Der findes ganske mange kvantitative undersøgelser af unge mødre og deres børn, som påviser, at der er en statistisk overrepræsentation af sundhedsrelaterede problemer og psykosociale og uddannelsesmæssige vanskeligheder.

Der er således stor opmærksomhed omkring risikofaktorer i gruppen, men væsentligt mindre viden om hvordan hverdagen og forældreskabet opleves igennem de unge udsatte mødres eget perspektiv. Det har været afsættet for et mindre forskningsprojekt, der igennem næsten tre år har fulgt en række unge mødre fra de første samtaler med jordemødre og sundhedsplejersker og indtil børnehavealderen.

”Mødrene, der har medvirket i undersøgelsen, er udsatte i mere end en forstand. De har ikke nogen uddannelse og mange af dem har haft en rigtig svær skolegang. Samtidig har deres generelle opvækst også været præget af en vifte af problemer”, siger Kirsten Elisa Petersen, der er forfatter til rapporten ”Unge udsatte mødre og deres små børn”. Rapporten er finansieret af Den sociale fond for børn og unge.

Opvækst i kaos

Den overvejende del af de unge mødre i undersøgelsen er vokset op i hjem præget af et generelt kaos. Det er fortællinger om opvækstvilkår præget af fysisk og psykisk vold, alkohol og stofmisbrug, skilsmisser, mange flytninger, dårlig økonomi, arbejdsløshed, ophold på krisecentre eller anbringelser. Flere af de unge har kæmpet med mobning i skolen og psykiske udfordringer som depressioner, angst og spiseforstyrrelser. For en del af dem har der dog været forskellige voksne, der på den ene eller anden vis også har kunnet give et frirum i kaosset. Det kan være en bedsteforælder, en biologisk far eller plejeforældre.

”De fortæller i undersøgelsen om en barndom præget af utryghed, hvor de allerede som børn har været nødt til at påtage sig en omsorgsrolle og tage ansvar for mindre søskende, indkøb, rengøring og madlavning. I det hele tage skabe strukturer i familier, hvor de tilfældigvis har været den ældste i en søskendeflok”, siger Kirsten Elisa Petersen.

De unge mødre i undersøgelsen har således i en meget tidlig alder lært sig selv at tage vare på mindre børn. Men de har måttet gøre det med den modenhed og det overblik, som eksempelvis kan tilskrives en 10-årig. De erfaringer kan selvsagt præge den omsorgsrolle, som de påtager sig som 18-årige.

”Man skal forstå, at moderskabet også er et aktivt valg for denne gruppe unge kvinder. De vidste hvad de gik ind til. De er bekymrede for, hvordan de skal udfylde rollen, men de har en stor drivkraft for at gøre det godt og er opsatte på at gøre det langt bedre end deres egne forældre. De har nogle meget klare værdier, og de ønsker at give deres børn alt det, de ikke selv har haft”, siger Kirsten Elisa Petersen.

Uddannelsessteder er dårlige til at rumme de unge mødre

”Mødrene i undersøgelsen har en stor drivkraft mod at få en uddannelse og et arbejde, men det er tydeligt i undersøgelsen, at en del af de unge mødre oplever, at uddannelsesstederne er dårlige til at rumme denne gruppe, der også tit har huller i deres skoleforløb som følge af deres opvækst”, siger Kirsten Elisa Petersen.

De fleste i undersøgelsen var således før graviditeten i gang med en uddannelse, men måtte opleve at blive rådet af deres uddannelsessteder til at opgive på grund af fraværsregler og lignende. Derfor har flere af de unge kvinder en oplevelse af at være blevet efterladt i et uddannelsesmæssigt tomrum i forbindelse med graviditet og barsel.

Mødet med de professionelle

Ambitionerne for moderskabet er store, og mødrene fortæller samstemmende, at de opfatter dagtilbud som væsentlige for deres børn. Dét, de peger på, er både deres børns behov for at møde andre børn og for at blive stimuleret pædagogisk.

”Mødrenes generelle opfattelse er, at deres børn trives og fungerer godt, og de er glade for samværet med pædagogerne, når de oplever at have meningsfulde samtaler, og at de professionelle har blik for deres barn. Men flere af mødrene er derfor også ekstra sensitive, hvis de oplever reaktioner fra fagpersoner, der kan opfattes som kritik af deres børn eller deres forældreskab. Det er tydeligt, at der opstår problemer, hvis mødrene føler sig misfortolkede eller misforståede. Hvis pædagoger eller andre ytrer bekymringer omkring deres børn, kan de også have svært ved at forstå omfanget af bekymringen”, siger Kirsten Elisa Petersen.

”En stor del af de unge kvinder i undersøgelsen har hørt skrækhistorier om mødre, der har fået tvangsfjernet deres børn. De er usikre og nervøse for, hvad der eksempelvis kan udløse en tvangsfjernelse, og hvad der skal til, hvis det sker, og man så gerne vil have sit barn hjem igen. Det er tydeligt, at det ligger og spøger i baghovedet, hvis medarbejdere fra forvaltningen eller i institutioner på den ene eller anden måde ytrer bekymringer omkring barnet”, siger Kirsten Elisa Petersen, som på den baggrund peger på nødvendigheden af tydelig kommunikation og gennemsigtighed.

Fædrenes perspektiv mangler fortsat

Rapporten giver stemmer til en gruppe, hvis egen røst enten er fraværende i debatten eller henvist til karikerede fremstillinger i reality-programmer som ”De unge mødre”. Til gengæld mangler fædrenes stemmer stadig.

Kun seks fædre har medvirket i undersøgelsen, da det var mødrene, som skulle formidle kontakten og det derfor kun har været fædre, hvor der eksempelvis har været et ukompliceret forhold. Der er således fortsat behov for større viden om fædrene og deres oplevelser og erfaringer, og deres betydning i meget unge familier.

Læs rapporten

Rapporten ”Unge udsatte mødre og deres små børn” er skrevet af Kirsten Elisa Petersen og Kornelia Kraglund. Undersøgelsen blev påbegyndt i 2015 og har været finansieret af Den sociale fond for børn og unge.

• Læs hele rapporten