Danske småbørn går da i daginstitution. Over 95 % tilbringer en stor del af deres tidligste barndom i vuggestuer, børnehaver eller dagpleje. At det ikke altid har været sådan, ved enhver. Til gengæld har vi nu fået ny viden om den røde tråd i de tanker, vi har gjort os fra 1800-tallet til i dag om, hvad vi skal med børnehaver, og hvad der kræves af en pædagog.

Forskere fra Institut for Uddannelse og Pædagogik (DPU) har i projektet ’Pædagogprofessionens historie og aktualitet’ gennemtrawlet daginstitutionernes og pædagogprofessionens historie herhjemme. Resultaterne fra projektet foreligger nu i et tobindsværk med titlerne ’Kamp og status’ og ’Kald og kundskab’, og Institut for Uddannelse og Pædagogik (DPU) inviterer 20. maj til heldagskonference, hvor forskerne bag præsenterer highlights fra værket.

Tobindsværket om pædagogprofessionens historie og aktualitet er en parallel til Dansk Skolehistorie, hvor de fire første bind udkom i 2014 – 200-året for indførelsen af undervisningspligt i Danmark, og det femte og sidste bind udkommer til efteråret. Dermed har Institut for Uddannelse og Pædagogik (DPU) nu givet både skolen og førskoleinstitutionerne deres egen Danmarkshistorie.

Trekantsdramaet

Den første børnehave i Danmark oprettes i 1871, men allerede i 1820’erne får vi de første asyler, hvor mødre fra arbejderklassen kunne få deres børn passet. Ifølge Jens Erik Kristensen, redaktør og medforfatter til bind 1, giver projektet vores viden om pædagogprofessionens udvikling og historie et tiltrængt løft.

”Vi har taget asylerne med i historien. De overses ofte som noget, der blot er en forhistorie til de rigtige børnehaver. Men i vores perspektiv er både asyler og børnehaver foranstaltninger, der suverænt hører den moderne verden til. Dels opstår de i kølvandet på først urbaniseringen senere industrialiseringen, dels indgår de i en relation til familien og hjemmet på den ene side og skolen på den anden, der er specifikt moderne”, siger Jens Erik Kristensen.

Børnehaven udfylder det rum, det opstår mellem hjemmet og skolen efter indførelsen af den almene undervisningspligt i 1814. Kampene om børnehavens funktion har først og fremmest stået om, hvorvidt den skulle være en kompensation for familielivet og give børnene omsorg og tryghed i den tid, forældrene ikke selv havde mulighed for at passe dem, eller om den skulle udvikle og opdrage børnene og måske endda forberede dem til skolen.

”Siden vi i 1964 fik Lov om Børne- og Ungdomsforsorg, der gav os de almene og statskautionerede daginstitutioner for alle børn, er der sket en stigende institutionalisering af førskolealderen. Men vores pointe i projektet er, at alle elementerne i den institutionalisering er til stede allerede med de første asyler, selvom de kun er for fattige familiers børn og omfattede et relativt lille antal børn. Fra 1820’erne og frem til i dag har der udspillet sig et trekantsdrama mellem skole, hjem og børnehave, hvor børnehaven skal finde sin rolle i det spændingsfyldte forhold mellem moderlig omsorg og skoleforberedende læring”, siger Jens Erik Kristensen.

Myte aflives

Projektet viser f.eks., hvordan nutidige tanker om førskolealderens centrale betydning kan spores tilbage til 1800-tallet.

”Mange vil umiddelbart sige, at skoleforberedelse i børnehaven er noget, man først begynder at tænke på i 1990’erne og som først for alvor kommer på programmet med de pædagogiske læreplaner i 2004. Men den myte afliver vi ved at vise, at helt fra starten er både asyler og børnehaver også tænkt i forhold til skolen og er som sådan også ’skoleforberedende’.  Historien har vægtet det forskelligt, og mange politikere og pædagogiske tænkere har set børnehavens relation til familien med fokus på fri leg i trygge rammer som det afgørende. Men lige siden skolen blev for alle i 1814, har tanker om førskolealderens store betydning både ift. indlæring, skoleforberedelse og forebyggelse af vanrøgt og social ulighed præget børnehaven afgørende”, siger Jens Erik Kristensen.

Kaldet består

Som professionshistorie viser projektet også, hvordan den moderne pædagog er blevet til - fra asylmutter over børnehavelærerinde til professionsbachelor som pædagog. Også i de skiftende tanker om, hvad der skulle til for at udfylde sådan et hverv, løber der en rød tråd – nemlig kaldstanken: at et voksent menneske, der ville arbejde i en børnehave, skulle føle sig kaldet og være i besiddelse af nogle særlige personlige kompetencer, som f.eks. omsorgsfuldhed.

”Pædagogen er blevet set som stedfortræder for moderen, og helt frem til midten af 1900-tallet bruges begrebet kald stadig officielt, bl.a som kriterie for optagelse på uddannelserne. Ordet glider efterhånden ud, men lever videre som f.eks. personlig motivation. Men lige så lidt den grundlæggende kaldstanke forsvinder ud af pædagogprofessionen, lige så lidt har det at føle sig kaldet nogen sinde været nok. Vores projekt viser, hvordan man lige fra Fröbel og frem til den nye pædagoguddannelse i 2014 har sagt: intet kald uden kundskaber. Den personlige motivation og den personlige udvikling gør det ikke alene, der skal en stadig mere specialiseret uddannelse til. Professionshistorien handler om hvilke kundskaber, man så har ment var nødvendige for at kunne udøve sit kald, og hvorfor”, siger Jens Erik Kristensen.

Fra pædagogik til uddannelsespolitik

Læring har i den ene eller anden form været på programmet i børnehaven helt fra starten, og det samme har tanker om, at forebyggelse af social ulighed helst skal ske i førskolealderen. Til gengæld er vi ifølge Jens Erik Kristensen i dag vidner til et regulært historisk nybrud, der handler om at pædagogisk tænkning bliver fortrængt af en snæver uddannelses- og beskæftigelsespolitisk tankegang.

”Selvom børnehaven er blevet set som skoleforberedende, er den først og fremmest blevet set som en selvstændig institution med eget pædagogisk formål og rationale i forhold til børn i 3-6-årsalderen. I dag er vi derimod vidner til, hvordan alle pædagogiske institutioner fra vuggestue og frem tænkes som led i det såkaldte  uddannelseskontinuum 0-18 år, der skal ruste os til arbejdsmarkedet.  I dag vurderer vi børnehaven på, om den sikrer ikke blot omsorg og trivsel, men også udvikling og læring for alle i henhold til nogle forudgivne mål. Det næste bliver formentlig regulær undervisning – for som dr. pæd.  Steen Larsen fra den daværende Danmarks Lærerhøjskole profetisk sagde allerede i 1996: ”I det moderne komplicerede samfund er det nødvendigt at indse, at et menneskes uddannelse begynder ved fødslen, og at daginstitutionerne er en del af uddannelsessystemet!””, siger Jens Erik Kristensen.

Konferencen

Heldagskonference 20. maj i København om børnehavens og pædagogprofessionens historie og aktualitet.

• Program og tilmelding

Bøgerne

”Pædagogprofessionens historie og aktualitet”

• Bind 1: Kamp og status – De lange linjer i børnehaveinstitutionens og pædagogprofessionens historie 1820 til 2015
• Bind 2: Kald og kundskab – Brydninger i børnehavepædagogikken 1870 til 2015

Kontakt

Jens Erik Kristensen, lektor ved Institut for Uddannelse og Pædagogik (DPU)

Tlf: 26 32 08 99
E-mail. jek@dpu.dk