I vore dage er legepladserne ofte noget af det første, der springer en i øjnene, når man træder ind i en offentlig park. De er centralt placeret, og der er ofte tænkt lige så meget over den æstetiske dimension som den funktionelle af legeredskaberne. Men sådan var det ikke, da de første legepladser opstod i Danmark, og de forskelle er på ingen måde tilfældige, fortæller professor Ning de Coninck-Smith fra DPU, Aarhus Universitet.

”Legepladserne er grundlæggende et barometer, der giver et billede af det omgivende samfunds syn på børn og barndommen. Igennem legepladsernes opståen og udvikling igennem de sidste 150 år, kan man følge forandringerne i barnesynet og af den betydning man tillægger legen”, siger professor Ning de Coninck-Smith. Hun har netop udgivet bogen ”Skrammelegepladsen”, hvor hun tegner billedet af legepladsernes kulturhistorie i Danmark fra deres tidlige opståen og frem til i dag. Bogen er en del af serien 100 Danmarkshistorier fra Aarhus Universitetsforlag.

Legepladserne har været et kampfelt mellem forskellige interesser og voksnes ideologiske opfattelser. Hvor meget skal legen eksempelvis instrumentaliseres og være en motor for andre hensyn? For 100 år siden handlede legepladsernes indretning om civilisering og opdragelse af vilde børn, mens det i dag kan være ønsker om udvikling af læringsparathed, innovation eller naturforståelse.

Det er forskellige børnesyn og dannelsesforståelser, som tørner sammen, når vi diskuterer legepladser. Og samtidig er både barndommen og legen jo også blevet til en industri i løbet af de forgangne årtier, påpeger hun i bogen.

Legepladsernes opståen

Leg er i vore dage blevet noget positivt, og også voksne mennesker forventes at kunne lege. Men sådan var det ingen måde i udgangspunktet. Børn har altid leget, men historisk blev det opfattet som en unyttig beskæftigelse. Leg var noget, som helst skulle pakkes væk, fordi det var distraherende fra det virkelige og vigtige. Men for 150 år siden sket der noget nyt, da legepladser begyndte at se dagens lys i Danmark.

”Københavnske filantroper havde set, hvordan legepladser var blevet en del af byudviklingen i andre europæiske storbyer. Befolkningssammensætningen var meget kompakt i de nye byområder som Vesterbro og Nørrebro. Og så opstod der muligheder, da voldene faldt, for pludselig blev der frigjort nogle arealer, hvor man jo besluttede, at de ikke skulle bebygges”, siger Ning de Coninck-Smith.

Det blev dog kun begyndelsen, og i de efterfølgende årtier blev legepladserne et kampfelt mellem forskellige børnesyn og ideologiske opfattelser af samfundet. De oprindelige legepladser med fokus på fysisk udfoldelse blev afløst af skrammellegepladser og byggelegepladser med fokus på konstruktion, som igen blev afløst af et fokus på æstetik og kvalitet af legepladser. Kunstnere, arkitekter, reformpædagoger, aktivister og politikere har præget udviklingen, og i dag er legepladser så også blevet en industri i milliardklassen.

Klatrelegepladser og naturlegepladser

”Da legepladserne blev opfundet, var der en forestilling om, at de ville kunne forebygge, at de vilde børn blev kriminelle, og så var der også et militærisk aspekt. Børnene skulle rettes af og træne ligesom i gymnastikken, og sådan er det fortsat i en vis grad”, siger Ning de Coninck-Smith.

Hun peger på, at der er kommet et fornyet fokus på den fysiologiske side af legen. Der har været en opfattelse af, at det stod sløjt til med motorikken, og flere børn end tidligere er overvægtige. I daginstitutionernes læreplaner blev der igen sat en tyk streg under leg og bevægelse, og med skolereformen fik skolerne pålæg om at eleverne skulle bevæge sig mindst 45 minutter om dagen.

Der kom klatrevægge og tårne på skolernes legepladser, og den fysiske leg skulle træde i læringens tjeneste, når der nu skulle hinkes matematik og bogstaver i timerne. Omvendt så flettes leg og kunst igen sammen i projekter som Legekunst, hvor kunstnere skal inspirere børn og pædagoger til leg og i fællesskab bringe legeglæden frem igen.

”Når der er kommet så stor interesse for klatrelegepladser, så har det samtidig været båret af en bekymring over, at børn ikke længere klatrede så meget i træer. Det er måske forbundet med en vis nostalgi. Når der kommer stadig flere naturlegepladser, så kan det heller ikke ses uafhængigt af, at vi som samfund er meget optaget af klimaforandringer og biodiversitetskrise og gerne vil sikre, at børn føler sig forbundet med naturen. Og så er legepladser blevet noget, som forældre og børn nu også skal opsøge sammen, og det afspejler, at der er sket en grundlæggende forandring af forældre-barn relationerne.” ” afslutter Ning de Coninck-Smith.

Om bogen

Skrammellegepladsen af Ning de Coninck-Smith er udgivet af Aarhus Universitetsforlag som et led i serien 100 Danmarkshistorier.

• Læs mere om bogen hos Aarhus Universitetsforlag her