i kølvandet på skolereformen blev 22.000 færre børn i SFO’er, fritidshjem og klubber. Flere børn har altså deres fritid et andet sted, end de har haft de sidste mange år. Endnu har ingen det overordnede billede af, hvor de mange udmeldte børn nu bruger deres fritid. Sidder de hjemme med iPad’en, går de rundt alene, eller har de legeaftaler, hvor de skiftes til at være hos hinanden, spørger lektor Pernille Hviid, der blandt andet forsker i fritidspædagogik og børns leg ved Københavns Universitet.
”Nogle børn klarer det sikkert glimrende og har det godt. Men det er ikke alle. Jeg møder ledere på fritidsområdet, der fortæller, at det er de svageste familier, som melder deres børn ud. De vil gerne spare de 2.000 kroner, det koster for en SFO-plads,” siger hun.
Skellet mellem skole- og fritidsliv er opløst
Vi taler også med udviklingskonsulent i Ungdomsringen Jesper Larsen, der har skrevet bogen Fritid – den nye elev i klassen. Han peger på, at vi med skolereformen oplever den hidtil mest dramatiske forandring af fritids- og ungdomspædagogikken i de sidste 50 år. Fritiden er blevet kortere, nu hvor skoledagene er blevet markant længere, og reformen har opløst skellet mellem skoleliv og fritidsliv. Væsentlige dele af, hvad der tidligere lå i fritidspædagogiske institutioner, flyttes nu ind i skolen i form af understøttende undervisning og åben skole. Det stiller fritids- og ungdomspædagogikken over for markante udfordringer, men åbner også for nye muligheder.
”Den virkelige diskussion starter derfor nu. På tværs af organisationsgrænser er vi nødt til at diskutere, hvad det gode børneliv er 24-7, og hvordan skolen og fritids- og ungdomspædagogikken tilsammen kan bidrage til det,” siger Jesper Larsen.
Ikke-lærere skal være lærere
Asterisk ser også nærmere på en af skolereformens centrale ideer: Åben Skole. Lars Emmerik Damgaard Knudsen, der er adjunkt på DPU, Aarhus Universitet og leder af projektet ’Åben Skole’, skal over en årrække undersøge, hvordan politikere og centrale aktører i og omkring folkeskolen forholder sig til det nye, centrale begreb i reformen.
”Åben Skole er også et paradoks. En idé, som handler om, at man skal have ikke-lærere til at være lærere, men de er nødt til at opføre sig som lærere, selv om de ser sig selv som ikke-lærere. Det er nødt til at blive didaktiseret, men det kan heller ikke blive til skole, for hvis det bliver skole, så mister vi hele pointen,” understreger Lars Emmerik Damgaard Knudsen, der mener, man som udgangspunkt skal fokusere på ikke at havne i hverken den ene eller den anden grøft.
”Der er to yderpunkter, vi gerne vil undgå – det ene er at ende i en form for skolemesteri og det andet at ende i en form for mesterlære. Hvis man orienterer sig efter at lægge sig i midten af det, er det godt,” siger han.
Computerkode og klassens betydning
Vi ser også nærmere på, hvordan børn kan være kreative med computerkode og møder MIT-professor Mitch Resnick, der mener, at børns skal lære at udtrykke sig med kodning, på samme måde som de skal lære at udtrykke sig med sprog.
Og så sætter vi spot på et stort forskningsprojekt fra DPU, Aarhus Universitet, der viser, at klassen har stor betydning for elevers faglige præstationer.
”Københavns Kommune har år efter år oplevet, at der er nogle 9. klasser, der får et meget lavere karaktergennemsnit ved folkeskolens afgangsprøve end de andre klasser på samme skole. Derfor bad kommunen os om at finde ud af, hvad de klasser har til fælles. Man ville gerne blive klogere på, hvad problemet skyldtes,” siger Peter Allerup, der er professor i uddannelsesstatistik på DPU.
Forskerne zoomede ind på 9. klasse-årgangen 2009/2010 og sammenkørte og analyserede data fra forskellige undersøgelser, blandt andet den særlige ’PISA København’, der udover de faglige test er udvidet med et afsnit om klassens forhold, og ’Københavnerbarometeret’, der måler elevernes trivsel. Også elevernes køn, socioøkonomiske baggrund og sprog indgik i analyserne.
Forskerne blev blandt andet overraskede over, hvor lidt elevernes sproglige baggrund faktisk betyder − selvom der er en sammenhæng, er den ikke ret stor. Heller ikke kønsfordelingen i en klasse eller antallet af elever har nogen signifikant betydning for det faglige niveau, som nogen måske ville have troet.
”Konklusionen i vores undersøgelse peger utvetydigt i retning af læreren som faktor. Når en klasse klarer sig dårligere end andre på en skole, bør man derfor vende blikket mod klassens lærere − og i sidste ende skoleledelsen,” siger Peter Allerup, der håber, at undersøgelsen kan være med til at aflive nogle myter om ’dårlige klasser’.