Jeg har jo altid følt, at jeg var 100 procent dansk. Jeg har aldrig syntes, at jeg var marokkaner, det føler jeg mig jo heller ikke som. Jeg ved godt, at jeg er anderledes, at der er en anderledes kultur ind over mig, at jeg ser anderledes ud og har et anderledes navn, men jeg føler mig vitterligt dansk.

Sådan lyder det fra Saida, der er 32 år, født og opvokset i Danmarks, har marokkansk baggrund, og som nu har fået børn.

Saida har sammen med 19 andre forældre med minoritetsbaggrund bidraget med sin livshistorie og sine tanker om sit forældreskab til et forskningsprojekt fra DPU, Aarhus Universitet, der sætter spot på netop den nye generation af minoritetsforældre, som Saida er del af. Bag projektet står Laura Gilliam, der er ph.d. i antropologi og lektor på DPU, Aarhus Universitet. Hun siger:

”Jeg har især været interesseret i at forstå, hvilken forskel det gør for disse forældres skolestrategier, at denne generation selv har gået i skole i Danmark. Det har vist sig, at deres strategier i høj grad bunder i deres egne oplevelser med at være minoritetsbørn i den danske folkeskole – med inklusion og eksklusion – og så oplevede de fleste af dem, at deres egne forældre ikke levede op til skolens krav.”

Vil gøre det bedre end deres egne forældre

Hun bruger termen ’andengenerations-minoritetsdanskere’ om denne gruppe – fordi det er væsentligt, at de er født og opvokset i Danmark, og fordi de er minoriserede borgere i Danmark. Og fordi de vitterligt føler sig danske, som Saida udtrykker det.

Alle de forældre, Laura Gilliam har talt med, er ligesom mange andre danske forældre, stærkt engagerede i deres børns trivsel, opdragelse og skolegang. Samtidigt er de optagede af at praktisere deres forældreskab anderledes og bedre end deres egne forældre. For dem handler det om at følge godt med i deres børns liv, forstå de problemer, de står i, og deltage i aktiviteter på skolen – mødrene mest, men også fædrene.

”Det er tydeligt, at deres egne oplevelser som minoritetsbørn i skolen spiller en stor rolle for de skolestrategier, de anlægger på vegne af deres børn. De oplever, at deres egne forældre gjorde, hvad de kunne, men at de ikke forstod de problemer, de havde i skolen, og ikke levede op til skolens krav. De gør, hvad de kan for, at deres egne børn skal få en bedre skolegang,” siger Laura Gilliam.

Hvad hedder din ven?

Forældrenes egne erfaringer som minoriteter og udmønter sig i vigtige interne forskelle i strategier i forhold til valg af skole og håndtering af deres børns skolegang. Det blev Laura Gilliam opmærksom på gennem sit feltarbejde og sine livshistorieinterviews med forældrene. Hun har identificeret tre typer af skolestrategier blandt hendes informanter.

Den første skolestrategi, hun fandt, kalder hun en forsvarsstrategi. Den så hun især blandt forældre, der bor i multietniske boligområder, og som har en kort eller mellemlang uddannelse, som ofte er professionsrettet – fx som sosu assistent eller inden for handels- og servicefag.

”På grund af deres bopæl er disse forældre hele tiden optagede af at holde især deres drenge væk fra ballade og miljøer af minoritetsdanske drenge, da de ser dem som potentiel dårlig indflydelse. Flere mødre udfylder også al drengenes fritid med sport eller anden overvåget aktivitet, så de ganske enkelt er for udmattede til at komme i problemer,” siger Laura Gilliam om tilføjer: 

”De kører dem gerne til en fodboldklub i et andet distrikt, hvor der er flere majoritetsdanske drenge. De overvåger drengenes færden og forbyder dem at hænge ud med drenge med minoritetsdansk baggrund.”

Hun fortæller i den forbindelse om to mødre, der altid spørger deres sønner, hvem de skal være sammen med. Hvis vennen ikke har et danskklingende navn, får drengene ikke lov til at gå ud med vennen.

