DPU

Aarhus Universitets segl

Naturvidenskab for de yngste gav ny pædagogisk gejst

Videnskabsfolk og vuggestuebørn har noget til fælles. De er nysgerrige og laver eksperimenter, og det har vuggestuer og børnehaver i Hillerød Kommune udnyttet i et aktionslæringsprojekt om science-didaktik i daginstitutioner. Projektet har overbevist pædagogerne i kommunen om, at deres aktive bidrag har stor betydning for børnenes læring - og inspireret børne- og undervisningsminister Christine Antorini til at foreslå, at andre kommuner går samme vej.

Børn lærer, når de leger. Men svenske pædagoger er mere tilbøjelige end deres danske kolleger til at mene, at deres eget aktive bidrag er betydningsfuldt for børns læring i daginstitutioner. Denne konklusion fra en international undersøgelse fra 2011 af pædagogers syn på læring fik pædagogerne i Hillerød Kommune til at gå i aktion. De fik kommunen til at støtte et aktionslæringsprojekt om science-didaktik i en række vuggestuer og børnehaver. Projektet blev gennemført i samarbejde med forskere fra hhv. Institut for Uddannelse og Pædagogik (DPU) ved Aarhus Universitet og Professionshøjskolen UCC.

Vandpytter blev til laboratorier, hvor børnene kunne iagttage, at skibet sejlede hurtigere, når de voksne hældte en spand vand i tagrenden. Mon der var en sammenhæng? Sammen med børnene udforskede pædagogerne fænomener og lovmæssigheder i naturen, og sammen med hinanden udforskede pædagogerne den didaktiske indsats og dens resultater.

Fornyet gejst

Fra Aarhus Universitet deltog Stig Broström, professor MSO i barndom, læring og didaktik, og fra UUC lektor Thorleif Frøkjær. Ifølge Stig Broström kan den slags aktionslæringsprojekter være med til at forny gejsten hos pædagogerne. Han ser det som en modgift til den tilsanding af den pædagogiske energi, der ellers er risiko for i en presset hverdag.

"Den giver ny pædagogisk energi, når de oplever et sådant spring i deres egen læring og selvforståelse, som det var tilfældet i Hillerød. Det skaber større motivation, når de oplever, at de tilføjer pædagogisk kreativitet til hverdagslivet", siger han.

Og ny energi kan der være brug for, når pædagogerne f.eks. bliver sendt til tælling af arbejdet med at dokumentere og evaluere indsats og udbytte i daginstitutionerne.

"Det er udmærket med dokumentation og evaluering, men det kan overdrives, når papirerne bare ryger ud af huset og alene tjener til at informere det politiske system. Science-projektet er et eksempel på, at de data, pædagogerne opsamler, faktisk bliver i huset og beriger deres arbejde", siger han og tilføjer, at det ikke er så vigtigt, om temaet er science eller ej.

"Det kunne også have været kunst, dans, skriftsprogstilegnelse eller noget helt fjerde. Pointen er, at den metode, pædagogerne i Hillerød brugte, og det udbytte de fik - oplevelsen af at tilføre hverdagen pædagogisk kvalitet - kan overføres til andre områder også", siger han.

Indtryk på regeringen

Børne- og undervisningsminister Christine Antorini besøgte i foråret Hillerød Kommune, hvor Stig Broström og Thorleif Frøkjær præsenterede hende for science-didaktik-projektet. Efterfølgende har hun bragt ideen bag med sig rundt i landet.

"Projektet i Hillerød har åbnet regeringens øjne for, at i forhold til traditionel efter- og videreuddannelse af pædagoger kan effekten vise sig at være større med aktionslæringsprojekter, hvor pædagogikken udvikler sig internt", siger Stig Broström.

Læs mere

Science didaktik i Hillerød - Pædagoger og børn i aktiv læring. Aktionslæring i 12 vuggestuer og børnehaver i 2011-2012 (PDF)
Rapport af Stig Broström og Thorleif Frøkjær.

Pædagogers syn på læring i børnehaven i Sverige og Danmark (PDF)
Artikel af Stig Broström og Thorleif Frøkjær i 'VERA -  Tidsskrift for pædagoger', 2012, No. 59

Preschool teachers’ view on learning in preschool in Sweden and Denmark (PDF)
Artikel af S. Broström, T. Frøkjær, I. Johansson og A. Sandberg i 'European Early Childhood Education Research Journal', efteråret 2012 

Yderligere oplysninger

Stig Broström

E: stbr@dpu.dk
T: 8716 3637