Laura Gilliam påpeger, at forældrene her selv er underlagt stereotype opfattelser af, at Muhammed og Ali laver mere ballade end Oscar og Magnus.

Af samme årsag gør forældrene meget ud af at vælge skoler og kører gerne deres børn til skoler, hvor der er flest etnisk danske børn, men også en vis andel minoritetsdanske børn.

”De oplever, at der er for meget ballade på skoler med mange minoritetsdanske børn, men er samtidig optaget af, at deres børn ikke skal føle sig for anderledes eller ekskluderede. Et vigtigt element i forældrenes forsvarsstrategi er nemlig også at beskytte børnene mod diskrimination fra lærere. De er både akut opmærksomme på dette og går hurtigt til lærerne og siger fra, hvis de oplever, at deres børn bliver diskrimineret. Her er det tydeligt, at de trækker på deres egne erfaringer fra skolen,” siger Laura Gilliam.

”De har en selvsikkerhed omkring det, at de kender skolen, de føler sig kompetente, og de er også meget engagerede i skolen. De er fx kontaktforældre og deltager i skolearrangementer. De føler ansvar for at hjælpe andre forældre med minoritetsbaggrund, der ikke kender skolen nær så godt,” fortæller Laura Gilliam og henviser til informanten Faiza, der altid ringer rundt til de andre minoritetsdanske mødre og gør opmærksom på det, når der er et arrangement på skolen og forklarer, hvorfor det er vigtigt at komme.

Ramt på selvtilliden

Laura Gilliam ser en anden skolestrategi – en opstigningsstrategi – hos den gruppe andengenerations-minoritetsdanske forældre, der har oplevet stor social mobilitet, i og med at de har gennemført lange uddannelser og er endt i gode, velbetalte jobs. Typisk for dem er, at de er rykket til boligområder, hvor der primært bor etnisk danske familier fra den øvre middelklasse, og hvor deres børn er blandt de eneste minoritetsdanske børn i deres klasser.

”De kommer ind i miljøer med stort overskud, mange ressourcer og stor kulturel kapital, hvor de på trods af deres lange uddannelser og gode jobs ikke kan være med. ”Jeg bliver helt svimmel, når jeg ser deres bogreol”, var der en, der sagde til mig. Og her bliver de ramt på selvtilliden, når de til trods for deres anstrengelser ikke føler, at de når de andre forældre til sokkeholderne. De gør, hvad de kan, for at agere ’gode aktive forældre’ i skolen. Nogle af dem hyrer også lektiehjælp og mentorer til deres børn, for at sikre at de kan følge med fagligt,” fortæller Laura Gilliam.

Som børn følte de sig inkluderede i skolen og i det danske samfund, og det gør de i udgangspunktet også som voksne, hvor de trives i deres job og i deres nærmiljø. Men måske netop af denne grund berører det dem ekstra meget pludselig at føle sig ekskluderet, når de bliver gjort opmærksomme på, at de andre opfatter dem som anderledes.

Det rigtige mix

Den tredje skolestrategi, som Laura Gilliam kalder skærmestrategien, ser hun hos forældre, der ligesom den første gruppe bor i boligområder med mange andre med minoritetsbaggrund. De er typisk gift med en person med andengenerations-minoritetsbaggrund, og så har alle informanter i denne gruppe en mellemlang eller lang uddannelse, ofte inden for pædagogik, socialområdet eller socialvidenskab. Disse forældre har ifølge Laura Gilliam pædagogiske, intellektuelle, religiøse og personlige grunde til at vælge folkeskolen fra. Men også til at vælge de muslimske friskoler fra.

”Det interessante ved den gruppe er, at de har valgt, at deres børn skal gå i friskoler. Ikke de majoritetsdanske friskoler. Ikke traditionelle muslimske friskoler. Men friskoler, der slår sig op på at blande gode danske værdier med gode muslimske værdier,” fortæller Laura Gilliam.

Når de fravælger folkeskolen, er det fordi, de gerne vil skærme deres børn fra følelsen af at være anderledes og ekskluderet. Oftest bunder beslutningen i deres egne oplevelser med at blive diskrimineret som muslimske elever i den danske folkeskole og med den hetz, de oplever mod muslimer i det danske samfund.

”De mener ikke, at folkeskolen er et godt sted for deres børn, fordi de risikerer at opleve den samme diskrimination, som de selv har oplevet. Men omvendt er de også bange for ’forstokket Islam’ og gammeldags opdragelsesformer i de muslimske friskoler, som de også vil skærme deres børn fra,” siger Laura Gilliam og fortsætter:

”De beskriver selv, at de har en åben og fri opdragelsesstil, som de opfatter som dansk. Men en af grundene til, at de vælger de her særlige friskoler, er, at de gennem deres socialpædagogiske arbejde og studier og egne erfaringer i skolen har oplevet, at der ikke er godt nok styr på børnene i folkeskolen. Samtidig vil de undgå den alkoholkultur, der hersker blandt danske teenagere. Og nogle beskriver, at de heller ikke billiger undervisning i flydende køn, som de ved foregår i folkeskolen.”

De vil med andre ord skærme deres børn fra, hvad de anser for ’dårlige værdier’ – både fra den forstokkede Islam, som de ikke synes er ægte muslimske værdier, og de værdier, der er ’for meget af det gode’, som kommer med det danske frisind. I stedet søger de mod friskoler, der giver børnene lige det, de mener er rigtigt, og som sikrer deres børn en tryg barndom.

Skal forsvare at de er danske

Fælles for forældre med andengenerations-minoritetsbaggrund er, at de føler sig danske og anderledes på én gang. De føler sig danske på deres egen måde, forklarer Laura Gilliam. En måde, der kombinerer deres opvækst i det danske velfærdssamfund med deres særlige kulturelle baggrund og familiehistorie og for de fleste vedkommende med det at være muslim. Og den lærer de deres børn at insistere på.

”Forældrene taler ofte om dette i forbindelse med oplevelser i skolen og i mødet med myndigheder –- ofte omkring sprogtests af deres børn. Der er en automatisk forventning om, at de ikke kan tale dansk, at deres børn er dårlige til dansk, at de selv ikke kender skolesystemet og uddannelsessystemet – at de ikke er danske,” siger Laura Gilliam.

Hendes informant Saida udtrykker frustrationen ret klart:

Man føler jo faktisk, at man skal forsvare hele tiden, at man er en del af det danske folk. Altså man leder altid efter den der adgangsbillet, som ikke er der.

”De har en oplevelse af, at de gør alt det rigtige, og alligevel er der noget, der ind imellem skubber dem udenfor og vækker eksklusionsfølelsen,” siger Laura Gilliam.

En mere rummelig danskhed

De nye generationer af minoritetsdanske forældre og børn er interessante, fordi de udfordrer vores forståelser af minoritetsbørn og –forældre. Derfor er tiden ifølge Laura Gilliam inde til, at vi udvider og gentænker vores danskhedsbegreb.

”Den stigende diversitet betyder noget for vores danskhedskategori. Vi bliver nødt til at reformulere den. Det får betydning for lærernes måde at tænke og agere på, når de står over for de her børn med minoritetsbaggrund og deres forældre. Gruppen bliver hele tiden mere divers,” siger hun og fortsætter:

”Det tænker lærerne i skolen ikke meget over, de prøver at nedtone det og være etnicitetsblinde. Men de skal ikke automatisk forvente, at forældrene ikke selv kender den danske folkeskole – nogle gør, andre gør ikke, og mange vil føle sig som danskere og føle sig ekskluderet af en smal idé om danskhed. Det handler om at have en opmærksomhed på de enkelte familier og deres forudsætninger og åbne den danske kategori.”